Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 2. februar 2003

4. søndag efter helligtrekonger

Stormen på søen

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov.

Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?«

Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.

Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Matt.8,23-27


Havet er behersket af Vorherre - ingen tvivl om det!

For når disciplene undrer sig over hvem han mon er, som storm og sø adlyder, ja så ved vi at Han er ingen ringere end Kristus, Guds søn og Gud selv.

For det er Gud, der har magten over vandene, enhver anden ville storm og sø aldrig adlyde.

Det er som i Job-fortælling fra det gamle testamente, da Gud talte til Job inde fra stormen:

"Hvem er du?", spørger Gud Job, "siden du prøver på at gå i rette med mig?"

"Har du bestemt jordens mål, og spændt målesnoren ud over den?

Kan du binde syvstjernens bånd, eller løse Orions lænker?

Hvor var du da jeg spærrede havet inde bag porte og afstak en grænse for det og sagde:

Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger."

Nej, hvem er vel Job overfor så mægtig en Gud? Kun Ham vil storm og sø adlyde.

At Jesus fra Nazareth er Kristus og Guds søn får vi så tydeligt demonstreret i dag.

Men der er noget andet i evangeliet, der er mere vanskeligt at få hold på.

Det er at Jesus kalder disciplene for "lidettroende"!

De vækker ham og siger: "Herre, frels os! Vi går under!", hvortil Jesus svarer dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?"

Og selvfølgelig er de bange, de er ved at gå under i stormvejret midt på Genezereth sø, der sikkert har masser af menneskeliv på samvittigheden; menneskeliv som de måske endda kendte til, fiskere som flere af disciplene var.

Disciplene frygter for deres liv - selvfølgelig er de bange.

Men er det at være bange, det samme som at være lidettroende?

Eller omvendt: er det at tro på Gud lig med altid at være rolig og veltilpas og tillidsfuld? Ligegyldigt hvad der sker, altid at have det godt?, aldrig at være urolig, aldrig at føle et stik i hjertet af bekymring når man tænker på hvad ens børn eller børnebørn nu har kastet sig ud i?

Det er et noget direkte spørgsmål - for er det sådan at frygt er lig med at være lidettroende, ja, så er alle mennesker jo lidettroende, så er vores tro virkeligt aldrig størrer end et sennepsfrø!

----

For mange år siden, da jeg var barn, funderede jeg en overgang meget over den vittighed eller "talemåde", der lød:

Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald?

Det var sjovt, syntes jeg dengang, for det satte denneher sammenblanding af kategorier på spidsen.

Man kunne jo sige om begge dele at de var høje, men man kunne alligevel ikke sammenligne dem, for de var ikke høje på den samme måde.

Så vittigheden sagde noget man godt kunne sige, men ikke kunne sige alligevel.

Hvis man i dag funderer over menneskers tro - om den er stor eller lille, om man er lidettroende eller har meget tro - så gør man egentlig den samme sammenblanding af kategorier.

For størrelsen af tro kan ikke måles.

Det er tåbeligt at snakke om at ét menneske tror mere end et andet. Det kan man slet ikke sige.

I grunden er vores tro altid netop som et sennepsfrø. Lillebitte hvis man anskuer den som noget man har, ligesom et karaktertræk ved ens personlighed, noget man selv kan råde over,

men samtidig med en utrolig gro-kraft i sig, et potentiale til at blive størrer end alt andet, hvis man ser på den som man ser på kornet på marken: noget, der vokser mens man sover, altså noget Gud lader gro uden at man selv egentlig ved hvordan.

Det gode ved evangeliet i dag er, at det indirekte fortæller os, at omfanget af vores tro i grunden er fuldkommen ligegyldigt!

Jesus stiller stormen for de lidettroende disciple, og han bliver sammen med dem også selvom de tilsyneladende ikke viser de store fremskridt på troens område.

Om vi har stor eller lille tro, om vores hjerter er ængstelige og urolige eller om vi fra barnsben af, er blevet velsignet med et mere tillidsfuldt og ubekymret sind, er i bund og grund ligegyldigt overfor Gud.

Vi "opnår" ikke noget hos Gud, ved at fremvise store mængder tro, såvel som Gud på sin side heller aldrig kan være afhængig af vores tro.

Gud er "den, der er" - suverænt og ind i mellem voldsomt, som overfor Job.

Og sikken en lettelse, at Guds eksistens, ikke afhænger af os mennesker, og den smule tro vi måske indimellem kan fremvise.

Sikken en glæde at Gud er så mægtig at man kan læne sig tilbage i han skaberfavn, samtidig med at han altså gør sig så fattelig for os, at han vil være den Gud, til hvis storhed og højhed og ære det også hører med, at Han engang gjorde noget så menneskeligt som at ligge på en hynde i et skib og sove.

Det, der betyder noget for vores tro er at vi altid kan henvende os til Gud.

Han stiller vores storme og frelser os uden at se til omfanget af troen i vores hjerter.

Og Han har lovet os, at der hvor vi er, dér er Han også.

Det er til trøst for os lidettroende. At vi trods alt har lov til at føle os trygge i tanken om at vi aldrig er alene men altid sammen med Gud.

Selv i død og undergang, som disciplene frygtede for, dengang på Genezareth sø, og som også er det vi frygter - selv døden har mistet sin brod, fordi livets Gud også er dér.

Det skrev Grundtvig en hel salme om tilbage i 1845.

"At sige verden ret farvel" - som vi skal synge nu om lidt.

At sige ret farvel er svært - både for den unge og den gamle - men det var dog helt umuligt "var Jesus ej du i dit ord, hos os, som du er hjemme."

Men fordi han er her hos os, som han er hjemme, fordi han kom til sit eget - måske som lå Han og sov på en hynde i skibet med os i vores livs sejlads - så er Han til at vække og Han kan stille vores frygt, og så bliver et "ret farvel" pludselig muligt.

Så kan vores urolige og lidettroende menneskehjerter, "indslumre med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i Jesu frelser-arme".

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring