Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 3. november 2002

Alle Helgens søndag

Jordens salt og verdens lys

"I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene."

Matt. 5,13-16.

Engang for mange mange år siden - så lang tid siden at året var 1879, blev der i præstegården i Jakobshavn på Grønland født en lille dreng.

Hans far var sognepræsten i Jakobshavn - pastor Rasmussen - og hans mor var naturligvis sognepræstens kone, en kvinde der var halvt dansker og halvt eskimo.

De døbte deres lille dreng Knud; og hvad de ikke kunne vide dengang, men som vi ved i dag, så skulle det senere vise sig at han blev én af de allermest betydningsfulde Grønlandsfarer, og en meget vigtig kilde til vores viden i dag om de grønlandske folkesagn og myter.

På sine 7 Thule ekspditioner, der jo foregik i begyndelsen af 1900-tallet uden termotøj og Gore-tex, men med hundeslæde og uldsweater og måske en isbjørnesovepose, da har han besøgt utallige af grønlandske bygder, små bitte samfund, der lå isolerede fra hinanden og spredt langs de dybe fjorde.

I sådan en lille bygd med måske bare en 4-5 tørve huse, og en 4-5 familier der boede der, dér kunne det godt være at man aldrig nogensidne havde set hvide mennesker før.

Og når der så kom fremmede til sådan en bygd, ja, så skulle de selvfølgelig trakteres med mad og drikke, der skulle udveksles nyheder, og ikke mindst, så skulle der fortælles historier.

Gode historier om hvordan verden hang sammen, hvordan den var blevet skabt, og hvordan man formildede de vældige naturkræfter, hvis luner man så rigeligt - også i dag - er udsat for på Grønland.

På den måde gik der ikke lang tid før Knud Rasmussen - for det er jo ham, der var pastor Rasmussens søn fra Jakobshavn - kunne begynde at skrive hele bøger om Eskimoernes myter og sagn.

Han fortæller én, der handler om sammenhængen mellem lys og mørke.

"I Tidernes Begyndelse levede Menneskene i et evigt Mørke; det var nat altid, og ingen kendte Dagen.

Og Menneskenes Liv var evigt som Mørket, og ingen fandt hvile i Døden.

Dengang syntes Verden meget lille, og man troede, at Bopladsens Møddinger var Jordens Grænse; for ingen havde nogensinde haft Udsyn over Landene.

Og der var ingen Maane og ingen stjerner og ingen Tid; alt var uden Ende.

Livet levedes uden glæder, - Menneskene brød sig ikke særligt derom.

Da skreg pludselig engang en gammel Kvinde i Angst ud i Vejret: "Tag Mørket fra os og giv os Lyset!"

Og den gamle blev hørt.

Men det var somom vinden hviskede til hende: "Med lyset følger også tiden".

Kvinden råbte igen: "Tag mørket fra os!"

Og mærkede vindens svar: "med tiden kommer døden - valget er Jeres"

Kvinden råbte: "Tag mørket fra os, og giv os lyset og tiden og døden!"

Og dagen aabnede sit Øje i Øst: Lyset vældede ud over landende, og Døden løste Sjælene fra de trætte Legemer.

Og Menneskene saa, at Jorden var fuld af Skønhed.

Alle Sind aabnede sig for dén store Glæde, der er lyset."

Det er en meget fin lille myte om hvordan lys og mørke - glæde og sorg er uløseligt bundet til hinanden.

Eskimoerne fik valget mellem mørket og evigheden, eller lyset, og dermed også tiden og døden.

Og de valgte lyset og døden. For hellere glæde sig og elske, og så bagefter leve med sorgen, fremfor at gå rundt i mørke i evighed.

Og så vil jeg ellers springe fra den kolde Grønlandske tundra og herhjem til os selv.

For i dag er det Alle Helgen - den dag på året, hvor vi særligt mindes vores døde.

Det er en dag, der er sammensat af lys og mørke, af længsel og savn efter dem, der var, men ikke er mere.

De mennesker, der var lyset og saltet i vores liv, sådan som Jesus siger det til os i dag: I er verdens lys, I er jordens salt.

For hvad der engang var sandheden i en grønlandsk myte, det er også sandheden for os i dag:

At døden er uundgåelig, sorg er uundgåeligt i vores liv, hvis vi ellers lever det.

Sorg er kærlighedens søster, siger man, og det er rigtigt nok, det ved vi godt:

Når vi er små elsker vi vores forældre, senere hen finder vi en kæreste at elske, og forældrene og ens søskende glider måske lidt i baggrunden når man stifter sin egen familie.

Man elsker sine børn, når man får dem; Ser på dem med stor kærlighed, men måske også med en lille bitte smule vemodighed, for de bliver så store hele tiden.

Bedst som man synes man har lært dem at gå, så skal de konfirmeres, og er snart ikke børn mere.

Sorgen er knyttet til tiden - at dét, der er, med nødvendighed må være forbi en dag.

Man elsker sin ægtefælle, og hvis man er heldig og ægteskabet går godt og man ikke må skilles midt i livet, og leve med dén sorg, ja, så kommer man aldrig udenom at en dag dør den ene af ægtefællerne, og den anden må sidde tilbage med sorgen og savnet.

Sorg hører til det at være et menneske, vi kommer aldrig uden om den.

Og alligevel gjorde eskimorene fra Knud Rasmussens myte jo ret i at vælge lyset og livet og tiden.

For fordi vi alligevel aldrig slipper for sorg - så er det vigtigere at man skaffer sig noget at savne, som er sorgen værd.

Og hvem ønsker også at være ligeglad: leve hele sit liv i mørke, og ikke have nogen at holde af?

Jeg har mødt mange mennesker i sorg, man jeg har aldrig mødt bare én, der sagde at han eller hun ønskede at de aldrig havde kendt det menneske, de sørgede over - for at være forskånet for sorgen.

Det er vigtigt at være lys og varme for andre, vigtigt at give andre smag på tilværelsen.

Det er os, der er verdens lys og jordens salt. Det siger Jesus, og han siger det vel at mærke i dag til alle dem, der sørger over én, de har elsket og mistet.

Han siger det mens han sidder oppe på bjerget med sine disciple og skarerne omkring sig.

Han har lige prist skarerne salige.

"salige er de fattige i ånden,
for himmeriget er deres;
salige er de, der sørger,
salige er de sagtmodige."

Salige er alle de mennesker der går rundt og føler sig "små" indeni.

Enten fordi der aldrig har været nogle, der har set på dem med kærlighed, eller fordi lige netop dét par kærlige øjne der så dem sådan, er døde og borte.

Vi er verdens lys og jordens salt - selv i sådan en "tabs-situation".

For Gud har magten til at kalde os ud af vores sorg.

Og magt til at vende sorg til taknemmelighed og glæde.

Og Han gør det bla. med ordene til os i dag.

For Han siger jo ikke: Gå nu hjem og vær lys for din ægtefælle eller dit barn, gå hjem og være salt for din elskede, din mor eller far; hvortil vi måske vil tænke: "jammen, det er jo lige netop dem, der mangler, dem vi allerhelst ville være lys og salt for, men det kan vi ikke, for de er døde".

Men det er heller ikke det Jesus siger.

Nej, Han siger I er verdens lys, I er jordens salt.

Han rykker os ud af vores egen private sorg, og sætter os ind i sin store sammenhæng, og siger der er ubetinget brug for os alle sammen.

Som lys og salt i Guds tjeneste, der altid er en tjeneste for mennesker.

Det kan være telefonen, der ringer med én, der har brug for ens hjælp, så man synes man vokser flere meter, eller det kan være at man pludselig for øje på at naboen trænger lige så meget til én at snakke med som man selv gør det, eller det kan være så meget.

Ligesom lys og salt kan gennemtrænge alt, så kan også Guds forvandlingsprocess trænge helt ind i os, så man må tage Jesu ord til hjertet, når Han siger: "Se, jeg gør alting nyt!" - dvs. "Se, jeg forvandler også dig!"

For når man mister et menneske, man elsker, så sker der en forvandling med én.

Man håber måske på at tiden læger alle sår, og at alt kan blive som før, men det er et falskt håb. For livet bliver aldrig som før. Den døde vender aldrig tilbage.

Men Gud kan forvandle sorgen til glæde og taknemmelighed, og Han kan vise os nye livsopgaver, og nye mennesker at være lys og salt for.

Og engang - det håb har vi, og det er ikke et falskt håb - da skal vi se Gud ansigt til ansigt.

Og den dag vil vi forstå fuldt ud, for den dag vil Guds kærlighed fylde os, og alle vores sorger og alt vores mørke og alle vores løse ender her i livet vil falde smukt på plads, så glæden kan fylde alt i alle.

Salige er alle vi helt almindelige levende, sørgende, små mennesker.

Amen.

Kirkekalender
Torsdag 16. september
Meditationsgudstjeneste
Særslev:19.00
Meditationsgudstjeneste ved Gunvor Sandvad
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Meditationsgudstjeneste
Torsdag 16. sept. kl. 19.00 i Særslev Kirke
Meditationsgudstjeneste er en anderledes måde at være til gudstjeneste på: Kirken er kun oplyst a....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring