Artikler
Om lidt, om lidt...... Fra kirkebladet år 2003, nr. 2 I pressen dukker der fra tid til anden sager op omkring skuffede og fustrerede mennesker, der er blevet sure på Folkekirken, fordi de ikke kan få lov til det, de gerne vil i deres lokale kirke.
Senest har en præst i Jylland fornærmet følget til en begravelse, ved at tale nedsættende om deres valg af musik til at følge kisten ud med. Det var Kim Larsens sang om cirkusprinsessen: "Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi." En efterhånden mere og mere yndet begravelsessang.
Og når folk nu kan lide den, hvad skulle der så egentlig også være galt i at ville høre den?
Hvorfor skal præsten i det hele taget gøre sig til dommer over vores musiksmag og vores kirkelige handlinger?
Nej, fri os fra sådan et smagsdommertyrrani, vil mange sikkert mene.
Guds og folkets kirke Til det vil jeg knytte et par bemærkninger.
Folkekirken er folkets kirke. Guds og folkets. Den er ikke præsternes, og ingen præst i den luthersk-evangeliske folkekirke kan sige om sig selv at være "mere" eller "rigtigere" kristen end alle andre medlemmer, og dermed være tættere på Gud.
"Thi enhver, der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave", skrev Luther i skriftet til den tyske adel, og tilføjer dog, at det ikke sømmer sig for enhver at udøve sådan et embede.
"Thi selv om vi alle i lige grad er præster, så må ingen selv træde frem og uden vor billigelse og vort valg fordriste sig til at øve det, som vi alle har lige stor myndighed til."
En kristen gudstjeneste Og det forklarer egentlig sagen.
Vi har alle lige stor myndighed - ingen kan rose sig af at være mere kristen end enhvert andet døbt menneske. Men af praktiske grunde har menigheden kaldet én til at varetage ansvaret for gudstjenesterne og de kirkelige handlinger.
Det vil sige at præsten har ansvaret for at gudstjeneste også bliver en kristen gudstjeneste, med kristne symboler og kristne salmer.
Tingene taler Og derfor har præsten også ansvaret for at gudstjenesten ikke kommer til at "råbe i munden på sig selv".
Og med det mener jeg en gudstjeneste, der med den ene hånd forkynder kristendom ved at foregå i kirken og med en præst tilstede, samtidigt med at den forvirrer, ved at man benytter sig af symboler og musik, der forkynder noget helt andet.
Tingene taler nemlig med. Vi har levende lys og blomster til alle kirkelige handlinger, for at symboliserer liv og glæde. Også til begravelser, for selv dér skal forkyndes liv og glædeligt budskab om opstandelsen fra de døde.
Fordi tingene taler med, er det ikke ligegyldigt hvad vi slæber med ind i kirken.
En kristen begravelse Der er fx intet som helst galt med en hestesko, den hører bare ikke til i en kristen kirke ved et bryllup, fordi den symboliserer folkereligiøsitet - "overtro" - om man vil. Ønsket om held og lykke til brudeparret er smukt nok, og hesteskoen kan ligge i våbenhuset eller den kan overbringes til festen bagefter.
Gule plastik-ænder er også gode at lege med i et badekar, men de hører ikke til i en døbefont, for den er netop ikke et badekar, men en døbefont.
Og så er der alle "grå-zone" afgørelserne. Kim Larsens: "Om lidt bliver her stille" er en dejlig sang. Den aktuelle sag med præsten fra Jylland vil jeg slet ikke kommentere, bare nøjes med at mene, at sangen altså ikke forkynder kristendom.
Den gør muligvis heller ikke det modsatte, altså forkynder ikke-kristendom. Der er dog sætninger som "måske, måske vi ses igen?". Og af den grund kunne man sagtens tillade, at den blev brugt i kirken.
Men den har efter min mening én mangel, hvis den skal bruges til en begravelse. Og det er, at den lader spørgsmålstegnet efter "fik du set hvad du ville, fik du hørt din melodi?" stå og råbe ubesvaret ud i intetheden.
For hvad nu hvis svaret var: Nej, den døde vi bærer ud til graven fik faktisk aldrig set hvad han ville eller hørt sin melodi!
Ja, så kan Kim Larsens sang ikke rigtigt andet end at trække på skuldrene og sige: Nå, men nu er det forbi.
Det er for mig at se meget småt og fattigt i forhold til det kristne evangelium!
Og hvorfor dog ønske sig det til en begravelse? Man skulle da tro at et menneske, der ønsker sig kirke og præst til stede ved den begivenhed, også ønskede sig det kristne evangelium forkyndt?
-sognepræsten