Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag den 17. oktober 2004

19. søndag efter trinitatis

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam." De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: "Hvad vil I?" De svarede: "Rabbi, hvor bor du?" - Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: "Kom og se!" De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

Først møder han sin bror Simon og siger til ham: "Vi har mødt Messias" - det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas" - det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: "Følg mig!" Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: "Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Nathanael spurgte: "Kan noget godt komme fra Nazaret?" Filip sagde til ham: "Kom og se!"

Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig." Nathanael spurgte ham: "Hvor kender du mig fra?" Jesus svarede ham: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet." Nathanael udbrød: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!" Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det." Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

Joh 1,35-51


"Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige
da byde vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige,
da åbner sig himlens borgerled,
da kommer ret Guds rige."

Hvis ikke det lige var fordi "velkommen igen Guds engle små" så udpræget er en julesalme, så kunne vi såmend godt have sunget den i dag.

Englene, der vandere op og ned, i Jakobs drøm på himmelstigen, i Johannesevangeliet over menneskesønnen, i julesalmen her med tonerne til gudstjenesten juledagsmorgen, som et udtryk for at hér er Gud sandelig til stede, hér er himlen åben, hér kommer ret Guds rige.

For det er det, der er spørgsmålet i dag: Hvor er Gud tilstede, og hvordan er den Gud, der er tilstede.

For Jakob i det gamle testamente er der ingen tvivl. Gud er tilstede på det sted, hvor han havde sin drøm og så himlen åben. "Hvor er dette sted frygtindgydende" udbryder han, og indvier det til helligsted.

I det gamle testemente er Gud i det hele taget mest bundet til steder: templet især. Over Jerusalem står himlen åben.

I det nye testamente er Gud tilstede i Jesus af Nazareth. Ikke bundet til et bestemt sted, men hvor Jesus er, er himlen åben og skaberordet bliver talt igen og Gudsriget sker.

Og fordi Gud er tilstede i Jesus giver det os et noget andet svar på hvordan Gud er, end det gammeltestamentlige udbrud: "hvor er dette sted frygtindgydende"

"Se, dér er Guds lam ", sagde Johannes da han så Jesus komme gående. Et Guds lam.

Og vi har vel efterhånden vænnet os så meget til sammenligningen mellem Jesus og et lam, at vi næppe tænker over det mere.

For sådan har han altid været afbilledet; utallige steder i kirkerne; på altertavler og i udskåret træarbejder; - lammet med sejrskransen, lammet med fanen - det sejrende lam.

"O, du Guds lam med korsets skam"

I tredje mosebog i Det gamle Testamente, fortælles der en bemærkelsesværdig historie.

En gang om året, på den dag, der kaldes "Den store forsoningsdag", skulle præsterne i templet skaffe folket soning for dets synder:

Det skete således, at ypperstepræsten, Aron, ofrede en tyr og to bukke .

Tyren og den ene buk blev efter mange ritualer ofret i templet, dernæst blev den anden buk sendt til "Azazel", som man mente var en dæmon, der boede i ørknen.

Præsten lagde dog først sine hænder på den og bekendte folkets synder.

Denne buk, der skulle sendes ud i ørkenen, skulle altså bære alle folkets synder væk fra templet, væk fra Gud, ud i ødemarken.

Først når det var sket, når ofringen var forbi var der igen gjort rent bord overfor Gud.

En syndebuk, altså - et offerlam.

Fordi intet af det, der har haft med skyld og synd at gøre, kan tåle at være i nærheden af Gud.

Det hellige og guddommelige var farligt! nærmede man sig det, uforberedt og uformidlet, så døde man.

Men på den anden side - holdt man sig væk, nærmede man sig aldrig Gud ... ja ... så var man fortabt.

Derfor blev man nødt til årligt at finde sig en syndebuk: én man kunne placere skylden hos, og sende væk, så man selv kunne leve videre.

I det gamle testamente er det således ritualiseret, sådan og sådan gjorde man - og man brugte en rigtig buk, også - det gør vi ikke længere i dag; vi synes vel nærmest det er en lidt barbarisk tanke at tage livet af et uskyldigt dyr.

Men hvad gør vi i grunden så?

For jeg vil mene at grundtanken, kernen i forståelsen af skyld og renselse, stadig trives i bedste velgående hos os.

Vi ser jo at der fra tid til anden, også i dag, udnævnes syndebukke.

Det kan være alt lige fra intriger i skolegården til bestyrelsesformænd, der måske får et temmelig gyldent håndtryk for offentligt at påtage sig ansvaret for nogle ulovligheder mod så at gå.

For heller ikke vi kan bære at leve med vores skyld.

Men vi er ikke barbarere mere - vi slagter ikke dyr af den grund.

Måske er vi i virkeligheden langt værrer: vi udstøder hellere hinanden; eller vi lader simpelthen tingene glide os af hænde, nægter at påtage os et ansvar, fordi vi ikke tør løbe risikoen for også at pådrage os skyld.

Før i tiden - har jeg fået afvide - var noget af det første en ung læge lærte i skadestuen, når en patient kom akut ind, det var at luftvejene skulle være fri. Det hed: hurtigst muligt - luftvejene fri.

I dag hedder det hurtigst muligt: ryggen fri! - og det er vel at mærke ikke patientens, men lægens egen.

Alene af den grund at man bekymrer sig mere om sin egen skyldfrihed, end om patientens liv.

For pådrager man sig i dag skyld, som læge eller som alt muligt andet, ja så ved vi ikke hvad vi skal stille op med den. Et ikke-religiøst samfund har ikke noget soningsritual, og det ligger snublende nær for os at umenneskeliggøre og ustøde den skyldige.

Men hvad så, må man spørge sig selv?, var det så alligevel ikke bedre med en enkelt buk om året?

Nej da, for det der er hele pointen i det, er at Gud overhovedet ikke kræver sonofrer af os. Det ved vi fra Jesus af Nazareth.

Han kræver slet ikke renhed af os, for at ville være sammen med os.

Han ved vi ikke er rene - han har selv været én af os - og Han har tilgivet os det.

Endda på en måde, så man skulle tro at vi kunne forstå det: ved at give sig selv som det ypperste sonoffer.

Han blev ikke sendt ud i ørkenen til den visse død hos Azazel, men han blev udstødt og korsfæstet til den visse død.

"se, dér er Guds lam" - Dér er det sidste offer, der nogensinde kan ydes Gud, dér er Gud selv, der ofrer sig for vores trang til skyldfrihed.

For han vidste hvordan vi var, også da han gik og kaldte sine disciple. Han vidste de var almindelige skyldige mennesker, der endda ville ende med at svigte ham og forråde ham, og alligevel sagde han: følg mig, for han ville godt have med dem at gøre.

Og han morede sig over Nathanael, der blev så benovet over at Jesus havde set ham allerede under figentræet, for "sandelig, sandelig de skulle få langt mere at se."

De skulle nemlig være de første vidner til at Gud selv var tilstede dér hvor Jesus var, symboliseret i den åbne himmel med engle der stiger op og stiger ned.

Men hvor Jakob udbrød: hvor frygtindgydende, var der ingen; hverken børn eller kvinder, der fandt Jesus frygtindgydende.

For i ham tør vi stole på at Gud godt tåler vores synd og skyld;

At han har tilgivet os den, så vi kan leve vores liv uden angst, men i ansvarlighed overfor vores næste.

Sådan er Gud for os; og Han er tilstede med sin kraft og sin tilgivelse, ikke kun på bestemte steder som i det gamle testamente, ikke kun engang i den korsfæstede Jesus, som i det nye testamente, men også i dag hvor 2 eller 3 mødes i hans navn til bøn og lovsang, dér er igen himlen åben, så Guds engle kan vandre op og ned på salmens tonestige.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk