Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 1. februar 2004

Sidste søndag efter helligtrekonger

Hvedekornet

Jesus svarede disciplene: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!" Da lød der en røst fra himlen: "Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det." Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: "En engel talte til ham." Jesus sagde til dem: "Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Joh 12,23-33


Alle børn der fødes, fødes med det, man kalder en griberefleks.

En nyfødts lille knyttede hånd kan holde så fast om en voksenfinger at man næsten skal vriste den fri,

Ja, griberefleksen skal efter sigende være så kraftig, at man faktisk kan hænge spædbørn op på en tørresnor uden de vil falde ned.

Så: At gribe og holde fast - det kan vi; det er vi født med. Men at give slip derimod - det skal vi lære hele livet igennem.

Vi er i dag på den sidste søndag i Helligtrekongers tiden.

Det er stadig "herlighedstid", hvor vi vandrer med julens lys i ryggen og dvæler og grunder over Guds storhed, men man fornemmer også at vi står lige på grænsen til endnu en faste og forberedelsestid: påskens.

Vi hørte først Esajas profeti om det ny Jerusalem; det herlige, der byder sig til med veje og stier, så alle folkeslag kan strømme mod Herrens tempelbjerg.

Og i Kolessenser-brevet skriver Paulus hvad herligheden er for os: Gud, der har åbenbaret sig i Jesus Kristus.

Ikke indlysende, men åbenbaret sig som en hemmelighed, for hemmeligheder bliver man aldrig færdig med at undre sig over og glæde sig over.

Og så evangelieteksten, hvor Jesus i dag siger det underlige, at "den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv."

Det er underligt, og lyder i grunden slet ikke som kristen tale. Kristendom er ikke livsfornægtende.

Og hvorfor dog ikke elske livet, som en gave fra Gud, fremfor at hade det, og drømme om at det snart får ende?

Man kan godt høre at vi er på vej ind i påsketiden.

Men at hade sit liv, eller at elske det, det hænger måske sammen med evnen til at gribe eller til at kunne give slip.

Elske er at gribe og holde fast - hade er at give slip.

Og så kan det give mening: for hvor ofte har vi ikke oplevet at det vi med magt griber i og holder fast, det var netop det vi mistede, hvorimod de situationer hvor vi gav slip, de var de frugtbare, de var situationer hvor vi oplevede opstandelse.

Som med hvedekornet. Det lægges i jorden, giver op og dør - og bliver til mange fold.

Hvis det da ikke males i møllerens kværn og bliver til mel, der også giver nyt liv og opstandelse videre.

Jeg synes nok der i dag er stor opmærksomhed omkring opstandelse - forstået så bredt som muligt.

Opstandelse forstået som alt, hvad der er liv og vækst og fremgang, - ikke kun opstandelse forstået som det vi håber og forventer os efter døden.

Jeg tror manges tanker kredser om nye muligheder - det gode liv, som det liv, der er åbent for nyt.

Det er det vi helst vil, det er dér vi helst vil være, på opstandelsens sted.

Det eneste vi bare glemmer - tilsyneladende - det er at for at det nye kan komme til så må det gamle dø først.

Døden er en betingelse for opstandelsen. Men den er ikke helt så behagelig at beskæftige sig med.

Sammenbrud, krise, død er noget vi helst så hurtigt som muligt vil væk fra, for at komme til opstandelsen - det nye liv, de nye muligheder.

Vi vil hellere gribe og holde fast, fremfor at give slip.

Men måske ligger der mere kraft og grøde i at turde give slip fremfor at holde fast.

Jesus sidder på tempelpladsen få dage før hans sidste påske i Jerusalem.

Ifølge Johannesevangeliet ved han hvad der skal komme til at ske ham, og hans sjæl er i oprør, står der. Hvad skal han sige? "Fader frels mig fra denne time"? - nej, han vover at give slip på sig selv og sit liv, og siger i stedet "Fader herliggør dit navn".

Og nok endte Jesu livshistorie med opstandelse, men den gik netop heller ikke udenom døden.

Den død som vi aldrig kan slippe fri fra.

Jeg har læst et digt om døden, skrevet af en moderne dansk digter, Søren Ulrik Thomsen, og det lyder sådan her:

1000 kædebrede,
rummende hver sin sandhed,
sendtes afsted
og genererede én stor løgn:
At døden kan afdrages på rimelige vilkår,
Evigheden indløses sekund for sekund.
Den, der bilder sig ind at opnå
- endsige undgå - noget som helst
ved at sende dette videre
skal tilbringe resten af livet
på et enkebal i provinsen.

De 1000 kædebreve er ikke ens, men de har det til fælles, at de lyver om den dybeste sammenhæng, der er til.

De påstår at døden kan afdrages på rimelige vilkår, at vi kan slippe udenom den, og gå direkte til opstandelsen; at evigheden kan indløses i bidder.

Og her står de i skarp modsætning til den sandhed, der er Guds:

At døden er forudsætningen for opstandelsen. At liv og død er givet os af Gud. Vi afdrager overhovedet ikke døden på rimelige vilkår, for i grunden afdrager vi slet ikke. Vi har fået livet og opstandelsen foræret, gennem døden, når vi giver slip.

Vi indløser heller ikke evigheden i bidder. Vi får den i eet stykke - i Gud, der - som en hemmelighed - har åbenbaret sig i Jesus.

Vi er ikke henvist til at skulle henslæbe evigheden til enkebal i provinsen; nej, vi er alle sammen indbudte til at være med i den hovedstad, der hedder Det Ny Jerusalem.

Alt sammen fordi Jesus blev det hvedekorn, der gav slip og gav alt fra sig, så vi kan leve ved Ham.

Måtte vi så også bare i Kristus miste vores frygt for at miste, og lære at kunne give slip på os selv.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk