Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Torsdag den 29. maj 2003

Kristi Himmelfartsdag

Den opstandne og disciplene

Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.

Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske."

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.

Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Mk. 16,14-20


Mit hjerte! Hvi vil du dig græmme!

- spørger Grundtvig - og har vi lige sunget med ham.

Grundtvig, der jo ikke altid selv havde et let hjerte eller et lyst sind, men som af eftertiden har fået tilkendt diagnosen at have være manio-depressiv.

Han har kendt til at græmmes. Han har vidst hvordan det var at føle sig fuldkommen alene, overladt til sin egen angst, overladt til at "fjenderne" - hvad det så kunne være - hans eget sind, hans egne tanker måske - trængte sig om ham, og var for stærke til at han selv magtede dem.

Og når han så - et troende menneske, som han jo var - søgte hjælp hos sin Gud, grinede hans egne tanker måske af ham, og hånede ham for naivitet.

For hvad kunne Gud dog udrette, siddende dér højt over sky? Hvorfor skulle han dog overhovedet ænse mig, og min elendighed?, har Grundtvig sikkert spurgt sig selv.

Gud er uendeligt langt væk, griner fjenderne - Jesus, der dog engang gik omkring her på jorden, og afhjalp nød og løste af angest og pine, han er forsvundet.

Han sidder ved Gud faders den almægtiges højre hånd, som vi siger det i trosbekendelsen - i himlen, som er så uendeligt langt væk fra os.

Så han er væk - der er ingen hjælp at ty til, griner fjenderne.

Og et eller andet sted har de jo ret.

Faktisk er det lige netop i dag han endeligt er taget fra os.

Langfredag var selvfølgelig slem nok, men håbet kom jo da igen påskedag, hvor det hele vendte, og Kristus viste sig lyslevende, levende nok til endda at spise sammen med disciplene igen.

Men det nærvær kunne åbenbart ikke fortsætte.

For øjnene af de måbende disciple, i dag på Kristi Himmelfartsdag, forsvandt Herren igen på en sky, ud i det blå.

Og hvorfor så det, kunne man spørge.

Hvorfor skulle Kristus tilbage til himlen, når vi skal blive her på jorden? Hvorfor skal vi overlades til osselv, prisgives vores fjender?

Ja, Først og fremmest skal han netop tilbage. For Kristus er en del af Guds evige væsen, kommer fra Gud, og er ét med Gud.

Og så skal Han indsættes i sin kongeværdighed.

(Han skal være præst på Melkisedeks vis, som salmisten skrev det i lektien jeg læste fra alteret.

Og at være præst på Melkisedeks vis er at være præst og konge på en og samme gang.)

Siddende ved Guds højre hånd, og have del i Guds almagt.

Himlen er det grænseløse og det ophøjede; det, som gør vores liv lille. Himlen er et billede på det, der er størrer end os og mere end os. Alt det, der er ufatteligt.

Så selvfølgelig er det dér Kristus hører til.

Himlen er også et billede på muligheder.

Når vi i Fadervor beder til Gud, som er i himlen, så vil det sige, at vi beder til en mulighedernes Gud; en Gud, der er hævet over alle jordiske begrænsninger.

En Gud, der kan åbne en vej, selv dér hvor vi ved at alle veje er lukkede.

Himlen er det modsatte af jorden.

Og når nu Kristus fór til himmels og er dér, og himlen er alt det, der er anderledes end os, så er det vel også nærliggende om den tanke rammer os, at vi dermed er gudsforladte.

At vores fjender virkeligt er stærke og har magt til at holde os fastlåst i angst og pine. At vi virkelig er overladt til osselv.

Men det, der gør Grundtvigs salmer - og de andre salmer i salmebogen, der handler om sorg og nød og pine - gode at synge er, at de ikke bliver dér.

De ender ikke i gudløshed og elendighed, for Grundtvigs erfaring var at Gud altid trods alt var trøstende nær.

Blev Han ærligt og af hjertet påkaldt,

Så er "Det mig dog vist over alt:

langt borte kan du ikke være"

Så viser det sig at Gud er ganske tæt på, trøstende og omsorgsfuld og medlidende.

Med det håb at "i himlens råd er der glæde for gråd".

For selvom Kristus fór til himmels, så har den kendsgerning ikke gjort vores jord gudsforladt.

Han sendte sin Ånd, og så skete der noget:

Nok er himlen langt væk, nok er den det modsatte af jorden, men alligevel er det vel et stykke af "himlen", vi går og indånder hver dag, når vi trækker vejret.

Gud er uendeligt langt væk, uendeligt forskellig fra os, samtidigt med at Han er uendeligt tæt på; Han er i os og vi er i Ham.

"i dig, vor drot,
det føle vi godt,
vi leve og røres og er."

Vi er ikke gudsforladte, heller ikke selv når vi med Grundtvig skulle føle det sådan.

Og tænker vi nogle gange at det har vi slet ikke tro nok til at tro på det,

Hør så lige hvad disciplene får afvide i dag:

Først skælder Jesus dem ud for at være vantro og hårdhjertede. For ikke at have troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Og det var de sikkert - de var sikkert præcis lige så lidet troende som vi er det i dag. Præcis ligeså uforstående og tvivlende overfor opstandelsen og overfor dens rækkevidde - at den også engang skal være virkelighed for os.

Men lige bagefter sin svada til disciplene sender Jesus dem ud i alverden for at prædike evangeliet for hele skabningen!

Så, så lidt vi end tror, så lidt vi end føler vi selv magter vores liv og vores "fjender", har styr på vores angst og pine - så er det godt nok for Gud.

Det er endda godt nok til at Han kan bruge sådan nogle helt almindelig mennesker til at udbrede evangeliet med.

For sådan er det at være menneske; det er slet ikke at være gudsforladt, men tværtimod at være gode nok for Gud.

Så, mit hjerte! Hvi vil du dig græmme!

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring