Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 11. september 2005

16. søndag efter trinitatis

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Luk 7,11-17


Martin A. Hansen beretter i én af sine noveller om Høstgildet, en mikkelsaften for mange år siden på en sjællands gård.

Den aften strålede lyset ud af alle de små vinduer i gårdens lange stuelænge.
Indenfor var der travlhed i køkkenet; kvinderne larmede med gryder og tallerkner, og husmoderen ilede frem og tilbage gennem det lange hus i sin sorte knitrende silkekjole, hun løb ustandselig for at redde et eller andet, og når hun fór gennem den lille folkestue, som de to tællelys dårligt kunne oplyse, råbte hun hver gang at nu måtte de endelig sørge for at fylde tallerknerne og tage sig en dram!

Og det gjorde de. Stemningen var løftet af den megen mad og øl og brændevin, men den var også lidt ond.

Især røgteren Johan havde meget at hævne på livet, fortælles det.
Desværre havde han kun fattig lejlighed til det. Så det var blot de mindreårige han kunne vende sig imod, og som almindeligt var, måtte han give det opvoksende tyendes stigmata videre til de værgeløse.

Johan regerede ved det hvidskuerede bord i folkestuen, som en hane kan regere i hønsegården uden nogensiden at have prøvet kræfter med rivalerne. Det var råheden, der gjorde ham myndig her.

Især havde han set sig ond på den 12-årige Jens Otto. For han var køn og kom fra det bedste hus i sandbankerne.
Ganske vist drak faderen, og der var fattigdom og mange børn, man de var alligevel velopdragne og pæne.
De havde kærlighed med sig hjemmefra, og det gjorde Johan misundelig og ond, at se dét.
Så han drak selv endnu mere, og nødte Jens Otto til også at drikke.

Det foregik i folkestuen; i gårdens fine stue sad gæsterne og præsten og fik serveret.

Præsten holdt høsttalen, om hvordan de høstende Karle og piger og de akssamlende fattigfolk nærmest havde være som en prædiken for ham. Men hvad var fulde lader værd, om ejerens hjerte stadig var tomt og uden tak til den, der havde sat de tunge aks på stråene?

Præsten vidste at gæsterne ville være mest taknemmelig for hans tale, hvis den var nem at glemme.
Som en "ret blandt retterne", ude af mændenes tanker før måltidet var endt, af kvinderne husket på samme måde, som de huskede husmoderens bagværk.

Og den unge præst var et venligt menneske, der gerne ville give folk hvad de ville have.
En "kirkens konditor", som han senere kalder sig selv.

For der skete noget, ikke mindst med præsten, den aften.
Husmoderen kom på et tidspunkt hen til præsten og bad ham med en lidt for høj stemme og med et underlige smil, der ligesom ikke sad rigtigt fast på hendes mund, at komme med ned i folkestuen og hilse på de unge.

"Hvad er der dog i vejen?" spurgte præsten, da de var kommet ud af den fine stue, men det så han da han kom ned i folkestuen.

Det hvidskurede bord var ryddet, og på det havde de lagt tjenestedrengen Jens Otto.

"De har drukket ham ihjel" sagde kogekonen roligt.
"lillepigen er rendt til familien i sandbankerne - ja, hun var den eneste der turde."

Og efter nogen tid med chock og forvirring og "hvad skal vi dog sige til gæsterne?" kom drengens far, og uden et ord løftede han Jens Otto op i sine arme og bar ham hjem.

Præsten, der så gerne ville gøre godt, fulgte efter ud i natten og indhentede faderen på vejen.

"jeg vil hjælpe dig" sagde præsten,
"kan du da gøre ham levende igen?" spurgte faderen, og efterlod med de ord den lamslåede præst, der pludselig havde indset at det var lige præcis den eneste trøst, der var på sin plads, og det var lige præcis hvad han ikke kunne gøre.

Her hjalp slet ikke nogen trøst, her hjalp ikke noget bibelcitat eller noget "græd ikke", her var den sande trøst at der ingen trøst var at give.

For præsten var det en erkendelsernes nat.
Han havde ingen ret til at sige "græd ikke" til drengens far og mor, tværtimod er det først da han hører faderen stå ude i køkkenet, helt inde ved ildstedet, klemt op mod den sodede væg og græde, at han vidste, han havde brudt muren, og givet ham den første frygtelige hjælp.

Og nu springer jeg fra Martin A. Hansens tragiske høstgilde til endnu et tragisk dødsfald: Enkens søn i Nain.
Det var et begravelsesfølge, der var knuget af mere end almindelig sorg, for det var et ungt menneske der var dødt, og hans mor sad nu tilbage uden håb og uden forsørgelse for fremtiden.
Enker og faderløse nævnes ofte i bibelen som de mest ynkværdige af alle, for der var ingen til at tage sig af dem.

Og så er det sandelig et underligt møde, der finder sted dér i Nains byport. Et møde mellem de to størst tænkelige modsætninger - livet og døden.

Begravelsesoptogen havde døden som fortegn; Men så kom det andet optog, modsat vej, og med modsat fortegn!

Jesus, der sagde "græd ikke!"
Noget som kun han kunne tillade sig at sige. Alle vi andre må sammen med præsten fra høstgildet sande at i sådan en trøstesløs situation kan vi ikke sige andet end "græd endelig", og selv græde med.

Men Jesus havde magt til at sige "græd ikke", for han satte handling bag ved sine ord, og gjorde den døde levende igen.

Jesus trøstede faktisk ikke den ulykkelige mor. Han "satte ikke et plaster på såret", nej, han fjernede hele såret.
For i ham besøgte Gud sit folk.

Og i ham så vi at det var gennem døden, Gud gav livet igen.
Ikke udenom døden;
ikke ved at holde sig væk fra sorgen og smerten og alt det, der gør ondt, men gennem den, at livet vendte tilbage.

Gud "slog døden ihjel" ved at være i den, så vi blev genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som det lyder til os i vores dåb: den første gang vi møder livets optog, Ordet, talt til os.

Vi skal sandelig heller ikke lade os nøje med at blive trøstet, med at få et plaster på såret!
Vi skal lade os føre til den kilde, der springer med levende vand, også selvom vejen måtte gå gennem død og undergang.
Vi skal høre at opstandelseshåbet gælder os og vores død, og dem vi holder af.

Og, hva så, præst? Kan du måske gøre min mand, eller søn eller datter eller kone levende igen? - tænker man måske.

Nej - Jeg kan ikke.
Men jeg kan dog pege på den, der kan. Og den, der vil det, og den, der gør det engang ved tidernes ende.

Ikke fordi jeg skal påstå at jeg fatter hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, men såmend bare fordi jeg har fået fortalt at det er sådan det er.

Så ved en høstgudstjeneste som i dag, da er det dejligt at kunne sige Gud tak for at Han opretholder livet fo ros. Det er Ham, der sætter de tunge aks på stråene.
Men fortællingen om enkens søn i Nain viser os at Han sandelig også gør langt mere end det.
For den dag vores liv når sin grænse, og det bliver ligegyldigt med korn i hæs og lader, enten fordi vi selv er døde, eller fordi dem, der var livet fo ros er væk, da viser Gud os at Han magter at skabe nyt liv midt i døden.
Det er kristendommens påskebudskab - også midt i høsten.

Amen

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring