Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 22. januar 2006

3. søndag efter helligtrekonger

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«

Luk 17,5-10


Abraham bliver i bibelen betegnet som troens fader.
Der stod i 1. mosebog, at Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
Paulus fremhæver også ofte Abraham som et tros-forbillede.
Måske fordi Abrahams tro på mange måder er en tro på det u-trolige.

Først bryder han op hjemmefra.
Med hele sin familie og alt sit gods rejser han ud i det blå, på jagt efter et land og en fremtid, som han ikke har anden vished for, end at Herrens ord kom til ham og sagde at sådan skulle det være.
Dernæst tror han - på trods af sin og Saras høje alder - alligevel på at han skal få afkom, og hans slægt skal blive talrig som himlens stjerner. Ene og alene fordi Gud siger det.

Og for at det ikke skal være løgn, så går han endda, senere, den tunge gang op ad Moria-bjerg sammen med Isak og et knippe brænde og en skarp kniv, dengang Gud sagde til ham at han skulle ofre sin eneste søn.

Abrahams tros-lydighed kender ingen grænser.
Han satte sin lid til at når Gud ville noget med ham, så var det godt nok.

Jeg tror ikke Gud taler til Abraham mere end de tre gange her, jeg lige har nævnt.
Da han bryder op fra Ur i Kaldæa, da Gud lover ham afkom, og da han påbyder ham at ofre Isak.

Og alle tre gange Herren taler til Abraham, er det "vanvittige" ting der bliver påbudt ham. Men Abraham tager konsekvensen af det; han griner ikke - som Sara - bag teltdugen, og tænker "ja ja, det vil jeg nu se, før jeg tror det", eller begynder at diskutere med Gud om det ulogiske i at ofre sin eneste søn, når Han samtidig har lovet én en stor slægt.

Abraham beder ikke Gud om ekstra forsikringer, eller forklaringer, eller bagdøre der kan holdes åbne, hvis nu det skulle vise sig at virkeligheden var lige så vanvittig som budet lød.
Abraham tror bare Herren, og det regnede Han ham til retfærdighed.
Temmelig meget ulig apostlene i dag.
De vil nemlig have en større tro.
Om den skal være kvantitativt større, eller kvalitativt større, melder historien ikke noget om, men det kan i grunden også være ganske ligegyldigt, for tro er jo ikke en størrelse man kan have mere eller mindre af, eller bedre eller dårligere af.

Enten tror man - som Abraham - og så handler man efter Guds ord, eller også tænker man "ja ja, det vil jeg nu se, før jeg tror det" og så tror man ikke.

Tro "fylder" ikke noget. Har man blot tro som det legendarisk mindste frø af alle - sennepsfrøet - ja så har man rigeligt.
Nok til endda at gøre fjollede unyttige ting, som at rykke et morbærtræ op med rode og få det til at plante sig i havet. Hvor det absolut intet har at gøre.
Et sennepsfrø er rigeligt!

For det handler ikke om at besidde tro. Det handler om den tro der udspringer af at den, der taler til én er troværdig. Og svaret på det er at være tro.
Det er man, når man lever sit liv som dét man er, og dén man er, uden at forlange vished om det rimelige i dét, men at man bare gør det.

Tænk på at Abraham tre gange i sit liv hørte Gud tale til sig.
Det er ikke meget. Resten af sine dage levede han i tillid til at det også var sandt nok, dét, Gud havde sagt. Selv når det lød urimeligt.

Tro er tillid.
Ikke diffust naiv tillid til hvad som helst vi får af vide - ej heller tillid til os selv; at vi nok skal vide at bedømme det vi hører, fordi vi har snusfornuften og vores forstand i behold.
Tro er tillid til Gud. At når Han siger noget, så passer det.
Derfor er det heller ikke mængden af vores tro, der afgør om det er rigtigt, men det er Gud der afgør det. Og derfor er selv den mindste tro nok - bare det er tro på Gud.
For Gud er troværdig.

Vi kan med andre ord regne med at Gud taler sandt.
Når vi i bibelen kan læse at Jesus med sin død og opstandelse har gjort fyldest for vore syndere, ja så er det sandt at det har han. Vi er i ham taget til nåde.

Når vi kan læse at Gud skabte jorden som et godt sted at være, så er det sandt at der er godt på jorden.
Når vi kan læse at vi skal kaldes Guds børn, så skal vi ikke bare kaldes det, så er vi det.
Ligegyldigt om vi tror på det eller ej, er det i sig selv sandt.
Sandhedsafgørelsen er ikke vores, men Guds.

Når vi i bibelen læser at Gud elsker os mennesker, så kan vi ikke vide om det er sandt eller ej. Vi kan heller ikke under rimelighedens synsvinkel afgøre os for om det er sandt. - Set med de briller på, var det nok mest logisk at Han ikke elskede os; vi slog trods alt hans søn ihjel.
men vi må tro at Han elsker os.
Der er ikke andet at gøre end at tage skridtet ud på de 70.000 favne vand og så tro det.

Hvis ens ægtefælle siger at han elsker én, så ved jeg jo ret beset ikke om han mener det. Jeg ved slet ikke om han nu også mener det 2 timer senere, der er ikke andet at gøre end at leve som om han mener det.
Vi må leve i tillid til at det er sandt.

Derfor er det så ulogisk og nytteløst at bede om mere tro. For vi har allerede rigeligt. Gud er troværdig nok.
Og det må vi stille os tilfredse med. Ingen kan tage det tillidsfulde skridt ud på de 70.000 favne for os, for vi må altid selv tage ansvaret for vores handlinger. Vi må selv drage konsekvenserne af dét Gud siger til os.
Han brød jo ikke op for Abraham, og "blæste" ham hele vejen til det forjættede land - Abraham gik sandelig selv. Fordi han troede.

Derfor handler det ikke om at HAVE tro, men om at VÆRE tro.

Vi har faktisk kun én ordentlig mulighed i vores liv: At tage Gud på ordet, og tro på det Han fortæller os, og så leve vort liv derefter.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring