Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Mandag den 21. april 2003

2. påskedag

Vandringen til Emmaus

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

-luk. 24,13-35


I grunden kan man godt synes det er lidt underligt så relativt få altertavler der findes rundt omkring i landets kirker, der har opstandelsen som motiv.

Når det jo nu er påskemorgen, der er den absolut vigtigste dag i hele kirkeåret - den, der grundlægger alt andet.

Så kan det godt synes underligt at der faktisk er langt flere altertavler, der viser korsfæstelsesbilleder - sådan som også jo vores gør det - et krucifix, måske flankeret af de to røvere, måske med Maria og Maria Magdalene grædende derved.

Men hvorfor al denne her udpensling af lidelse og død, når det nu er glæde og liv, der i virkeligheden betyder noget?

Og skal man være ærlig, så må man jo sige at det tit og ofte er gode korsfæstelses-billeder. De er realistiske, med sans for symbolik og er godt komponerede, man kan som oftes fortælle hele lidelseshistorien for konfirmanderne, udfra altertavlen og de detaljer der gemmer sig i den.

Hvorimod de få opstandelsesbilleder jeg kender til , ikke rigtigt formår at blive til andet og mere end en lidt kvalmende glansbilledagtigt gengivelse af den opstandne, der kommer vandrende ud af graven påskemorgen.

Hvordan kan det være at afsnittet i salmebogen med salmer der handler om Jesu lidelse og død er næsten dobbelt så omfattende som salmerne der handler om hans opstandelse?

Jeg tror i bund og grund det er fordi, vi overfor det fuldkommen fantastiske, det vi på ingen måde havde regnet med, og det som vi heller ikke på nogen måde selv kunne have regnet ud - bliver stumme.

Vi kan male lidelse og død og virkelighed, for det kender vi; men overfor opstndelsen tøver kunstnerens hånd med penslen; salmedigteren og vi andre bliver stumme, for hvordan beskriver man overhovedet noget, der er hinsides al erfaring, hinsides vores verden?

Derfor ender det som regel med den blotte påstand:

Jesus er opstanden. Der var ingen, der så det ske, der er ingen beviser, tro det eller lad være!

-Jo, der var selvfølgelig en tom grav, men den kunne have være tom at så mange andre grunde, disciplene kunne fx selv i ly af natten have fjernet liget, sådan som der da også promte var beskyldninger om - så alt i alt: en påstand til tro: Jesus er opstanden.

Og det er hurtigt sagt.

Anderledes "virkeligt" ser det ud i dag, hvor vi slår følge med de to disciple på den støvede landevej mod Emmaus.

Der er sikkert ingen af os, der rent faktisk har gået vejen mod Emmaus. - Slet ikke når man påtænker, at videnskaben ikke kan blive enige om hvor denne landsby egentlig lå, - men mon ikke vi i overført betydning alligevel engang i mellem har vandret en tur mod Emmaus?

Med brudte håb, triste og nedbøjede, med et liv, der skulle samles sammen igen og bygges op fra grunden.

Hvad vi i givet fald er kommet gående fra kan have været så meget, det er også ligegyldigt; disciplene kom gående fra Jerusalem, fra Jesu korsfæstelse og død.

"Vi havde jo håbet" - siger de til den fremmede, der slår følge med dem på vejen. Og dermed giver de godt udtryk for hele deres situation.

For håber gør de ikke mere. Fremtiden ser ikke længere lys og lovende ud, men er kun kaos og mørke.

’Fremtiden er forbi’ som Halfdan Rasmussen kaldte en af sine sidste digtsamlinger - digte fulde af alderens vemod over at måtte se i øjnene, at nu er det hele snart kun fortid.

Og det var jo dét, den var, for de to på vejen til Emmaus - ’Vi havde håbet,’ sagde de, men fremtiden var forbi, tilbage lå kun en bristet fortid i ruiner.

Og så kommer han, den opstandne - og åbner deres øjne og tør deres forstenede hjerter op: brændte vore hjerter ikke i os, spurgte de hinanden - og branden kan ikke slukkes, øjeblikkeligt står de op med fornyet håb fra de døde forventninger.

Med brændende hjerter og opstandelse i hele kroppen springer de af sted for at bringe det levende håb tilbage til livet med de andre i Jerusalem.

Dé lever igen, glæden lever igen - fremtiden er ikke forbi - ikke engang døden kan hindre fremtiden i at få liv igen.

For påskemorgen åbner Gud en ny udvej, en dør til et nyt liv.

Det er jo påskens glædelige budskab, at vi må tro på, at ligegyldigt hvor håbløs vores fremtid ser ud, om vi - måske i forbindelse med et elsket menneskes død - tror at livet er forbi for os også, så gør Gud livet nyt igen for os; så åbner Han en dør, dér hvor vi kun kan se lukkede.

Og så er beretningen om Emmaus-vandringen et godt billede på at Gud er med os på vejen.

Hele vejen, også når vandringen ikke er nogen fornøjelse.

’overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.’, siger salmisten i det gamle testamente.

Vi må hele tiden vove det næste skridt i troen på, at den vej slet ikke findes, som han ikke selv har vandret.

Det er løftet helt tilbage fra vores dåb, hvor vi - ligesom Johanne er blevet det i dag - blev døbt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Et levende håb om at nye døre kan åbnes os, et håb om at dødt ikke forbliver dødt, men at livet kan vende tilbage.

Et løfte om at vi ikke går alene, men at Gud går vejen sammen med os, at "Herren vil bevare vores udgang og indgang fra nu og til evig tid."

Og et løfte om at skulle vore øjne være så tillukkede af sorg eller vrede og bitterhed at vi slet ikke kan se hvem det er vi følges med,

Eller skulle vores sind måske være blevet så sløvt af adspredelser og ligegyldighed at vi slet ikke opdager at vi overhovedet følges med nogen,

Ja, så ved vi hvor vi kan finde Kristus: i brødets brydelse, i nadveren, hvor vi bliver mindet om vores dåbs pagt og bliver tilsagt syndernes forladelse igen, så livet kan blive nyt for os også.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring