Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 27. juni 2004

3. søndag efter trinitatis

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Luk 15,11-32


"Så gav de sig til at feste", stod der.

I den gamle oversættelse af bibelen lød dét: "og de begyndte at være glade"

Den oversættelse vil jeg holde mig til i dag: "de begyndte at være glade"

For kristendom har med glæde og med begyndelse at gøre.

Hvis vi en dag blev tvunget til i én eneste kort sætning at skulle sige hvad kristendom går ud på, så kunne denne sætning godt være, at "Jesus er Kristus, og at vi gennem ham har vores synderes nådige forladelse".

Og hvis man så endda fik lov til at udfolde det lidt, kunne man tilføje at netop den syndernes forladelse, dét at vi har fået fred med Gud, det giver os en ny begyndelse med stor stor glæde.

Det er en glæde at kunne vågne op hver morgen til en ny dag, skabt af Gud.

Det er en glæde at Gud gennem syndernes forladelse fra tid til anden nyskaber ethvert menneskes liv, så vi bliver frie i forhold til Ham og til hinanden, så vi får en ny begyndelse.

I dagens evangelium ser vi denne altomfattende syndsforladelse ved de to sønners noget forskellige opførsel.

For der er faktisk to fortabte sønner: lillebroderen, der går fortabt i sit overmod og uansvarlighed og storebroderen, der går fortabt i selvretfærdighed.

Ingen af delene er der meget glæde ved. Men det er der tværtimod i faderens kærlighed og tilgivelse af begge sine sønner.

Og så er det, der står: "de begyndte at være glade"

Der står i øvrigt ikke noget om at de holdt op igen, eller om hvor længe de mon var glade. Kun at de begyndte.

Måske kom de aldrig længere end til begyndelsen, men det er jo da også noget.

Fordi kristendom er glæde og ny begyndelse.

Glæde der udspringer af faderens kærlighed til alle sine børn.

På Jesu tid har lignelsen været en meget umoralsk fortælling.

Dels opfører faderen sig overhovedet ikke som en ordentlig far, der burde have irettesat sin yngste og umulige søn, og lært ham lidt om ansvar og konsekvens.

Og for dem, der nok kunne høre at det ikke kun var en historie fortalt til ligefrem forståelse, men at den også sagtens kunne handle om andre end en fiktiv far og hans to sønner, var den ikke mindre provokerende.

Jødernes selvforståelse var at være Guds udvalgte folk.

Dét folk, hvorigennem Guds frelse skulle strømme, Hans ejendomsfolk.

Jøderne fulgte moseloven og overholdt den, så godt det nu lykkedes - ellers havde de profeterne til at tæske dem tilbage på den rette vej.

Det jødiske folk er storebroderen, der forurettet siger til Gud: "nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner!"

Den uforstandige, ansvarsløse lillebror er alle jordens andre folkeslag, der altså ifølge Jesus er lige så velkomne og har ligeså meget barneret og barnekår hos Gud.

Med andre ord sprænger Jesus begrebet "ejendomsfolk" til at gælde alle jordens folkeslag, til at sige at ingen har fortrinsret til Gud fremfor andre.

Det underbygges af den gammeltestamentlige læsning i dag, hvor der netop står:

"Jeg havde (også) svar til dem, der ikke spurgte,
jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig.
Jeg sagde: Se, her er jeg
Til et folk, der ikke påkaldte mit navn."

Gud er Gud for alle folkeslag - ikke kun for jøderne.

Det var dengang, men spørgsmålet er, om ikke også vi i dag er tilbøjelige til at opfatte nogle mennesker som mere udvalgte end andre.

Ikke i kraft af etnisk tilhørsforhold, men i kraft af vores mere eller mindre moralske levevis.

Også vi kan ind i mellem ønske os Gud som den religiøse garanti for en højere retfærdighed.

Så den reelle og ansvarlige og bundhæderlige storebror kunne få som han havde fortjent det, og ikke så han skulle lide den tort endnu engang at skulle dele arven med sin umulige lillebror.

Hvor er det dog bunduretfærdigt at det elskelige og hæderlige og måske endda selvopofrende menneske, der altid har svaret enhver sit og aldrig levet over evne, måske på sine gamle dage skal opleve at lide af både den ene og den anden skavank, hvorimod plattenslageren, der fuldstændig ligeglad har drukket og røget sig gennem hele livet, går fri.

Vi vil så gerne at det skal gå de gode godt, og så må de ansvarsløse og umulige ellers få lov at ligge som de selv har redt.

Det er virkelig det eneste retfærdige.

Men i grunden er der ikke megen glæde i den retfærdigheds-tankegang.

Man glæder sig sjældent over at få det, man har ret til; hvorfor skulle man dog det? Det var jo helt forventet.

Hvorfor glæde sig over at være i live hver morgen, hvis man også synes man har ret til at være det?

Hvorfor glæde sig over at man har fået sunde og raske børn, hvis man har spist fornuftigt gennem hele graviditeten; så er det vel bare hvad man kan forvente?

Hvorfor glæde sig over sin ægtefælles daglige kærlighed, hvis man har vænnet sig så meget til den, at man tager den som en selvfølge?

Næ, det vi føler vi har ret til, tager vi med en sur selvfølgelighed.

Og det er egentlig Guds svar til alle os storebrødre, der synes livet skal være retfærdigt:

Glæd dig dog over det i stedet! Alt mit er dit.

Ingen har nødig at arbejde for Gud, for at opnå noget. Det er godt hvis vi er Guds gode vingårdsbønder, der med glæde passer Hans have, men hvis vi tror at vi opnår noget ved det, så tager vi fejl.

Naturligvis skal vi opføre os ordentligt. Men ikke for at opnå noget hos Gud.

Hans kærlighed kan vi aldrig købe os til. Ægte kærlighed kan man i det hele taget aldrig købe sig til, men heldigvis er det jo heller ikke nødvendigt;

Evangeliet siger at her er der nok til alle - ingen får efter fortjeneste - selv den mest uansvarlige og overmodige og selvretfærdige får hvad han skal have.

Bunduretfærdigt!

Men sådan er evangeliet; det frelser også fra selvretfærdighed.

Det løber os imøde mens vi endnu er langt borte. Falder os om halsen og kysser os, så vi kan begynde at være glade.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk