Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Mandag den 28. marts 2005

2. påskedag

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke."
Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Luk 24,13-35


I går sluttede Markus sit evangelium med ordene om kvinderne, "der gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange."

Markus kan have ret i meget af det han skriver i sit evangelium, men lige netop hér, hér har han heldigvis ikke ret.
Kvinderne har jo nok sagt noget til nogen, ellers havde vi aldrig hørt om det.

Og sikken et held. For tænk hvis det havde været sandt?
Tænk hvis Jesus var opstået fra de døde, det var der bare aldrig nogen der hørte om?
Det ville næsten have været lige så slemt, som hvis Jesus slet ikke var opstået fra de døde.
For uden Ordet om det, der var sket, intet liv, ingen opstandelse.

Uden Ordet ingen nyskabelse.

Opstandelsens virkelighed lever af at blive forkyndt, udråbt fra tagene, fortalt til alverden; den lever af at vi samles om søndagen og til påskegudstjenester og synger vidunderlige salmer om Frelseren, der stod op fra de døde.
Nyheden lever af at blive hørt.
"Hører du helvede, vor morgensang, Kristus opstod fra de døde!", som vi sang i går.

Hvis vi ikke hører om det, får det ikke liv for os, og så kan det være lige meget.

I går - påskedag - fik vi forkyndt hvad der skete: at Kristus opstod fra de døde.
I dag handler det om, at han også skal opstå "for os". Det skal blive virkelighed for disciplene og for os, dét, der skete i går.

Det er en fortælling om påsketro og påsketvivl vi møder i beretningen om de to, der gik til Emmaus påskedags eftermiddag.

For som vi møder de to vandringsmænd var opstandelsen så langt fra virkelighed for dem.

De er triste, nedbøjede, med brudte håb, og går og snakker om alt det, der er sket.

"Vi havde jo håbet" - siger de til den fremmede, der slår følge med dem på vejen. Og dermed giver de meget godt udtryk for hele deres situation.
"vi havde jo håbet" - og håber, det gør de ikke mere. Fremtiden ser ikke længere lys og lovende ud, men er kun kaos og mørke.

Den, de havde sat deres lid til; den sag de havde ofret år af deres liv for, havde tilsyneladende vist sig at være ingenting.

Det, de havde troet skulle blomstre og give liv, var visnet og dødt.
De havde tabt troen.

Men så kommer han, den opstandne - og åbner deres øjne og tør deres forstenede hjerter op: brændte vore hjerter ikke i os, spurgte de hinanden - og branden kan ikke slukkes, øjeblikkeligt står de op med fornyet håb fra de døde forventninger.

Med brændende hjerter og opstandelse i hele kroppen springer de af sted for at bringe det levende håb tilbage til livet med de andre i Jerusalem.

Sådan forstået er det en solstrålehistorie vi hører i dag, om to tvivlere, der nu igen er blevet troende.

Men helt sådan er historien nu ikke fortalt.
I det hele taget findes udtrykket "et troende menneske" modsat en tvivler slet ikke i evangelierne.

Det ville jo indebære at vi skulle dele mennesker op i tro grupper: dem, der ejede troen, og dem, der var bytte for tvivlen.

Men sådan har Jesus aldrig talt.
"Din tro har frelst dig" siger han flere gange i forbindelse med helbredelser, men det betyder ikke at den, der blev helbredt ejede mere tro end andre.

Det betyder mere i retning af, at de i deres nød har grebet ud efter Jesu ord, i tro på at han havde noget at sige dem i deres hjælpeløshed.

Tro er aldrig noget man besidder. Det er noget man gribes af.
Disciplene på vejen til Emmaus ligner på så mange måder os.

De véd alt hvad der er vide om påsken. Så grundigt at de kan fortælle det videre til den fremmede der åbenbart som den eneste i hele Jerusalem er uvidende om hvad der er foregået.
De mener såmend også at nyhederne er overbragt dem af troværdige vidner.
Nogle af dem, de var sammen med, var selv gået ud til graven, og havde set det som kvinderne beskrev.
Det er bare somom al denne her viden ikke siger dem noget.

Og det er tvivlen. Det er når ordene ikke rigtig kommer én ved.
Når de ikke rigtig siger én noget.

Så Jesus kan med rette kalde dem tungnemme til at tro.

Men da han begynder at udlægge skrifterne for dem, siger han dem alligevel noget. Så meget at de gerne vil have at han bliver for natten.

Og bagefter, da de sidder ved bordet, kender de ham virkelig igen, men så blev han usynlig for dem. Hvorfor?
Fordi troen kan ikke holdes fast.

De ville sikkert gerne have "beholdt ham" hos sig, holdt ham fast og været troende mennesker, - eller som Thomas, der også så gerne ville have et håndfast bevis for opstandelsen, før han kunne tro.
Men tro er ikke noget man besidder. Det er noget man gribes af.

Og det blev disciplene. Påsketroen havde overrumplet dem på vejen.
Deres tro var ikke det, de vidste om påskens begivenheder, var ikke engang deres vished om, at det, de vidste, også var sandt. Deres tro var dette, at hans ord kunne møde dem som levende ord og tale til deres hjerter.

"Gør vor kolde kundskab varm", beder vi i en pinsesalme. ("kom Gud Helligånd, kom brat")

Det var denne bøn, der opfyldtes for de to, da deres hjerter brændte, mens de lyttede til hans ord.
For da blev påskens begivenhed til virkelighed - også for dem.

Beretningen om disciplenes vandring til Emmaus fortæller os, at skulle vores øjne være så tillukkede af sorg eller vrede eller bitterhed, at vi slet ikke kan se hvem det er vi følges med; eller skulle vores sind måske være blevet så sløvt af adspredelser og ligegyldigheder at vi slet ikke opdager at vi overhovedet følges med nogen,
Ja, så kan også vi overrumples af troen.

Det ligger nær for at sige at vi også ved hvor vi altid kan finde Kristus: I brødets brydelse, i nadveren, men den sikkerhed er nok mere vort ønske end det er hans gave.

Tro gribes man af.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring