Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 7. marts 2004

2. søndag i fasten

Helbredelsen af den månesyge dreng

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I diskuterer med dem?" Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Da udbrød Jesus: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"

Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?" Han svarede: "Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!" Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: "Han er død." Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?" Han svarede dem: "Den slags kan kun drives ud ved bøn."

Mark 9,14-29


"Gud skabte mennesket i sit billede," og satte det som mand og kvinde på jorden, med ansvar for den og hinanden og alt, der lever og gror her - "og Gud så at det var godt," hørte vi fra skabelsesberetningen.

Det er indledningen - det første der blev læst ved gudstjenesten i dag.

Et dristigt udsagn - en stor selvmodsigelse, kan man synes - at sige så enkelt og ligeud: At alt er såre godt. For er det nu også det?

Det kan være nemt nok at synes en lys forårsdag, hvor hjertet er let, og solen skinner, hvor man end kigger hen.

Men mennesket havde jo ikke været på den gode jord ret længe, før slangen fristede Eva, og hele verden med et slag kom til at se anderledes ud.

Og siden da, har det sammen med alt det gode, også været alt for nemt at se, at vi langt fra er lige gode til at passe på jorden og passe på hinanden.

Godt og ondt trives side om side i vores verden og i vores liv.

Vi lever i modsigelsen mellem at Gud satte os på jorden med en forpligtelse overfor livet og overfor hinanden, og så at den forpligtelse alt for ofte trues af vores magtesløshed, overfor den lidelse vi intet kan stille op imod.

Sygdom, naturkatastrofer, ulykker; forhold der gør os magtesløse og som frem for alt koster lidelse.

Ting vi ikke kan få en forklaring på.

Her udenfor paradiset er alt ikke bare såre godt.

Det var det heller ikke i den helbredelseshistorie vi lige hørte om.

En skare er stimlet sammen omkr. disciplene, der tilsyneladende forgæves forsøger at helbrede en dreng.

Dæmonbesat, som evangeliet fortæller os han er, og som det jo var datidens forklaring på hvorfor sygdomme fandtes.

Noget tid forinden havde Jesus givet disciplene fuldmagt til at drive dæmoner ud.

Selv var han og Peter og Jakob og Johannes gået op på bjerget, til den oplevelse man kalder "forklarelsen på bjerget", men fra disse "forklarede og paradisiske" syner kommer de altså nu virkeligt bogstaveligt talt ned på jorden igen; - ned til vores virkelige verden, til disciplenes manglende formåen og deres vantro.

Og til en ulykkelig far, der sikkert forgæves havde prøvet alverdens ting for at få sin søn rask, men nu er kommet til kort med sit håb og sine gode ideer til hvad der kunne hjælpe. Også han har kun sin vantro tilbage.

Vantro; den forkerte tro, eller den manglende tro spiller en helt central rolle i denne helbredelseshistorie.

Og hvad er vantro i grunden? Ja, egentlig betyder vantro en ufuldkommen tro. For mig at se en tro, der ikke helt er klar over hvad eller hvem den i grunden tror på. En tro, der forlader sig på det forkerte.

Men der er forskel på disciplenes vantro og faderens vantro.

Disciplene havde fået noget givet. Det er jeg sikker på at de har følt sig overbevidste om. De var disciple af en betydningsfuld mand, og de havde fået noget overdraget fra ham; en magt, som de nu havde og kunne gøre godt med. Det er jeg sikker på de har følt det sådan.

Og de har naturligvis gerne villet hjælpe drengen og hans far. De har virkelig forsøgt at tage Guds oprindelige opgave på ordet om at passe godt på jorden og på hinanden.

Så derfor kan man også sagtens forestille sig frustrationen over at det ikke ville lykkedes.

Men det ville det ikke, fordi deres tro var blevet til vantro: tro - ikke på Gud - men på deres egen formåen.

Derfor lykkedes det ikke.

Disciplene havde glemt at forholde sig til verden, til deres medmennesker gennem Gud. De troede de kunne selv, og derved begik de endnu engang det ældgamle syndefald.

Faderen derimod, han er billedet på én, der så fuldkomment er kommet til kort med, hvad han selv kan.

Han har sikkert troet og håbet på alt muligt forskelligt der kunne hjælpe, men er blevet skuffet og mere og mere fortvivlet.

Nu er der bare Jesus tilbage.

"forbarm dig over os og hjælp os hvis du kan" bønfalder han, og man kan næsten fornemme fortvivlelsen over det svar Jesus giver ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror".

For tror, det er lige netop hvad han ikke gør mere. Han er kommet til kort, han tror ikke på der findes flere muligheder, han tror ikke mere på sin egen tro.

"Jeg tror" - siger han så, for ja, han vil så uendeligt gerne have sønnen rask, men "hjælp min vantro".

Og lige præcis den vantro er åbningen for Guds kraft.

For hans vantro er manglende tro på egne muligheder.

Og dermed tvinges han til at forholde sig til sin søns sygdom gennem Gud.

Faderen falder i fortvivlelsens sorte hul.

Og det er faktisk hans redning.

For det, der sker er, at dér bliver han båret oppe af nogle kræfter der ikke er hans egne.

Det er ikke hans håb for drengen, hans tro på at han nok skal blive rask igen, der bærer faderen mere, men det er bønnen: "Hjælp min vantro."

"Jeg tror, hjælp min vantro!"

Faderen er i samme nu både troende og tvivlende. Og han kan heller ikke være andet, for troen er ikke noget et menneske kan eje.

Tro er noget der bærer et menneske.

Og det går først op for os, i det øjeblik vi slipper troen på os selv, at der er en meget stærkere tro: troen på Gud.

Og den kan vi ikke "præstere", den kan vi bare bede om.

Jesus siger til disciplene, da de spørger ham om, hvorfor de ikke kunne drive dæmonen ud, at den slags kan kun drives ud ved bøn.

For bøn er samtale med Gud.

Bøn er at stå i forhold til Gud.

Og Gud skabte os jo i sit billede. Til at forholde os til verden gennem Ham.

Men vi kan som bekendt vælge hvad vi vil; og vi begår dagligt syndefald, og forestrækker at tro på os selv, og se på verden med egne øjne.

Men at være troende er som den dæmonbesatte drengs far at kunne udbryde: hjælp min vantro!

At være stærk i troen er paradoksalt nok ikke at forlade sig på egne kræfter, men at være lille og afmægtig.

Det siges jo faktisk også, at det er som børn vi kommer ind i Guds Rige.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk