Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 20. februar 2005

2. søndag i fasten

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matt 15,21-28


Jeg har faktisk altid synes, der var noget stødende ved fortællingen her om den kanaanæiske kvinde.
Stødende fordi Jesus er så afvisende til at begynde med.
For hvorfor er han det?
Den Jesus der ellers nok plejer at ville hjælpe når han så nød, den Jesus der forkyndte en gudstro, der som Paulus sagde at hér var det ligegyldigt om man var jøde eller græker, mand eller kvinde, træl eller fri.

Den Jesus stiller sig pludseligt vrangvilligt an overfor en kanaanæisk kvinde. Fordi hun er kvinde og fordi hun er kanaanæer.
Pludselig blomstrer personanseelsen og fordommene op.
Det har jeg faktisk altid syntes, var lidt stødende; sådan at se Jesus fra så menneskelig en vinkel, hvor han som enhver selvbevidst jødisk mand, ikke gad nedlade sig til at snakke med hvem som helst.
Som der stod: Han svarede hende ikke et ord.

Han er næsten mere menneskelig end man bryder sig om.

Og da han omsider svarer, fordi også disciplene begynder at plage ham, ja, så svarer han med ordene om, at han sandelig ikke er udsendt til andre, end til de fortabte får af Israels hus.

Med andre ord: vi må da først og fremmest sørge for os selv, og det, der er vores!
Vi kan jo ikke redde hele verden, derfor er det da naturligt at vi kommer i første række. Det er da naturligt at der er forskel på dem og os.

Det er også en noget ubehagelig logik, som vi til fulde kender fra os selv, og fra den politiske debat i dag.

Grænsen er så tydelig her, at Jesus ligefrem tillader sig at kalde kvinden for en lille hund.

Og for jøderne var den tids små hunde ikke nogle velplejede elskede kæledyr, som man havde lyst til at tage med sig ind i himlen, men nogle møgbeskidte køtere, der levede af det affald, de kunne tilkæmpe sig på gaderne, hvor de strejfede om.
Det er en meget uforskammet sammenligning.

Disciplene har sikkert været helt indforståede, med den logik Jesus først lagde for dagen.

De tilhørte jo også Guds udvalgte folk og skulle være med til at indfange de fortabte får af Israels hus.
Når deres mester satte irriterende hedningekvinder på plads, har det vel i deres øjne været helt i orden.
Grænser og skel mellem mennesker kan man som regel se det fornuftige i når man selv er på den rigtige side.

Men heldigvis ender fortællingen jo ikke her. Der er også evangelium i den.

For kvinden bliver ved. Hun insisterer på at blive taget alvorligt, insisterer på at blive hørt og set af Gud selv.

Samtalen er et ægte drama, for inden den er forbi er gudsbegrebet sprængt for disciplene; kvinden har fået livet igen til sin datter, og Jesus er blevet lidt anderledes.
Den snævre, nationalistiske forståelse af Gud, som én, der tager sig af sine egne sprænges, og disciplene og vi ser den nye Guds virkelighed, som ikke kender til nationale grænser.

Den kanaanæiske kvinde fremprovokerede en åbning mod andre folkeslag.
Før det blev pinse og før det blev åbenbart for enhver at gudstro er for alle og ikke kun for jøderne.

Men det mest interessante er vel ændringen i Jesu holdning til de fremmede.
Man kommer uværligt til at tænke om det virkelig kan være sandt, at Gud påvirkes og forandres ved en tilfældig hedensk kvindes påtrængenhed og bøn?

Det ER tilsyneladende sandt!

Kvinden er påtrængende og irriterende som fortvivlede mødre med syge børn er det.
Hun maser sig ind på Jesus, som i desperation.

Men også i stor ærlighed. Hun hagede sig fast i den ret, der var hendes, nemlig at være den, hun var.
Og kaldes hun så en hund, tog hun også det med; vel var hun en hund, men så delte hun hundens levebrød: At leve af smulerne fra herrens bord, at leve af sin herres nåde.

Og den bemærkning rammer noget i Jesus.
Han svarer med ordene om, at hendes tro er stor.
Hendes ærlighed og vedholdenhed rørte ham.

Og deri kan hun være et forbillede for al bøn.
Vil man have Gud i tale må man først og fremmest være ærlig, dernæst irriterende som et barn, der plager.

Vi må insistere på at Gud er Gud, og for Ham er alt muligt, hvorimod det for os kun er muligt at leve af Hans nåde.
Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det, som vi også hører i dåbsritualet.
Den kanaanæiske kvinde gjorde det. Hun erkendte at hun ingen ret havde overfor Gud.
Hun var ingen Abrahams efterkommer, havde ingen speciel religiøs indsigt, eller var specielt from og havde lange rigtige bønner at remse op af.

Men hendes tro bestod i hendes afmægtighed og hendes håb på at Jesus også ville høre hende.
Og den tro kalder Jesus for stor.
Kvindelil, din tro er stor, ske dig som du ville.

Det er ellers meget sjældent, han siger det til nogen. Faktisk hører vi kun om det to gange, og sjovt nok er det begge gange til hedninge: Den kanaanæiske kvinde med det syge barn, og den romerske officer der troede Jesus på hans ord.

I dag får vi en Gud at se, der ikke længere er bundet til kun et enkelt folk.
En Gud, der erkender, at omsorgen for mennesker i nød ikke kender til grænser, der udspringer af race eller religion.
Vi mindes også om at vores virkelighed er ligesom kvindens, at vi lever som afhængige af, hvad vores Herre giver os.
Når han ikke svarer os med et ord - for det sker.
Men også når han taler til os.

Og vi skal huske på at i bibelen regnes vi dog for mere værd end hunde.
I dåben kaldes vi for Guds børn.

Og i nadveren spiser vi ikke kun smuler fra Herrens bord, men dér rækker Han os, sig selv som Livets brød.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring