Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Artikler
Udskriv denne side  
Om december, lys og velsignelse

Så kom vi igen til december. Vi er kommet igennem november med valgkamp og nu er vi igen nået til den måned, hvor vi tænder lys.

I Lukas evangeliet siger juleenglen: "jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket". Bemærket ordet "skal". Juleglæden hænger sammen med dette "skal". Glæde er noget, der skal komme. Glæde er ikke bare noget, der var engang. Glæde, altså rigtig glæde, er noget, der ligger foran dig. Forude. Noget, der kommer til dig. Og når glæden kommer til én, gribes man af den og så bærer den os rundt. Så bærer glæden dig og mig rundt, hvor vi går. Som lys, der lyser op hvor man går - i smil.

Der er mennesker, der hver dag bærer lys og glæde rundt. Man kan også sige, at de bærer velsignelser rundt til andre mennesker.

Lad os i denne tid tænde et lys for dem. Lad os sige fire lys. Fire lys ligesom i adventskransen. Hvem synes du mon, vi skal tænde et lys for i denne tid? Lad os tænde det første lys for alle de mange usynlige hjemmehjælpere, der løber rundt, og gør besøg og spreder varme. Hjemmehjælperne har travlt med at vende gamle kroppe, travlt med at hjælpe og pleje - og måske lige klappe et par gamle indfaldne kinder, på deres daglige rundtur. Venlige mennesker, der kører rundt på efterårsvåde og tågede småveje - både tidligt og sent.

Lad os tænde det andet lys for skolelærerne. Disse tålmodige mennesker, der hver eneste dag sætter blus på engagementet, forbereder sig og hver dag giver noget af sig selv, og formår at holde sig oprejst i timevis, selvom børnene måske småsover eller tænker på noget andet.

Lad os tænde et tredje lys for kirkens ansatte. For organisterne, der i disse dage slider deres fingre på orglerne, så kirketagene løfter sig, og kirkegængerne får lyst til at synge med - også selvom prædikenen måske var middelmådelig og evangeliet kun blev et svagt blus.

Og et lys for graverne, der i disse dage ligger på alle fire og pynter gravene med gran, så de bliver klar til vinter. Således at vi fortsat kan have verdens flotteste og mest velholdte kirkegårde i Danmark.

Og ikke mindst et lys for de trofaste kirkesangere, der tropper op, gang efter gang - og mange andre kunne nævnes her.

Lad os tænde et fjerde lys for dem, der ikke kan overskue julen, og som bedre kender gråd end glæde og lys. Et lille lys for dem for hvem dette år har været særligt hårdt, for dem, der blev ramt af dette års store finanskrise.

Til os alle lyder det: Se på lyset og hør, at juleenglen siger, at glæden skal være. Også for dig. For lige som vi ikke selv vælger gråden, så vælger vi heller ikke glæden. Glæden vælger os, griber os, og den vil vælge dig igen. Også selvom du ikke lige nu kan tro det.

I december måned kommer hundredvis af børn fra skole og børnehave i Særslev kirke. De bliver velsignede, som man altid bliver det sidst i en gudstjeneste. Men hvad er velsignelse? Velsignelse er for eksempel, når ens far eller mor, eller dem begge, kysser en om morgenen, og siger, at nu må man have en god dag. Det er når vi ser hinanden i øjnene og ønsker hinanden god dag eller siger: kan du have det rigtig godt.

Gud velsigner på samme måde. Kysser dig panden, og lover, at Han vil være med dig fra vugge til grav, fra gråd til glæde, fra jul til jul.

Glædelig jul
JKA

Kirkekalender
Søndag 09. august
9. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:10.30
Melby:
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat og beretning
Referat af møde 9. juni 2020. Referatet og beretning kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenst....
» Læs mere
Referat
Referat af møde 4. juni 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link. ....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk