Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 5. oktober 2003

16. søndag efter trinitatis

Enkens søn fra Nain.

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skabre gik sammen med ham.

Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.

Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "græd ikke!" og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op go begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "en stor profet er framstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk."

Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Lk. 7,11-17


Når vi hører beretningen om enkens søn fra Nain, der bliver gjort levende af Jesus i allersidste øjeblik - lige før begravelsen - så kan man godt pludselig komme til at mindes alle de mange gange, hvor man har ønsket, at netop dét kunne ske.

Alle de gange man selv har været med til en begravelse, der har gjort ondt og som man har syntes var så himmelråbende "urimelig" og ubærligt sørgelig, at det næsten ikke var til at holde ud.

Så har man måske i et vildt øjeblik ønsket sig at noget lignende kunne ske. At den døde kunne komme tilbage, at tiden kunne skrues baglæns og stå stille så vi aldrig nåede frem til den frygtelige dag, hvor vi mistede ham eller hende.

Det har man måske brændende ønsket sig, og et vildt øjeblik håbet på - men vel egentligt aldrig rigtig troet på. For inderst inde ved vi godt at det kan ikke ske.

Inderst inde ved vi godt, at det, der er dødt kommer aldrig tilbage. Tiden går aldrig baglæns, dagen i går er uigenkaldeligt forbi, og vi er alle én dag nærmere vores egen død - ligegyldigt om vi vil det eller ej.

Det handler begravelser faktisk også om; først og fremmest sorgen over at skulle sige farvel til den døde, naturligvis, men faktisk også sorgen over at skulle indse at det er den vej det går for os alle.

Bare en ganske almindelig søndag som i dag, når vi går til kirke her i Ejlby - og også i Særslev og Melby - bliver vi mindet om døden.

For for at komme til kirke, går turen altid først igennem kirkegården. Vi går hen over alle de døde; dem, der var forud for os, dem, der måske var saltet og lyset i vores liv, og som vi har været med til at begrave.

Og som vi går over kirkegården ved vi også godt at en dag bliver en af gravene min. Det kan ikke være anderledes.

End ikke den stærkeste tro, eller det mest brændende håb, eller den dybeste medynk med et begravelsesfølge kan ændre på den virkelighed.

Men engang skete det. Dengang begravelsesfølget gik med enkens søn fra Nain.

For da var det Jesus, der følte medynk - og det er noget andet, end når vi gør det.

Det er, som om vi i denne her beretning møder to forskellige skarer.

Der er sorgens skare. Begravelsesfølget. Den, der repræsenterer den virkelighed, vi også kender alt for godt, nemlig sygdommens, lidelsens, dødens og begravelsens virkelighed.

Der er den stakkels enke, som det hele er gået ud over. Som om det ikke var nok, at hun skulle miste sin mand, var nu også hendes eneste søn død.

Selvfølgelig følte hun, at fremtiden var taget fra hende med sønnens død, for rent praktisk var hun også uden fremtid.

Det er ikke uden grund, at Det gamle Testamente understreger, at Gud er Gud for enker, faderløse og fremmede.

Enker var meget dårligt stillet i datidens samfund. Døde manden, var det sønnen, der skulle tage over som forsørger, så hvis sønnen også døde - ja, så var tragedien total. Så var der ikke andre ernæringsmuligheder end tiggeri eller prostitution.

Uforsørget, uden retslig beskyttelse - og samtidig under mistanke for at have begået en stor synd, siden hun blev straffet så hårdt.

Men så møder de den anden skare. Jesus og hans disciple. Håbets skare. Den, vi også så gerne ville møde, når vi er på vej til graven med en kiste, eller når vi er på vej til det hus, der har haft et dødsfald, og vi ikke aner, hvad vi skal sige.

Og det er værd at lægge mærke til, at Jesus - han siger faktisk ikke ret meget. Der står bare i teksten, at han ynkedes over enken. Han blev oprevet, flået i stykker indeni over at se den store sorg. Sådan reagerer Jesus, når han konfronteres med menneskers lidelser.

Og så siger han det, som ingen anden kan tillade sig at sige i den situation. Han siger: "Græd ikke."

Hvis et almindeligt menneske sagde sådan noget til en, der lige havde mistet sin søn, var det en stor misforståelse; så stor at den næsten grænsede til uforskammethed.

For selvfølgelig skal man græde, når man har mistet een, man elsker. Hvornår skulle man ellers græde?

Men Jesus må godt sige sådan, for han - og kun han -har også magt til at stoppe gråden.

Han er virkelig lederen af håbets skare. Han trodser dødens magt, og giver den unge mand tilbage til sin mor.

Håbets skare er de mennesker, der godt nok lever midt i vores verden, der kun alt for ofter bekræfter, hvilken magt døden har, men alligevel trodsigt følger Herren, i det håb at døden ikke for evigt skal regere.

Og i beretningen om enkens søn fra Nain, får vi her midt i vores - dødens - verden, et glimt af lys fra Gud.

Jesus standsede følget på vejen til graven. Og faktisk gør han det stadig. En kristen begravelse er jo et følge, der lader sig standse af hans ord.

Når følget er standset i kirken, lyder ordene måske: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør." Eller også lyder der andre ord af samme slags.

Sådan får han os endnu til at standse og lytte på vej til graven.

Også på en almindelig søndag som i dag, hvor vi jo principielt set er "på vej" til vores eller andres grav, standes vi op, og lader os tiltale; alle som én, fordi lige præcis på det punkt er vi alle ens.

Og når vi er i kirke, drejer det sig nemlig også altid om det, hvori vi er ens stillede.

Det drejer sig om at vi bliver holdt fast på lidelsen og døden såvel som på glæden og livet.

Glæden og livet skal vi som regel nok selv tage os af;

Men lidelsen og døden er også vilkår for os, selvom vi ikke kan finde nogen mening dér.

Derfor får vi midt dødens verden håbet. Et håb om at Jesus virkelig er Herren, der har brudt dødens magt.

Ham der har magt til at sige "græd ikke".

Det er påskens håb. Et håb, som vi skal holde fast i idag - også her på en efterårsdag i oktober - midt mellem påske og påske. At selv der, hvor der ikke er nogen mening, er der dog et håb.

Derfor har vi hørt fortællingen om enkens søn i Nain.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring