Artikler

Om forår

- befrielse og modstandsmanden D. Bonhoeffer

I skrivende stund er det maj, det er forår, og naturen grønnes omkring os. Maj er også den måned, hvor vi mindes Danmarks befrielse fra den tyske besættelse. Det er nu 64 år siden, at Europa igen blev frit, da Hitlers tyske nazistiske regime brød sammen. Europa genvandt friheden og freden - og det kan vi naturligvis takke de allierede soldater og modstandsbevægelsen for.

Blandt præsterne i Tyskland var der få, der havde modet og formatet til at tale Hitler og regimet imod. En af dem var den tyske præst og modstandsmand Die trich Bonhoeffer (1906-45) - han vil blive omtalt her nedenfor:

Biografi

Dietrich Bonhoeffer blev født i 1906 i Breslau i Tyskland i en søskendeflok på syv. Hans far Karl Bonhoeffer var en prominent psykiater i Berlin. Hans mor, Paula, underviste børnene hjemme. Der var en forventning om, at Dietrich Bonhoeffer skulle gå i faderens fodspor og læse medicin, men allerede i en tidlig alder besluttede Dietrich Bonhoeffer sig for, at han ville være præst. Han læste derfor teologi i Tübingen i Tyskland og modtog senere en doktorgrad i teologi fra Berlin. Efter sin eksamen tilbragte Dietrich Bonhoeffer et år i USA, hvor han studerede teologi på Union Theological Seminary i New York. Mens han boede i New York, besøgte han jævnligt en baptist kirke i bydelen Harlem, hvor han lærte den afro-amerikanske musikstil (gospel) at kende, som han blev betaget af, og som han tog med sig tilbage til Tyskland.

I Berlin underviste Dietrich Bonhoeffer i teologi på universitetet og skrev flere bøger. Han kritiserede fra starten af 1930’erne Hitlers nazistiske regime, og han var med til at stifte den såkaldte Beken - delses kirke, som dannede opposition til den nazi-inspirerede del af den tyske kirke.

Modstandsmand

På mange måder bekæmpede Dietrich Bonhoeffer Hitlers nazistiske regime med stigende intensitet gennem 1930’erne og under krigen, hvor han flyttede sig personligt fra at være pacifist til at være aktiv modstandsmand. Han var med til at formulere Barmen-erklæringen - et teologisk manifest, der kritiserede nazismens stigende indflydelse i den tyske kirke, og som ligeledes kritiserede sammenblandingen af religion og politik. Barmen-erklæringen kritiserede også den omsiggribende race-ideologi. Barmen-erklæringen understreger også, at der ikke eksisterer andre åbenbaringskilder end Jesus Kristus - Guds søn. Jesus Kristus alene er vejen, sandheden og livet. Deri lå naturligvis også en indirekte protest mod guddommeliggørelsen af Hitler (Fører-dyrkelsen) og hans styre.

Dietrich Bonhoeffers stigende indsats i modstandsbevægelsen under krigen med bl.a. at hjælpe jøder ud af Tyskland og sit engagement i planlægningen af et attentatforsøg mod Hitler (der ganske vist mislykkedes) førte til, at han i 1943 blev arresteret og fængslet i Berlin. Medens Dietrich Bonhoeffer sad fængslet, opdagede Gestapo langsomt omfanget af hans deltagelse i modstandskampen, og Gestapo fik ham dømt til døden ved hængning ved daggry den 9. april. i 1945 - kun 3 uger før Berlins befrielse!

Kampskrift

Samtidig med at Dietrich Bon - hoeffer var en moderne teolog, der forsøgte at nyformulere kristendommen på modernitetens betingelser, var han også en kritisk teolog. Flere af hans bøger er oversat til dansk. I kampskriftet Efterfølgelse fra 1937 understreger Bonhoeffer, at den kristne må træde i karakter i en tidsalder, hvor ‘den billige nåde’ florerer. Med sit begreb ‘den billige nåde’ mener Bonhoeffer den ud - vandede kristendom, som gør mennesket dvask og doven, fordi den gør Vorherre (og kirken) til en slags tilgivelses-automat, der bare mekanisk og uophørlig skænker mennesket syndernes forladelse, uanset om de angrer eller ej. Pro - blemet er jo, at syndernes forladelse så bliver "inflationsramt", hvis man ikke først indrømmer, at man har fejlet. Bonhoeffer peger her på en teologisk problematik, der næppe er blevet mindre siden dengang, han skrev det.

Breve fra fængslet:

Blandt de mange breve og refleksioner har Bonhoeffer skrevet følgende digt om frihed - netop mens han sad i sin fængelscelle i Berlin et års tid før sin henrettelse:

Stationer på vejen til frihed

Tugt

Drager du ud for at lede efter friheden, så lær først og fremmest
tugt for dine sanser og din sjæl, så lysterne
og lemmerne ikke føres snart hid, snart did.
Din ånd og din krop skal være kysk,
fuldstændig underkastet dig selv,
og lydig til at søge det mål, som er sat.
Ingen erfarer frihedens hemmelighed uden tugt.

Handling

At gøre og vove det rette, ikke det, man finder behag i,
ikke svæve i det mulige, men tappert gribe det virkelige,
friheden er ikke tankernes flugt, men kun i handlingen.
Træd ud af ængstelig tøven,
ud hvor der sker noget i begivenhedernes centrum
kun båret af Guds bud og din tro,
og friheden vil jublende omfavne din ånd.

Lidelse

Vidunderlig forvandling. Dine stærke, arbejdsomme hænder
er bundne. Afmægtig og ensom ser du enden
på din gerning. Alligevel ånder du lettet op og lægger stille og roligt det rette
i en stærkere hånd og stiller dig tilfreds.
Kun et øjeblik rørte du saligt ved friheden,
så overgav du den til Gud til herlig fuldendelse.

Død

Kom nu, du største fest på vejen til den evige frihed,
død, tag de besværlige kæder og mure
fra vores forgængelige krop og vores forblindede sjæl,
så vi endelig får øje på det, vi her ikke måtte se.
Frihed, vi ledte længe efter dig med tugt, i handling, i lidelse.
Når vi dør, ser vi dig selv, i Guds ansigt.

(Fra: Min tid i dine hænder, p. 213)