Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 6. marts 2005

Midfaste søndag

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: "Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver." En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?" Jesus sagde: "Få folk til at sætte sig." Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: "Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde." Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: "Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden." Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Joh 6,1-15


Når vi i fadervor beder "giv os i dag vort daglige brød", kan det måske godt lyde lidt gammeldags.
Lyde lidt af hungersnød, og fejlslagen kartoffelhøst, lyde af dengang hvor livet lykkedes bare man blev mæt hver dag.

For os i dag kunne sådan en bøn, med rette omformes til "giv os i dag vores daglige grov-brød, uden for meget salt og fedtstof i, og kun hvad vi har behov for, ikke i overflod"

Vores fare er nemlig langt fra at gå sulte iseng - hvis vi da lever i denne her del af verden.
Selvfølgelig er der millionvis af mennesker der sulter hver dag, især i Afrika; - dem, som vi i øvrigt også samler ind til idag.

Men det er nu en anden sag. Sult - mangel på mad - er ikke vores problem i dag, nærmest tværtimod.

Så først og fremmest skal vi have fat på hvad fortællingen om disse mange tusind mennesker, der blev bespist på så underlig en måde, siger os, der lever midt i en fedmeepidemi, med overvægt, der truer vores helbred og børn, der får sukkersyge pga. et overforbrug af mad.

Med andre ord: hvad skal vi med en overflod af mad?

Hvis vi var opmærksomme lyttere da evangeliet blev læst, så hørte vi at "En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge".

Jesus gør tegn.

Et tegn, er altid et tegn på noget, og i Jesu tilfælde er de tegn han gør, tegn på Guds rige.

Der følger med andre ord mere med, end bare selve handlingen: helbredelsen, demonuddrivelsen, bespisningen.
Der er mere end det blotte øje kan se, der stikker noget under; der er sindet og viljen bagved.

Og det er jo i grunden ikke så ukendt for os endda.
Vi ved, at meget af det, vi får rakt igennem livet fra andre mennesker, ofte er mere end blot et måltid mad eller en hjælpende hånd eller et godt råd.

Nogle gange er det kun et måltid mad eller et godt råd - andre gange får vi noget mere med: De gange, hvor vi fornemmer, at et menneske har rakt os noget af sig selv.

Sådan er det også med Gud og det Han giver os. Der følger mere med, nemlig noget af Ham selv, af hans kærlige sind.

Jeg vil fortælle en kort historie om det at få mere, end det blotte øje kan se:

Forfatteren Jørgen Gustava Brandt har et sted fortalt om sin løsrivelse fra hjemmet og familien.

Det fandt ikke sted uden et vist kunstnerisk format.
Han var vokset op i et gammelt hus i Pilestræde i det indre København. Huset var normalt overbefolket med søskende, tanter, onkler, fætre og kusiner.

Men allerede som stor dreng begyndte Gustava Brandt at gå sine egne veje.

Han strejfede om i den indre bys gader og smuthuller.
Han drømte om et liv som kunstmaler eller jazzmusiker og vendte mere og mere ryggen til sit hjem.

Men hans mor betragtede ham aldrig som en fortabt søn.

I ny og næ kontaktede hun ham på hans diverse tilholdssteder omkring i byen og gav ham besked om, at hun gerne ville se ham i Pilestræde den og den sene eftermiddag, hvor hun for en gangs skyld ville være alene i huset.

Det var en slags hemmelige stævnemøder mellem mor og søn, hun indbød til.

Og i den lille stue serverede hun så af og til et særligt måltid for ham.
Det var grydestegt due i flødesovs.

De var altid alene.
Hun sad diskret og dog nærværende og så på, at han spiste.
De talte sammen i fortrolighed.
Og så gik sønnen sin vej igen.

Efter skolen blev Jørgen Gustava Brandt sat i malerlære.
Men allerede efter et år rendte han fra pladsen.

Nu brød han endeligt med hjemmet og flyttede på må og få til Frankrig, til Paris, for at blive kunstmaler.

Det var i 1946. Han rejste gennem det sønderbombede og ruinerede Tyskland, gennem Belgien, der lå som én stor gravplads - til byernes by, hvor han indlogerede sig på et snusket hotel.

Malerskole var der ikke råd til.
Men han begyndte så at skrive digte om død og undergang, sønderbombede huse, tristesse og weltschmertz.

Alt drejede sig om at overleve i disse år. Han levede på ussel og tilfældig kost, hos en lyssky onkel i Marseille i et kriminelt miljø.

Så vendte han tilbage til Danmark igen.
Uden arbejde, uden uddannelse, uden fast bopæl. Og uønsket var han i det hus, han var stukket af fra.

Men der var alligevel stadig en dør på klem i Pilestræde.

På sene eftermiddage ventede hans mor ham stadig med en stegt due.

Senere blev han indkaldt som soldat. Kom til at ligge på Bådsmandsstrædes kaserne, det mest hørmede og beskidte sted i hele byen.

Det er fra denne periode, Brandt bedst husker møderne med moderen i hjemmet i Pilestræde.

Over bordet med den hvide dug.
Det var som en ø af lys under den sagtmodige lampe.
Duen var stegt i flødesovs, og hans mor havde drysset lidt tørt brød i, og der stod et glas gelé ved siden af.

En lille lysning i tilværelsen.
En lykkelig stund i et ellers smattet mørke.

Såvidt fortæller Jørgen Gustava Brandt om denne del af sit liv.

Og dermed giver han i virkeligheden en uforglemmelig skildring af, hvad gudstjenesten er.

For det fristed hos moderen er som gudstjenesten.
Den grydestegte due i flødesovs er et billede på nadveren, sådan som vi fejrer den i kirken.

Også for os er der en dør, der står på klem.
Vi fik et sted at høre hjemme, dengang vi blev døbt.
Vi blev børn af huset her.

I kirken har vi et sted, hvor vi altid kan komme.
Vi har vores frihed til at gå vore egne veje.
Men vi er ikke fortabte sønner eller døtre.

Lige meget hvor vi er, lige meget hvilke mærkelige steder vi har valgt at opholde os, så lyder invitationen til os; så lader vores Gud og Skaber os forstå, at han gerne vil se os til et stævnemøde.

Døren står altid på klem.
Invitationen lyder: Tag dette og spis det!
Drik alle heraf.
Duen i flødesovs, pænt anrettet.
Et sted at komme hen, hvor man ved man er velkommen.
Et anderledes måltid mad end det vi propper i os udenfor. Kasernemaden eller den usle og tilfældige kost, som Brandt måske måtte snyde sig til i Frankrig.

Her er det anderledes. Der bliver dækket op for os med sølvbægrer og sølvtallerken.
Vi får ikke i overflod, men nadveren er netop et tegn på den overflod der ligger bagved.

En due i flødesovs - et par hundrede gram kød - hvad forslår det til en sulten teenager, kunne man jo også spørge sig selv?
Hun skulle vist hellere have fodret ham af med noget mere solid kost og have smurt ham en madpakke.

Men så alligevel ikke. For duen er et tegn på den kærlighed, der lå bag. På den dør, der altid stod på klem.
Med duen gav moderen Brandt noget af sig selv.
Et sted at høre hjemme, en kærlighed, der kunne holde til alt.

Vi bliver heller ikke fysisk mætte af nadveren. Men den er alligevel overflod. Overflod af kærlighed, overflod af tilgivelse, i den får vi noget af Gud selv.

Når vi har spist og rejst os fra nadverbordet, kan vi gå igen.
Døren er ikke i mellemtiden blevet smækket i bag os og låst.

Der er ingen, der holder på os.
Tværtimod. For vi er Guds frie sønner og døtre.

Men døren står stadig på klem.
Døren står altid på klem.

Der er en lysning i et ellers smattet mørke.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring