Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 7. september 2003

12. søndag efter trinitatis

Helbredelsen af den døve og stumme

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.

Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.

Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."

Mk. 7, 31-37


"O frelser lad dit Effatha
min mund og hjerte røre"

Det er fra salmebogens nr. 140, som vi ikke skal synge i dag, men som altså også omhandler dagens tekst.

Og egentlig siger den på meget kort form hvad dagens evangelium går ud på:

"O frelser, luk mig op - lad dit effatha min mund og mit hjerte røre".

Indenfor den græske mytologi fortælles historien om den skønne Narcissos.

Han var en ung mand, der var så smuk at enhver der så ham forelskede sig hovedkulds i ham.

Således også Ekko; da hun fik øje på ham siddende ved søens bred, spejlende sig i søens vand var hun aldeles fortabt.

Hun forsøgte hvad som helst for at komme i kontakt med ham, men ulykkeligvis havde Narcissos ikke øje for nogen anden end sig selv.

Han havde stirret sig blind på sin egen skønhed.

Sad bare dagen lang ved søens bred og beundrede sit eget spejlbillede.

Snart sygnede Ekko helt hen af ulykkelig kærlighed, hun forsvandt så der netop kun var et ekko tilbage af hende, og ligesådan skete det for Narcissos.

Han kunne hverken spise eller drikke af bare kærlighed til sit eget spejlbillede, så tilsidst forsvandt også han fra søens bred og i stedet voksede en lilje frem, hvor han havde siddet. En Narcisse - naturligvis.

Så myten om den smukke Narcissos har altså lagt navn både til en blomst, og så har den også lagt navn til en -isme, der er meget brugt i dag: nemlig narcisismen.

Narcisismen er den sygelige optagethed af sig selv.

Forelskelsen i sit eget spejlbillede.

Luther kalder det at være "incurvatus in se" - altså indkroget i sig selv.

Så jeg er mit eget udgangspunkt, midtpunkt og slutpunkt. At jeg er min egen tilværelses grund, dens alfa og omega.

Det er i bund og grund at gøre sig Gud lig, og det er naturligvis - også iflg. Luther - definitionen på det syndige menneske:

At være så indkroget i sig selv, at man ikke har øje for hverken det, der bærer én, eller dem, der kunne have behov for ens opmærksomhed.

At man, som en anden Narcissos, har gjort sig selv til en afgud.

Og afguderi er naturligvis en vederstykkelighed.

Det hørte vi allerede i den gammeltestamentlige læsning.

Afguderne er menneskehænders værk..

Nok har de en mund, men de kan ikke tale; nok har de ører men de kan ikke høre; nok har de hænder, men de kan intet føle, og lige sådan bliver også de, der tror og stoler på dem.

De bliver stumme og blinde - følelsesmæssigt døde.

Det er selvfølgelig lidt af en påstand at mennesker bliver som det, de tror på.

Måske giver billedet mere mening for os i dag, hvis vi vender det på hovedet, og siger at det, der netop kendetegner afguderi, er at afguderne bliver som os - som dem, der har skabt dem.

At afguderi er at skabe sig en gud i sit eget billede.

Og det, der så adskiller moderne vestlige hedninger fra antikkens hedninger, er vel blot dét at vi har skiftet tempel og alter og gudebilleder ud, og taget den endelige konsekvens af afguderiet ved at erstatte alt det med blot at se os selv i spejlet og lytte til vores egen indre stemme.

Dér finder vi vores afguder i dag.

Det kan være et idaliseret billede; det man kunne ønske sig at se når man kigger sig i spejlet, men alligevel: et billede af én selv, af ens egen mægtighed og formåen.

Har man dét som sin tilværelses grund, ja så bygger man den på en afgud.

For menneskehænders værk gør ikke noget levende.

Det er tværtimod den levende Gud, der levendegør.

Og det er lige præcis Ham, der er på færde i dagens evangelietekst, hvor et menneske befries fra at have været "incurvatus in se".

Den døvstumme i Dekapolis var selvfølgelig konkret fysisk døv og stum, men hvad de fysiske handicaps medførte af også sociale handicaps, da bliver han i evangelieteksten et billede på alle der måtte være ude af ordentlig kontakt med omverdnen;

et billede på alle, der måtte være "indkrogede i os selv", så vi ikke har øjne eller øre for hinanden.

Han bliver et billede på synden, som Jesus overvinder.

Og han bliver også et billede på at selv hedninge har en plads i Guds Rige.

For når Markus gør en del ud af at fortælle præcis hvor denne døvstumme mand kom fra - fra Dekapolis egnenen ved Galilæas sø - så er det fordi det var hedningeland Jesus drog igennem.

Og selv ingen hedning er for ringe til Guds Rige.

Så får det stå hen i det uvisse hvor længe manden havde været døv, hvordan han var blevet det osv.

Det vigtige er at få fat på, at et menneske som havde været henvist til sig selv, lukket inde i sin egen verden, lukket ude fra kontakt med sit medmenneske, bliver revet ud af denne isolation og sat ind i en sammenhæng, som er større end hans egen lille, begrænsede verden.

Det evangelium, at et menneskets verden er større end det selv; at også vores muligheder ikke kun er hvad vi selv kan skabe os, det forkyndes også for os.

Det eneste det så kommer af på, det er om vi har øren at høre med.

Vi kan kun bede til Gud om at få åbnet vore ører, så vi kan høre Hans ord;

Og få åbenet vore øjne så vi kan få blik for vores næste, og få løst vores tungebånd så vi kan lovsynge og prise vores skaber på rette vis.

--

Og så for lige at gøre billedet med Narcissos helt færdigt, så er jeg sikker på at den lilje han har lagt navn til ikke nødvendigvis er en selvfortabelsens blomst.

Da Kristus for omtrent 2000 år siden blev oprejst fra de døde, da fik også medmenneskeligheden og kærligheden og øret for Guds røst en plads i denne verden.

Da døde verdens lovmæssighed til fordel for troen på at Gud kan gøre alting nyt og godt igen.

At Han kan rive os ud af vores ensomhed og sætte os ind i en større sammenhæng.

Og på Kristi grav - som på de fleste af vores gravsteder her i landet - er jeg sikker på at der også har vokset liljer: påskeliljer - narcisser - som for os er blevet et opstandelsessymbol.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring