Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 4. april 2004

Palmesøndag

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: "Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige." Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende."

Mark 14,3-9


Og det har vi så lige gjort!

Altså på Jesu befaling fortalt historien om den kvinde, der blev overfuset for sin ødselhed af de fornuftige disciple, men taget i forsvar af Jesus selv.

Og her i Melby Kirke er vi så heldige at vi faktisk har historien afbilledet på altertavlen. Kvinden der tørrer - godt nok Jesu fødder med sit hår, for sådan er historien i Johannesevangeliets udgave - og mon ikke det så er Judas, der forarget tager sig til hovedet i baggrunden og udbryder: "Hvorfor ødsle sådan med olien, den kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige!!"

For Judas er ikke engang kun forarget, han er fromt forarget;

Og Johannesevangeliet ved endda at fortælle at det slet ikke var fordi Judas brød sig om det fattige, men det var fordi det var ham, der stod for pengekassen, og han stak noget til side til sig selv, af det, der blev lagt i den.

Så den fromme forargelse er ganske dobbeltmoralsk.

Historien om denne ødsle kvinde findes i 3 af de 4 evangelier.

Lukas fortæller i sin beretning, at kvinden var en synderinde i byen. Altså en prostitueret.

Derfor står der på altertavlen: Dine synder er dig forladt.

Og Johannes, der jo altså også bringer fortællingen skriver, at kvinden er Maria, Martha´s søster fra Bethania; søstrene, hvis bror, Lazarus, Jesus tidligere opvakte fra de døde.

Det er altså helt tydeligt, at både Lukas og Johannes gerne har villet motivere kvindens opsigtsvækkende handling.

Men, hvem hun er - og hvorfor hun gør som hun gør - det interesserer slet ikke Markus, som fortæller for os i dag.

Nej, det, der ligger Markus på sinde, det er, dette ene lille ødsle øjebliksbillede.

Kvindens handling - den overdådige, ødsle gestus, hun gør imod Jesus.

Og hun var virkelig ødsel. 300 denarer svarede til omtrent en årsløn for en arbejder, så det var altså dét hun spildte på - ærligt talt: det rene ingenting!

For, hvis man skal være lidt kynisk og beregnende, så kan man indvende, at hendes overdådige handling hverken gør fra eller til.

Jesus, som hun så ødselt salver bliver sandelig korsfæstet inden ugen er omme alligevel. Så var det virkelig det værd - ville man måske spørge.

Ku’ det nu også betale sig?

For mig virker det indlysende at her står to vidt forskellige syn på verden trukket skarpt op imod hinanden.

Det ene er det, der altid først spørger til nytteværdien. Det er det verdenssyn, der siger at der skal være reson i det man gør, ens handlinger skal kunne betale sig; og man skal være fornuftig i sin omgang med penge, så man altså også sørger for, at få noget for dem.

Meget fornuftige synspunkter, alt i alt. Især for politikere, og andre, der er sat til at forvalte offentlige midler.

Spørgsmålet er bare om sådan en indstilling overhovedet kan bruges på Gud eller på Kirken?

Gud er sandelig ikke fornuftig, og Kirken er det faktisk heller ikke.

Her bruger vi jo masser af ufornuftige penge:

På store og dyre orgler, på kirkesølv og guld, på at holde kirken åben og endda varme den op, velvidende at der måske kun kommer under en håndfuld mennesker til en gudstjeneste.

De kunne sagtens have været i nabokirken. Ja, vi kunne for lang tid siden have rationaliseret det hele og nøjes med - i hele Fyns Stift- at holde åbent i to af de store kirker i Odense hver søndag.

Nej, det kan faktisk slet ikke betale sig; og alle pengene kunne endda have været sendt til Folkekirkens Nødhjælp.

Selv præster tænker i øvrigt en del i nytteværdi. Og mange bliver mismodige og tænker om det overhovedet kan betale sig at skrive en prædiken, når der kommer så få til gudstjeneste.

Og når jeg så mener at det kan det faktisk, så er det jo fordi at vi i kirken har med noget ganske ufornuftigt noget at gøre.

Vi forsøger at lade stedet her - og os og hinanden, når vi ellers er forsamlet i Jesu navn, - være gennemstrømmet af en kraft, der godt nok aldrig har hævdet at være fornuftig.

Kærlighed kan vel i grunden aldrig betale sig. Den vil altid være spild.

For hvad får vi egentlig ud af at holde af hinanden - vi skal jo skilles ad igen, om ikke før, så siden, når vi dør?

Eller hvad får forældre til et handicappet barn ud af at insistere på at føde det og passe det, med alle de omkostninger og besværligheder, der er forbundet med det?

Hvad får en ægtefælle ud af at sidde og våge hos sin døende mand eller kone?

Hvad får kvinden på altertavlen i grunden ud af at have brugt hele sin formue på at salve Jesus - han dør jo fra hende mindre end en uge efter?

Spild af gode penge og kræfter, er hvad det er!

Men så kan man have lyst til at indvende at hvor der handles, der spildes, og hvor der spildes, der handler tilsyneladende Gud.

Og det er vores held.

For hvis vi nu ser bort fra det rent pengemæssige, hvem kan så sige sig helt fri for aldrig at have forspildt sit liv eller sine muligheder for at gøre noget godt for andre?

Vi kunne vel allesammen have brugt vores liv anderledes, og hvem ved - måske bedre?

Vi kender allesammen til muligheder vi lod gå fra os, liv vi forspildte, enten i dumhed, eller fordi vi ikke turde leve det.

Så det er faktisk til os fattige, der forspilder vores liv, at historien om kvinden fortælles.

For vi lever af at Gud er så ødsel, at Han har overskud til at lade livet blomstre, også i ufornuftige og unyttige handlinger.

Vi lever af at Gud er så ødsel at Han gider skabe livet på ny for os hver morgen, velvidenden at vi sikkert også denne dag forspilder vores chancer.

Det er vores lykke, at der bliver set på os, ikke bare med fornuftens øjne, men også med kærlighedens øjne.

For så for vi ikke hvad vi rettelig er værd og har fortjent, men urimeligt meget mere.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk