Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Fredag den 7. maj 2004

Bededag

Jesus sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"

Matt 7,7-14


Her på Store bededag må man sige at temaet er givet på forhånd. Man kan umuligt komme udenom at tale om bøn.

Bed! Søg! Bank på! Det er, hvad Jesus opfordrer os til at gøre.

Bed! Søg! Bank på! Hold Jer ikke tilbage, for der skal gives jer! I skal finde! Der skal blive lukket op for jer!

Læg ikke bånd på Jer selv overfor Gud. Vær frimodige. Sådan siger Jesus selv til os.

Og hvad er det egentlig han gør, når han siger sådan?

Jo, han viser os vejen til Gud. Siger, at der ikke skal være en mellemmand mellem det enkelte menneske og Gud. Der er der slet ikke brug for; Gud er tilgængelig for enhver, som søger ham.

Godt nok er det Jesus, der viser os vejen til Gud. Og fordi han gør det, er han vejen. Men det er os selv, der skal gå den.

Og vi kan gå den med frimodighed.

Så det lyder jo næsten for godt til at være sandt: at man overfor Gud bare kan klø på og slet ikke behøves at lægge bånd på sig selv og sine ønsker.

Det lyder som det modsatte af hvad jeg vil tro de fleste af os er blevet opdraget til: nemlig til at vise bare lidt tilbageholdenhed overfor andre mennesker.

Men nu lover Jesus os, at den pænhed vi er opdraget til, den kan vi godt fralægge os overfor Gud.

Overfor Ham kan vi tillade os at være som uopdragne børn, der efter at have været urimelige en hel lang dag, og dertil måske endda at have spoleret forældrenes nattesøvn, - så alligevel om morgnen når man slår øjnene op, ublu forvente at blive elsket helhjertet og betingelsesløst.

For Hvem af Jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk?

Nej, hvem af os elsker ikke vore børn selv når de er urimelige?

Og derfor elsker vores far i himlen også os.

--

Bøn er troens åndedræt, siger man engang i mellem.

Troens åndedræt, for hvor dét at trække vejret er indlysende nødvendigt for at leve, så er også bønnen nødvendig for at leve med Gud, for at være i fællesskab med Ham.

Og så er der sikkert en del, der tænker, at det må dog kræve store mængder tro, overhovedet at kunne bede;

Tro på at Gud er der, først og fremmest, tro på at Han også gider høre på mig, tro på at det jeg beder om, også er noget, jeg har lov til at bede om, og så videre.

Og - måske tænker man også - fordi jeg nu ikke er så fast i troen, som jeg gerne ville være, så stensikker på at Gud er der, og lytter, så nytter det nok ikke noget alligevel.

Udfra devisen: at jo mere man tror jo bedre er man til at bede, jo bedre hører Gud ens bønner.

Men det er slet ikke rigtigt.

Hvis man ikke synes man kan tro på Gud, så kan man altid starte med blot at tage ham på ordet, og holde Ham fast på hvad han lover os i dag.

At hvis vi beder, skal der gives os. Hvis vi søger, skal vi finde - og her er det slet ikke på tale, om vi selv tror på at vi finder; om vi selv tror på vores bønner.

Næ, vi skal bare gøre det. Det har Han lovet os, at så vil Han også være der.

At bede, søge og banke på.

Egentlig kan det også læses som en glimrende beskrivelse af hvad det vil sige at være menneske.

Det lille barn beder til stadighed - bare for at kunne overleve. Det viser os - forældrene - hvad det har brug for.

Vi beder til stadighed om, at andre mennesker vil holde hånden over os og vise os tillid.

Vi søger også; den store kærlighed eller tro og meningen med tilværelsen; - ind i mellem noget så banalt som ens briller.

Vi kender også alle til at måtte banke på. Døren ind til jobsamtalen. Hjertets dør hos den anden. Døren ind til sygestuen, og til sidst banker vi billedlig talt på døren, der fører fra dette liv ind til opstandelsen.

At bede, søge og banke på hører med til at være menneske, og modet til at turde gøre det - ja det kan vi passende bede om - her på Bededag.

Det kræver mod og overvindelse, at bede andre om hjælp, og mod og overvindelse at rette en bøn til Gud.

For måske blev man hørt? Og tør man så leve med faktisk at have fået det man ville?

Eller måske blev man ikke hørt. Og var det så på grund af ens manglende tro, eller Guds grusomhed, eller - det værste af alt - at Han slet ikke findes?

De spørgsmål kan nok tage frimodigheden fra én.

For muligvis bliver vi ikke bønhørt. Men så er det ikke fordi det har noget med vores manglende tro at gøre, så har det nærmere noget at gøre med, at det vi bad om var noget der ikke kunne lade sig gøre, eller noget der i bund og grund var vores eget ansvar.

Om jeg når toget eller ej, er jo mit eget ansvar; hvis jeg gerne vil have en ny bil, ja så er det også mit eget ansvar selv at spare op til den.

Men andre gange beder vi om noget, der virkelig er udenfor vores kontrol eller ansvar.

Dér får vi det desværre heller ikke altid som vi vil have det. Og dér gælder det at Guds veje er uransagelige, men at det sandelig også er Hans ansvar at de er det.

Dér må vi overlade det til Gud, som vi ikke selv har indflydelse på alligevel.

Det kan vi gøre i bønnen. Og det vi så får givet igen, ved at gøre det, det er at vi holder Gud og os selv fast på at det netop er Guds ansvar, det der sker, og at Han ikke har forladt én, eller vendt ryggen til én, selvom det måske kan føles sådan.

For overfor Gud kan vi jo alligeve ikke forhandle, men vi må modtage hvad som gives os - og tro på at det er godt nok.

Vi forstår ikke Hans veje, men vi bliver nødt til at underkaste os Hans vilje med os.

Men overfor Ham behøves vi så heller ikke præstere noget, men vi kan te os ligeså umuligt som vi synes livet ind i mellem er, og så til gengæld forvente at blive elsket helhjertet og betingelsesløst alligevel.

For overfor Gud er vi som børn.

Selvom der er mange ting i vores liv vi selv har ansvaret for, så er det endegyldige ansvar i sidste ende Guds.

Det er den tryghed, der giver vores urolige hjerter hvile: At Gud er vores himmelske far, der holder verdens gang i sin hånd, og faktisk har lovet, ikke at give sine børn stene for brød, hvis de beder Ham.

Amen

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk