Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 16. marts 2003

2. søndag i fasten

Den kana'anæiske kvinde

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord.

Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matt. 15, 21-28


Hører man til dem, der går regelmæssigt i kirke, så ham man en chance for at opdager den indre sammenhæng der tit er mellem evangelieteksterne.

De kan komme som en fortløbende historie - som i påsken fx - hvor begivenhederne følger tæt efter hinanden,

Eller det kan være som i dag, hvor jeg synes det næsten er som at være med i en føljeton, der handler om fristelse.

For sådan som Jesus sidste søndag fristedes af djævelen ude i ørknen, så er Jesus igen i dag uden for lands lov og ret - ikke i ørknen, men i egnene omkring Tyrus og Sidon, i hedningeland - og endnu engang fristes han.

Ikke så tydeligt denne søndag, som sidste, hvor djævelen optrådte i egen nedrige person, men man skal ikke lade sig snyde af fristerens mange forklædninger.

I dag kunne man måske kalde djævelens forklæding for "egne fordomme."

Personen, der kommer til Jesus efter hjælp er både kvinde og kana’anæer.

Disciplene havde helst været fri for hende - hun gjorde dem sikkert flove ved at råbe sådan op, og de syntes vel at hun meget hellere skulle have kendt sin plads og tiet stille, for det ligner ikke noget for en kvinde og en hedning at te sig sådan!

I det hele taget skulle ordentlige jøder helst ikke have noget at gøre med kana’anæere, samaritanere eller andre hedninge.

Gang på gang i det gamle testamente advarer profeterne Israels folk om ikke at lade sig assimilere med de fremmede - det er vigtigt at Guds ejendomsfolk holdes rent.

Og Jesus er jøde - en god jøde der går i synagogen på sabbaten. Han er i egen og disciplenes selvforståelse en af dem, der er "indenfor", en af "de rigtige", hvor alle hedningene naturligvis var dem, med den forkerte tro.

Det er i hvert fald det umiddelbare skel jeg synes at kunne læse ud af fortællingen om den kana’anæiske kvinde:

At Jesus er på nippet til at lade sig friste og forføre af sine egne umiddelbare fordomme:

Den indre tilbøjelighed vi vist alle sammen har til bare ukritisk at videreføre de kulturelle barrierer der en gang er sat op mellem os, og har opdelt verden i: "os" og de fremmede, i jøderne og de andre.

Man må ikke glemme at Jesus var menneske. Helt og fuldt menneske ligesom alle os andre, og derfor kunne han naturligvis også fristes af menneskesindets indbyggede trang til at tænke i ven/fjende billeder, og dele verden op i kategorier: Mand/kvinde, indenfor/udenfor, rigtig/forkert osv.

Men Jesus er ikke kun menneske. Han er også Gud. Og derfor overvinder han endnu engang fristelserne.

Han afviser først kvinden, men lader sig alligevel røre at hendes nød, så han ender med faktisk at se hende; se hende som et helt almindeligt medmenneske, tværs gennem alle de fristende fordomme.

Han overvinder den barriere, der ellers ligger som en spærring for Guds Rige: dét frie liv mellem ligeberettigede medmennesker, som det var tænkt fra Skaberens side.

Og den barriere er vort eget sinds dømmesyge. Vores egen træghed, vores selvretfærdighed, vores magelighed, der ukritisk overtage de kulturelle fordomme, der netop opdeler virkeligheden i "os" og "de andre", fjenderne.

Det er de spærringer, der gør os blinde for Guds virkelighed, og for vor næste, der står lige uden for vores dør.

Og fordi Jesus var menneske, var de fordomme altså også hans. Og fordi han samtidigt er Gud magtede Han at overvinde dem.

--

I Det gamle testamente fortælles det, at Jakob engang sloges med Gud en hel lang nat, til det begyndte at lysne.

Kampen udspillede sig ved noget der kaldes Jabboks vadested. Og Jakob vandt over Gud. "Jeg slipper dig ikke førend du velsigner mig" sagde han til Gud. Og Gud velsignede ham.

Jakob VILLE ikke være uden Gud: Jakob gav ikke op: jeg slipper dig ikke! Og Jakob blev velsignet.

Den kanaanæiske kvinde VILLE heller ikke være uden Gud: kvinden gav ikke op. Hun råbte og blev ved! Og hendes barn blev helbredt.

Om man må spørge sig selv: kan vi menneske da virkelig bevæge Gud til at handle anderledes end Han først havde tænkt sig, kan vi få ham til at skifte mening?

Jeg tror mange mennesker opfatter Gud som en uforanderlig skikkelse i himlen, men Gud og Jesus er jo to sider af samme treenighed, og det er en levende Gud. En Gud der tager nye beslutninger. En Gud der handler på en ny måde.

Den kanaanæiske kvinde bryder sine egne og andres grænser for at hente hjælp. Hun er ikke jøde - og derfor kan hun egentlig ikke tillade sig at anråbe Jesus om hjælp. Og hun er kvinde hun burde holde sig i baggrunden, som det var skik dengang.

MEN - og det et glædelige budskab - denne kvinde er medvirkende til, at Gud bevæges, at også Jesus overskrider sine grænser, så noget nyt bliver til.

Til at begynde med bliver kvinden afvist. "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men kvinden er så insisterende, at Jesus står overfor et problem, da han pludselig bliver bedt om, at gøre noget andet end det, der var hans opgave.

Han troede simpelthen ikke, at hans mission gjaldt os, de fremmede.

I begyndelsen af sit virke gik Jesus kun til jøderne når han fortalte om Guds Rige.

Og vi ved hvordan han diskuterede med dem, og kritiserede dem for deres holdninger, til det at være troende.

Fortalte dem blandt andet at det i forholdet til Gud ikke kommer an på hvordan man tilbereder sin mad eller andre småtterier - det kommer an på hvad der bor i hjertet.

Og denne kanaanæiske moder kæmper for at vise Jesus hvad der bor i hendes hjerte.

Hun hager sig fast - jeg slipper dig ikke, som Jakob sagde ved Jabboks vadested - og i mødet med kvinden får Jesus en ny forståelse for den overflod som Guds hus rummer.

Det er så rummeligt at også vi har en plads i det. Hvis vi VIL.

"Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil" For tro er andet end at kunne Moseloven udenad. Tro er noget andet end teologisk lærdom. Tro er hvad der bor i kvindens, og i vores hjerter.

Og Jesu menneskelighed viser, at han som menneske kan tage fejl, men som sandt menneske og sand Gud er han åben for Guds vilje og parat til at lade sig bevæge. Af kvinden og af os. Hvis vi altså VIL.

Så vores bønner nytter noget. Vores tryglen efter hjælp bliver hørt, når den er insisterende og vedholdende og påtrængende nok.

Vi er jo Guds børn, og når det gælder vores bønner, skal vi måske tænke på osselv som Guds spædbørn og bare blive ved med at skrige indtil vi bliver hørt.

For vi skal aldrig være i tvivl om at vores Far i himlen er barmhjertig og kærlig.

Og som jordiske børn kan bevæge deres jordiske forældre fra et nej til et ja, hvis de ellers er vedholdende nok, og hvis nej’et måske ved nærmere eftertanke - den eftertanke som insisterende børn netop tvinger én til - hvis nej’et nu viste sig at være sagt mere af magelighed eller fordomme end af frygt for at der kunne ske barnet noget, ja, så må man da som en kærlig forældre tage ved lære og give efter og ændre sit nej til et ja.

På samme måde kan man sige, at det var kærlighed og barmhjertighed, der banede vejen for den kanaanæiske kvinde.

For vores håb og vores frelse kan aldrig spærres inde bag ved fordomme eller regler om hvem, der er rigtige og hvem, der er forkerte.

Der er aldrig nogen, der på forhånd er dømt ude.

Det var ikke argumentet eller traditionen, der kom til at afgøre sagen om den kanaanæiske kvinde. Det var barmhjertigheden mod en mor, som var dybt fortvivlet.

Og når nu vi er som vi er, og livet er som det er, så er barmhjertighed og kærlighed også det fineste, der kan siges om Guds hensigter med os.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring