Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 30. maj 2004

Pinsedag

Jesus sagde: "Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham."

Joh 14,15-21


Når jeg i december måned er i gang med juleprædikenerne, så synes jeg at nu er vi virkelig ved begyndelsen af det hele;

Gud, der inkarneres og bliver menneske; Gud, der sætter hele kristendommens historie i gang. Uden julen, uden det lille jesus-barn i stalden i Betlehem, ville der da slet ikke være noget, der hed kristendom, tænker jeg.

Og når vi så når til påske, falder det mig ind at det jo er sandt, at påsken er den største helligdag i kirkeåret. Var Kristus ikke opstået fra de døde, så havde hele hans liv, alt hvad han havde fortalt os om Gud været løgn, og så havde ingen i hele verden da gidet fortælle historien om ham og hans liv videre - ej heller den lille detalje om hans kummerlige fødsel i en stald.

Nej, påsken er den vigtigste helligdag i kirkeåret.

Og nu er vi så nået til pinse.

Og sandelig om ikke den tanke melder sig, at uden pinsen, kunne det hele - også jul og påske - i grunden være ligegyldigt.

For hvis ikke disciplene havde fået tunger af ild og mod og kraft fra det høje til at fortælle evangeliet videre, så havde jeg jo aldrig hørt det, så var troen aldrig blevet levende for mig.

Nok havde der engang for 2000 år siden levet 12 mænd og en håndfuld kvinder, for hvem julen og påsken havde været mageløse oplevelser, men det var da forlængst glemt; - de havde taget oplevelserne med sig i graven.

Næ, uden pinsen ingen kristendom, tænker jeg idag.

Hvad der så er det mest rigtige er heldigvis sådan set ligegyldigt. Egentlig viser det bare, hvor tæt kirkeårets 3 store begivenheder hænger sammen og belyser og fortolker hinanden.

Pinsen er dog på mange måder den mest "uhåndgribelige" af højtiderne.

I sagens natur må det også være sådan, al den stund det jo er Helligånden vi fejrer idag: - den mest flyvske og luftige del af den treenige Gud.

Men sandelig hverken den ringeste, eller den mest skrøbelige.

For ånd og luftighed, og det faktum at de færreste mennesker ved hvorfor vi fejrer pinse, skal man ikke forveksle med skrøbelighed; -

Det er jo ånden, der virker det alt sammen.

Kunne man spørge Grundtvig er jeg sikker på at han ville sige at pinseånden var det grundlæggende for kristendommen.

Det er dén, der gir liv og begejstring. Det er den, der gør at vi kan gribes og føle nærhed og liv i evangeliet, hvor det på overfladen måske kunne se ud til bare at være gamle historier, og glemte mennesker.

Det er Helligånden, der puster støvet af evangeliet og gør troen levende.

Derfor kan man egentlig også godt forstå den passage i Mattæus-evangeliet, hvor Jesus siger:

At " Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives".

For på den vis er Helligånden det vigtigste. Helligånden er den, der gør det andet levende; gør, at selve livet ikke lægges øde.

Spotter man først den, ja så er det ikke mere tilbage, hverken i julen eller påsken eller noget andet sted.

Det er Ånden, der bærer det hele.

Kærligheds og sandheds ånd.

Og kærlighed og Helligånd er også to sider af samme sag.

Kærlighed kender vi udmærket godt. Den er - forhåbentlig - på færde i alle mellemmenneskelige forhold, som det bindemiddel, der holder os sammen.

Og ved at være bindemiddelet, bliver kærligheden både stærk og skrøbelig.

Stærk, forstået således at lever kærligheden godt, så betyder det ikke så meget, hvor ligeligt man deles om de praktiske ting.

Men også skrøbelig. For hvor man kan lave fornuftige regler og aftaler om at deles om det praktiske, så kan man aldrig lovgive om kærligheden.

Man kan ikke aftale at man vil elske hinanden. Og slår kærligheden først revner og smuldrer, så kan det være næsten umuligt at redde et fællesskab.

Så hvor kærligheden mellem mennesker er den, der holder os sammen, så er Helligånden Guds kærlighed, der holder Gud og mennesker sammen.

Derfor er synd mod Helligånden utilgivelig, for synder man mod den, er der ikke noget fællesskab mere.

Til gengæld er det også en synd, der bærer straffen i sig selv. Det er en synd, der i grunden er mest synd for os selv.

For vil man ikke være i fællesskab med Gud, ja, så overlades vi til selv, at skulle bakse med hele resten af vores liv.

Og det er - for tænksomme mennesker - en alvorlig nok straf: at blive ladt alene med ansvaret for liv og død, meningen med det hele, og al den skyld vi uværligt kommer til at pådrage os undervejs.

Derfor er pinsen og Helligånden en gave til os. At vi ikke skal lades alene - ikke efterlades faderløse, som Kristus siger til disciplene i dag.

Helligånden er Gudsnærværet.

I den - i Ånden - kan vi meddeles syndernes forladelse, så vi kan begynde på ny.

I Ånden kan vi finde livsmod til dagen i morgen, også på trods af hvordan dagen i dag ellers ser ud.

For Åndens liv er et "modent" liv; liv, der kender og indeholder sin modsætning, døden.

Ånden har været hele påskens bevægelse igennem: undergang og død, for at blive til nyt liv igen.

Ånden ved, at der er en vej ud af håbløshed og mørke og død, den ved, at der er en ny begyndelse.

Pinsesolen dansede helt sikkert imorges ude i horisonten, som indtungerne dansede over apostlenes hoveder.

Alt er i dag lysegrønt og springer ud; livet kommer til os igen, som begejstningen og livsmodet kom til apostlene den første pinse.

For pinsens Gud - Gud Helligånd - er ikke en fjern Gud, men derimod den nærværende Gud, der går sammen med os, når vi rejser os og går herfra, og som har lovet os, at vi aldrig skal være faderløse - at intet i verden skal skille os fra Guds kærlighed.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk