Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 27. marts 2005

Påskedag

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Mark 16,1-8


En grav kan ændre vores liv.
Det ved alle, der har prøvet at tage afsked med et elsket menneske; stået ved graven og hørt den dumpe lyd af de tre skovlfulde jord der rammer kistelåget.

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå"

Det sidste er muligvis rigtigt, tænker man måske, men det er nu de to første udsagn der dén dag har størst virkelighed.
Vi kom fra jorden og bliver til jord. Det står fast.

Døden er en dør der lukkes; en dør hvorigennem der før strømmede lys og liv og fællesskab, den lukkes for aldrig mere at kunne åbnes igen.
Det er følelsen når vi står ved en grav og skal tage afsked med et familiemedlem eller en god ven.

Den følelse er en verden til forskel fra den viden, der henkastet siger, at vi jo alle skal dø - som noget selvfølgeligt, fordi det hører til naturens urokkelige orden.

At sige det, at vi jo alle skal dø, er at gøre døden til kun et navn, men ingen virkelighed.
Virkelighed bliver den først, når vores venner eller familiemedlemmer dør.
Når vi selv mærker den dør, der lukkes inden i os, dér hvor der før var liv og glæde og fællesskab.

Såmend også i de tilfælde hvor vi ikke så ofte så hinanden. Det kan være at det mest var i tankerne at vi beskæftigede os med hinanden, men selv dér var det godt at vide at han eller hun levede. Når vedkommende dør bliver man selv lidt fattigere.

Dødens virkelighed er den bare plet, der opstår i os, dér, hvor der før var liv.

Det er den tunge viden kvinderne kommer ud til graven med søndag morgen.
Ham, der i deres indre havde været døren til evighedslyset, han var nu død, og der kom ikke mere lys fra ham.
Døren var lukket for evigt, og tilbage var bare at tage sig af hans døde legeme, sådan som det nu engang hørte sig til, og så måske at se tilbage på de gode dage de trods alt havde haft sammen.

Da er det, at de først ser, at stenen er væltet fra graven. Og de forundres - naturligt nok.
For vi véd om en grav at derfra kommer man ikke tilbage.
Døren mellem livet og døden er ikke én man går igennem mere end én gang; den kan heller aldrig stå på klem - graven er lukket. Døden er definitiv.

Men alligevel stod denne grav åben. Det er det første de ser, det næste er at en engel taler til dem og fortæller at Jesus er opstået fra de døde.

Kvinderne blev den morgen præsenteret for et stykke verdenshistorie uden lige.
Ham, der var død, var blevet levende igen! Sådan noget var aldrig sket før.

Evangeliet fortæller heller ikke noget om, om kvinderne troede på det eller ej.
Det mest sandsynlige er vel at de ikke gjorde det.

Her var pludselig en engel, der talte midt ind i deres inderste og dybeste ønske; det, de sikkert ikke engang havde turdet nævne for hinanden, at gid han kunne blive levende igen, gid den sidste uges tid i Jerusalem ville vise sig at være et mareridt, de snart vågnede op fra.
For det var jo for tåbeligt et ønske, det vidste de godt.
Død var han, og død blev han ved med at være.

Men pludselig stod der en engel, og hævdede at det tåbelige, det, der var for godt til at være sandt, var sandt.

Den sidste uge i Jerusalem havde godt nok ikke været en ond drøm, den havde sandelig været virkelig nok, men det var også særdeles virkeligt at han nu var opstået fra de døde, og ikke længere var at finde på kirkegården.

Det er ikke så underligt at Markus fortæller os, at kvinderne blev forfærdede og ude af sig selv, over den oplevelse, og at de ikke sagde noget til nogen, for de var bange.

Den døde var blevet levende igen! Sådan noget var aldrig sket før.

Og er aldrig sket siden - tænker man måske med sorg og en flig af bitterhed.

Men det passer ikke helt. For der skete noget, også for os, den påskemorgen.

Døden blev overvundet og besejret én gang for alle, - så selvom vi engang selv skal dø, - og selvom vi også skal miste dem vi holder af, så har vi lov til at håbe på, og tro på og bede om, at vi engang skal vågne sammen i paradis.

Den død, der var Adams og Evas og alle menneskers straf, efter udvisningen af paradiset og bortvisningen fra livets træ, den har nu for altid mistet sin brod.
Livet vandt den påskemorgen, der blev skrevet verdenshistorie.

Og den lukkede dør i kvindernes og de andre disciples indre, blev pludselig blæst vidt åben igen, så lys og fællesskab kunne strømme frit.

Historierne om Jesus blev husket og fortalt. Både dem om ham og hans liv, men også de historier han selv fortalte om Gud.
De var sande. Døden fik ikke bugt med dem.
Han var levende. Han spiste sammen med dem, og gik sammen med dem ud i alverden.

En grav kan ændre vores liv.
Og Jesu grav ændrede hele verden.
Fordi den var tom da kvinderne kom ud til den påskemorgen.

Væk var Jesu døde krop, væk var sorgen og mismodet og livsangsten - graven var fyldt med lys og glæde og håb for fremtiden.

Det under, Gud skænkede Jesus, da Han rejste Ham som Kristus ud af dødens og gravens mørke, det under fornemmer vi også en flig af, når vi mødes til gudstjeneste herinde, sammen med den opstandne Kristus.
Gudstjenesten er og bliver da vort Galilæa. Dér hvor han er gået forud for os.

Her kan vi mødes om det, der er sandt, som vi skal synge det om lidt:
Har vi noget at betyde? Kan de døde graven bryde?

Ja, for også vi er genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Af jorden skal også vi opstå!
Det kan vi fejre en glædelig påske på.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring