Søndagens prædiken (Arkiv)
Søndag den 21. september 200314. søndag efter trinitatisHelbredelsen af de ti spedalskeUnder sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."
Lk. 17,11-19
Den samlende overskrift i dag kunne meget vel være ordet taknemmelighed.
Både fordi vi holder høstgudstjeneste her i Særslev Kirke, og dermed sender vores tak for årets afgrøder, for sol og regn og vækst til Ham, der har bevirket det hele - Ham, der sender alle gode gaver ovenned -
Og så fordi bibelteksterne i dag alle tre på hver sin måde behandler begrebet taknemmelighed.
Min Sjæl pris Herren - sagde salmisten - Han mætter dit liv med gode gaver, Han tilgiver al din skyld.
Og Paulus hæfter sig mest ved det sidste.
Når han siger: "det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg", så forudsætter han at Gud alligevel har tilgivet ham al hans skyld, og det er han Ham taknemmelig for.
Og så er der evangeliet om de 10 spedalske.
Og sjovt nok skal vi igen i dag hører om en samaritaner.
Sidste søndag var det lignelsen om den barmhjertige samaritaner - den mand, der jo, skønt fremmed og uren, alligevel var den eneste der gjorde det rigtige i Guds øjne, nemlig udviste barmhjertighed mod sin næste uden at tænke på sig selv og sin egen bekvemmelighed og renhed først, sådan som den fromme præst og levitten gjorde det.
Og sørme - om det ikke er den forkerte, om det ikke er samaritaneren der igen i dag gør det rigtige.
Der var 10 spedalske; 10 udstødte mennesker, der vandrede rundt i grænselandet mellem Samaria og Galilæa. De var som levende døde, udstødte af samfundet, dømt til at gå med ringende klokker på sig, så andre kunne blive advaret og skyde sig væk. Det var et liv uden udsigt til helbredelse; et liv, som man vel ligeså godt kunne ønske sig af med hurtigst muligt.
Men dér i grænselandet - på grænsen mellem livet og døden - møder de så Jesus.
Han bevæger sig nemlig altid rundt i grænselandet efter devisen at det er de syge, der har brug for læge - ikke de raske.
Og på Jesu ord om at de skal gå til præsterne for at lade sig syne; - for det var datidens præster, der med deres viden kunne se på de syge om de var blevet helbredte og dermed kunne genoptages i samfundet - Da de tager Jesus på ordet og går afsted, bliver de rene.
Den ene - den forkerte - samaritaneren - vender om og takker Jesus for helbredelsen.
"Tak er kun et fattigt ord" - siger man , for tak er ikke noget man bliver rig af.
Men alligevel så koster det os tilsyneladende en del at sige det.
Og hvorfor kan det nu være? Når det nu er gratis at sige tak, hvorfor stod så ikke alle 10 tidligere spedalske hos Jesus for at takke ham?
Det er nok fordi det at sige tak og at mene det faktisk kræver ydmyghed af os.
Taknemmelig, det bliver man, når man får noget, man ikke regnede som sin ret af have.
Og hvis vi i bund og grund regner det som vores ret at være i live, blive mætte hver dag, have det nogenlunde rimeligt godt - ja, så er der i grunden ikke så meget at sige tak for.
Eller hvis vi regner det for vores egen fortjeneste at vi har det godt; at vi er i live fordi vi passer godt på osselv, at vi bliver mætte hver dag, fordi vi er kloge og dygtige til vores arbejde og derfor får vores løn, ja så er der jo heller ikke rigtigt andre end én selv at sige tak til.
Hvad skal man så med taknemmeligheden - livet er blevet en stor menneskerettighed.
Siden jeg i sidste uge begyndte at tænke over min prædiken til i dag, så har børnesangen om de ti små cyklister lydt i mit baghoved.
Den sang, hvor det hele starter så godt; der var nemlig en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur.
Men den ene har ingen lygter - en anden glemmer at vise af - en tredje kører over for rødt - og sådan bliver det ved, indtil de hver for sig er sorteret fra, så der kun er en eneste cyklist tilbage. En eneste der når frem, en eneste der gør det rigtige. Og lige præcis i det stykke ligner han den ene spedalske, der vender om og siger tak.
Hverken den lille cyklist eller den ene spedalske kan dog i sig selv siges at være bedre mennesker end de andre.
De formåede bare én særdeles vigtig ting: at huske på hvad de havde lært, huske deres gode opdragelse; - at deres liv ikke kun var deres, men at de skyldte Gud det.
De ni andre de faldt fra. Dagligdagen opslugte dem aldeles og lige på stedet. De rykkede ind fra grænselandet. Fra kanten af livet og menneskelig eksistens tilbage midt på livets brede landevej med familie, arbejde og venner.
Og lidt almindelig dagligdags fromhed og husken på Gud til jul og påske og andre højtider. Lige som alle andre.
De 9 små cyklister og de 9 spedalske blev adspredte. Cyklisterne så de glemte at koncentrere sig om færdselsloven, de spedalske så de glemte at koncentrere sig om dét allervigtigste i livet - nemlig at være taknemmelig for det. Ikke at tage det for givet. At sige Gud tak for det, der ikke er en menneskeret.
At Gud giver os liv og åndedræt hver dag, at der findes nogle der gider os hver dag.
Vi er den Gud tak skyldig der lader det regne og solen skinne, så vi kan så og høste.
Han er den Gud der helbreder utaknemmelige eller måske bare glemsomme jøder så vel som samaritanere med god opdragelse, og han er den Gud, der giver os livet hver dag.
Ikke nødvendigvis et liv hvor alting lykkes.
Gud er den samme Gud også når vi er syge eller triste eller livet er slået i stykker for os. Han er stadig den Gud der opretholder os med barmhjertighed og kærlighed.
Og taknemmelighed mod Ham findes jo sandelig også i flere former og i forskellig styrke.
Der er én slags taknemmelighed, der sidder i sindet som en lys og let stemning og som vel dårligt ved hvad eller hvem den er vendt imod.
Livet føles bare rart og alting er enkelt og lyst.
Og så er der også en anden taknemmelighed. Den kender til livets usikkerhed og ved at der er nok der truer den.
Den, der kender det sind den bor i og ved, hvor let det kan svinge fra den ene stemning til den anden, fra det lyse og lette til det mørke og bitre.
Derfor passer den måske mere på sig selv og prøver på ikke at give efter for de angreb den udsættes for. Den bliver stædig. Den nægter at give op, selv om der kommer dage med underskud.
Så prøver den i stedet at veje underskuddet op med det gode der var, eller det gode der endnu kunne være på vej.
Taknemmelighed kan være så meget, både den lette og lyse livsglæde og den stædigt tilkæmpede grund under livet.
"Din tro har frelst dig" sagde Jesus til samaritaneren, for han troede og tog Jesus på ordet og gjorde som han sagde.
Det samme gjorde de 9 andre, de blev også frelst af tro. De skyndte sig bare tilbage til den lyse og lette taknemmelighed, der dårligt ved, hvem den er vendt imod.
Samaritaneren - hedningen med den forkerte tro - viste sig at have lige så rigtig en tro som de andre ni.
Derude i grænselandet bryder Jesus grænserne ned. For den Gud, der lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, den Gud er alle mennesker tak skyldig, og for Ham er alle mennesker lige.
Amen.