Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 25. september 2005

18. søndag efter trinitatis

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
>Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?<
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Matt 22,34-46


Det handler om Gudsbilleder i dag. Hvilke tanker gør vi os om Gud, hvilke billeder sætter vi på Ham - hvis han da overhovedet er en Ham?

Som profeten Esajas der spørger: "med hvem vil I sammenligne Gud"?

I dag til vores høstgudstjeneste er det nærliggende at tænke at Gud er den gavmilde, der giver vækst; - Ham der lader regnen vande vort land og giver os korn i hæs og lader.

Alt dét er en stor tak værd, som en høstgudstjeneste da også vidner om. Men Gud er også andet end det. Det vidner dagens evangelietekst om.

Her er spørgsmålet hvem Gud er, men indfaldsvinklen er den praktiske "hvad bør jeg gøre i mit liv?; - hvad er det største bud i loven?

Og svaret er i grunden meget ligetil: vi skal elske Gud af hele vores hjerte og hele vores sjæl og hele vores sind.
Som menneske skal vi identificere os i forhold til Gud. Vi ved kun hvem vi er i forhold til Ham. Gud er menneskers "grænse", Ham, der definerer og identificerer os.

Det er både farisæere og saddukæere og os i dag enige om - for så vidt at vi overhovedet har et gudsbegreb.
Gud er en levende Gud.
Ikke et tomt ord; eller en sproglig konstruktion, der dækker over ingenting, men en magt i vores hverdags liv.
Han er vores Herre.

Men så er det, Jesus tilføjer endnu et bud. "Du skal elske din næste som dig selv."

Mange vil sige, at det er det specielt kristne, der kommer dér. Men det er nu kun delvis sandt, for budet om at elske næsten som sig selv, står faktisk også i det gamle testamente.

Det nye er, at Jesus rangerer budet om næstekærlighed lige så højt som budet om at elske Herren med hjerte, sjæl og sind.
At de to bud skulle være lige, som de første og vigtigste bud, dét er det nye.

Jesus udvider på den måde Gudsbegrebet. Han udvider vores billede af Gud.
Det, der definerer os og identificerer os er Gud og forholdet til vores næste.
Det handler ikke kun om Gud og mig, det handle om Gud, mig og min næste.

I de sidste hundrede år er der vel i store dele af Folkekirken blevet ironiseret en del over menneskenes muligheder for at gøre Guds gerninger på jorden.

Man har ligesom fået øje for hykleriet, og fået nok af varm luft og kvalme hensigter.

Men i hele dette opgør med de gode gerninger har man nok lidt glemt, at troen nu engang aldrig har trukket sine ord og tanker og billeder gennem et menneske uden at det efterlod nye ord, nye oplevelser, andre billeder, andre følelser.

Tro er ikke kun smukke akademiske tanker om en interessant evighed;
Den er en dyb erkendelse af et håb midt i vores hverdag.
Ligesom Gud blev menneske, går troen i kødet og forvandler mennesket til at blive medfølende og medtænkende, barmhjertig, tillidsfuld og solidarisk.

"Hvad mener I om Kristus", spørger Jesus.
Det spørger også K.L. Aastrup om i den salme vi skal synge nu bagefter.
Aastrup er endda så venlig selv at svare: nemlig ved at pege på kirkens tro: at Kristus er et Under, både Gud og menneske, og at han taler ud af himlen, ud af det oprindelige, men han kan høres på jorden hvor døden hersker.
Kristus er Herre og vores bror. Han er sammenhængen mellem Gud og mennesker; og han er sammenhængen mellem os.

I kristendommen kan troen på Gud ikke skilles fra kærligheden til medmennesket.

For i Guds øjne er alle mennesker værd at elske. Vi er lige meget værd, alle mennesker er lige.

Lighedstanken berører en meget aktuel debat.
Det diskuteres jo vældigt i medierne for tiden om social ulighed er et gode eller ej.
Skaber det vækst og dynamik på det sociale område, eller er det udtryk for et gennem-usympatisk menneskesyn at kunne sige sådan?

Det har jeg ikke tænkt mig at give noget partipolitisk svar på, men jeg hørte en kommentar til den debat fra korshærspræsten i København Bjarne Lenau Henriksen.
Han sagde at han kun havde et eneste menneskesyn, og det var at alle mennesker var lige. Lige meget værd, lige meget elske af Gud. Og det er nok værd at holde sig for øje.
Om så en social ulighed kan hjælpe de dårligst stillede, skal jeg ikke herfra gøre mig klog på.
Men menneskesynet må altid være at alle mennesker er lige.

Og det er faktisk værd at gentage mange gange. For i bund og grund er det jo en umulig tanke for os, at det usle, det fattige, det fremmede kan bære Guds billede i sig.

Det er langt fra indlysende for os at tænke sådan, som det var det for de jøder der dengang stod overfor Jesus og i ham blot kunne se en simpel tømrer, der mængede sig med de forkerte.

De kunne ikke vide hvordan det skulle gå. Vi derimod har bagklogskaben, der kan se ham som opstanden og himmelfaren og indsat ved Guds højre hånd i alt hvad han siger og gør.

Hvad mener I om Kristus? Er spørgsmålet til jøderne. Ja, vel næppe at den Kristus de ventede på, skulle ydmyges og korsfæstes.
Men hvad mener vi egentlig?

Tør vi tro på at Gud virkelig findes lige fuldt i den fattige og ydmyge og usle, som i alle andre?
At Gud i sidste ende findes lige fuldt i døden som i livet?

Ja! - for alle mennesker er lige, lige meget værd, lige meget værd at elske.
Og det er vel det nådigste vi kan opleve: at vi faktisk er Guds kærlighed værd, selvom vi er som vi er.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring