Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Artikler
Udskriv denne side  
Om høst, efterår og eftertanke

I skrivende stund, medio august, er det ikke ligefrem høstvejr. Det har regnet de seneste dage. Men uden for står markerne gule og smukke som tegn på, at det er tid til høst. Vi befinder os i den mest travle tid på året for landmændene - nemlig høsten. Hvert år er lige nervepirrende -for hvordan vil udbyttet være i år. Så vidt jeg har forstået på en fagmand, så er rækkefølgen af det, der skal høstes i disse måneder som følger: vinterbyg, vinterraps, vårbyg, hvede og senere vårraps og majs, men det hele er udskudt i år som følge af den lange vinter.

Høstgudstjeneste

Høsttiden er en livsbekræftende tid. De små frø har omsider sat kerne. Slid og slæb bliver belønnet med afgrøder - nogle år bedre end andre. Men afgrøder bliver det til hvert år. Og det er der grund til at glæde sig over og takke for. Det er jo også derfor, at der hvert eneste år holdes høstgudstjenester rundt om i landet. Vi fejrer høsten i september måned med høstgudstjenester i Særslev, Ejlby og Melby kirker. Høstgudstjeneste er en fest, hvor vi alle kan glæde os sammen med landmændene i tak over, at høsten er kommet godt i hus. Den høst som giver os alle brød på bordet. Sådan har det været i generationer. Men en høstgudstjeneste er mere end bare landmændenes glæde og tak over høsten. Høstgudstjenesten er nemlig også en fest, hvor vi alle i al almindelighed får lejlighed til at takke for alt det vi får skænket - lige fra de frugter og grøntsager vi selv kan plukke i haven - til de daglige fødevarer vi køber - til selve livet vi har fået skænket som en gave. For at udtrykke vores tak over det, synger vi nogle af de kendte efter-årssalmer - som for eksempel Grundtvigs Nu falmer skoven trindt om land.



Et sensommerdigt

Den nulevende salmedigter Lars Busk Sørensen skrev en digtsamling i 1986, der hedder 'Græsset fortvivler ikke'. I det nedenstående digt fra den samling sætter Lars Busk Sørensen nogle sanseindtryk af sensommeren ind i en digterisk form. Her kommer et af hans stemningsfulde sensommerdigte:

Mod høst
Rugen bøjer sine vipper,
overvældet, mæt af sol.
Jorden er igen begyndt at
hælde mod den kolde pol.

Svaleunger balancerer
på en tynd elektrisk tråd,
høstens vide udsyn får dem
til at pippe svalegråd.

Flere natteskyer driver
over månens skarpe horn.
Morgenduggens dråber hænger
tungere i græs og korn.

Somrens store længsel efter
blomst og modenhed er endt,
sindet nu imod de sidste
lyse nætters sødme vendt.

Gavlens rose samler hele
somrens fylde i sin glød,
det er dagen før den gyldne
mark forvandler sig til brød.


I dette digt fornemmer vi, at sommeren er gået på hæld. Afgrøder og frugter er ved at være modne og temperaturen er faldende. Morgenduggens dråber hænger tungere i græs og korn.

Som Lars Busk Sørensen er inde på i det sidste vers, så forvandles kornet fra markerne til det daglige brød, som vi kan spise os mætte i. Men sådan har det ikke altid været under krigen var der stor knaphed på fødevarer. Jeg vil slutte af med en smuk lille anekdote fra krigens tid, der handler om næstekærlighed -og om at dele brødet med hinanden.

En lille anekdote fra krigens tid

Der findes en beretning fra krigens tid, hvor der var megen elendighed i Tyskland. Det var i Berlin. Apotekeren lå syg. En dag kom postbudet med en pakke fra én af apotekerens venner. I pakken lå et halvt brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter. Men apotekeren tænkte: Mine naboer har en lille datter - og jeg er jo trods alt gammel. Hun har mere brug for brød end jeg. Og han fik brødet bragt til naboen. Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede øverst oppe i ejendommen. Og der var koldt og vådt deroppe. Brødet blev båret derop. Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun var alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste hvor lidt mad de tre havde. Brødet blev båret derned. Men den enlige mor tænkte: Apotekeren er syg, og gav gratis medicin da min lille pige var syg, han har mere brug for brødet end os. Da apotekeren fik brødet genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Brødet var blevet helligt for ham - et tegn på den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.

Det daglige brød er en gave. Høsten giver os mulighed for at bage brød.

I kirken deles der hver søndag et brød ud. Det ser ikke ud af meget. Men det gives af Gud i kærlighed -netop den kærlighed, der skaber overflod ved at dele.

JKA
Kirkekalender
Søndag 09. august
9. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:10.30
Melby:
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat og beretning
Referat af møde 9. juni 2020. Referatet og beretning kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenst....
» Læs mere
Referat
Referat af møde 4. juni 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link. ....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk