Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 20. juni 2004

2. søndag efter trinitatis

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? - for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!"

Luk 14,25-35


Man må nok sige at tonen er skærpet.

Det er sandelig ikke en søndagsudflugt at være i kirke i dag, og blive konfronteret med Jesu ord om at skulle hade sin familie, ja sit eget liv, for at kunne være en af hans disciple.

Det er hård kost en sommer-søndag.

Og det skurrer måske endda også fælt i ørerne på én, for hvad har det dog med kærlighed at gøre, hvad har det med respekt for andre mennesker, og det 4. bud: "du skal ære din far og din mor" at gøre.

For slet ikke at tale om budet om at "elske sin næste som sig selv".

Alle de ord og begreber vi er vant til at koble sammen med kristendom.

Det er somom vi i dag ser en helt anden side af Jesus, end den, vi er vant til at se.

Men, alligevel vil jeg påstå, at evangeliet ikke er kommet i splid med sig selv, det siger i bund og grund ikke andet i dag, end det også sagde i søndags, ja, ret beset alle søndage kirkeåret igennem.

Og det skal jeg naturligvis prøve at gøre rede for.

Evangeliet siger: se til, hvilket fortegn du sætter for dit liv!

Hvad søger du frelse ved? Hvad er det vigtigste for dig?

I søndags blev det illustreret med den rige mand, der troede sig sikker med sine store lader og sin sammenskrabede rigdom - hans fortegn var det materielle, pengene, der skulle sikre ham og hans liv;

Igen var det ikke pengene i sig selv, der var problemet, nej, det var kærlighed til penge, der var af det onde.

Det var lidt lettere at godtage i søndags, for at man ikke kan tjene både Gud og mammon, det ved vi godt, det har vi hørt før.

I dag kan vi heller ikke tjene to herrer!

Se til, hvilket fortegn du sætter for dit liv, får vi afvide!

Eller se til, at intet spærrer for evangeliets vej til dig.

Det underlige er bare at den "anden" herre, der sættes op overfor Jesus i dag jo egentlig er kærligheden.

Kærlighed til forældre, hustu og børn, brødre og søstre, kærligheden til sit eget liv.

Selv dén kærlighed må ikke stå evangeliet i vejen.

Men igen er det ligesom med rigdommen, der i sig selv ikke var noget problem; - kærligheden i sig selv er heller ikke noget problem, så længe den ikke skygger for evangeliet, så længe man ikke sætter den højere end alt andet og tror, det er dér man skal søge sin livsopfyldelse.

Evangeliet til i dag kan faktisk læses som en udfoldelse af det første bud: Du må ikke have andre guder!

Vi må ikke gøre noget andet forhold i vores liv - hvor godt det end er - lykke og kærlighed til dem vi elsker, vi må ikke gøre dét til selve målet for vores liv.

Det er afguderi, og det er i sidste ende ødelæggende for os selv og vores nærmeste.

Hvem kender ikke det ægteskab, hvor den ene eller måske begge ægtefællerne gerne vil "reddes" af den anden. Fra ensomhed, fra kedsomhed.

Det ægteskab hvor den anden bliver selve livsopfyldelsen. Det er en overophedning af det private, og det risikerer at gå i stykker med et brag.

Eller måske kender man det forældrepar, for hvem barnet bliver til selve meningen med livet.

Måske et barn, der gøres til ikke bare et elsket barn med sine styrker og svagheder, gode og knap så gode karaktertræk, men til et livsprojekt for sine forældre, der med vold og magt skal lykkes for, at også forældrene kan føle sig som vellykkede mennesker.

Et barn, der næsten ikke kan ånde for lutter omsorg og overvågning og kontrol og tilbedelse.

Men intet menneske kan holde til at være det fulde livsindhold og bære den fulde mening for et andet menneske.

Intet menneskeligt forhold kan holde til eller skal kunne holde til, at vi gør hinanden til guder og frelsere. Der er kun een Gud, og det er aldrig os selv eller vore nærmeste, og vi skal vogte os for at gøre os andre guder.

At hade ens nærmeste i denne sammenhæng er at løsne op for det kærlige, men kvælende og farlige favntag, der opstår, når vi lægger det åg på vore nærmeste, at de skal være de totale og absolutte meningsbærere i vores liv.

Vi holdes i dag fast på, at vi modtager livet fra Guds hånd.

Alt i vores liv. Selv i de lykkelige og kærlige relationer vi indgår i, er det Gud, der skal æres som Ham, der giver os hinanden.

Og så må vi tro på, at Gud allerede har gjort dét, vi ikke selv er i stand til, nemlig at skabe livsopfyldelse og mening,

Derfor kan vi så roligt gå i gang med at gøre det, som vi er i stand til, også selvom det bare er ganske lidt, nemlig at være salt for vores nærmeste og dem vi elsker.

Kærligheden til vores nærmeste i sig selv, er der ikke noget galt med, så længe den forbliver hvad den er.

Frelsen derimod må vi overlade til Gud, og ikke til barnet, ægtefællen, vennerne eller én selv.

Så vist skal vi ære vores forældre og elske vores næste, men netop som det, de er og intet andet.

Vores absolutte relation er til Gud, og den udlever vi ved at følge Jesus efter.

Ikke i askese, og verdensforsagelse og frivillige selvopfundne korsfæstelser, men simpelthen i at tro på at også vi har en far i himlen.

At tro Jesus på hans ord, være hans discipel er at opgive herredømmet over os selv og forstå, at vi er givet ind under en anden vilje og styring end vores egen.

Det er at sætte vores sidste og ultimative håb om mening og livsopfyldelse til Gud og ingen anden.

Det må være fortegnet for vores liv, for at vi ikke skal forvilde os bort fra "vejen", og ud på vore egne vildveje.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk