Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 29. januar 2006

4. søndag efter helligtrekonger

Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!" Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

Matt 14,22-33


Vi har sunget en salme nu om det at undres. "Det mindste græs jeg undrer på i skove og i dale - Hvad skal jeg sige når jeg går blandt blomsterne i enge" osv.
Hvor er livet i grunden forunderligt.

Og vi skulle synge dén, fordi jeg synes den giver røst og mæle til noget at den undren, der også lyser ud af mændene i dag, i dagens evangelium, da de i båden kaster sig ned for Jesus og siger: "sandelig, du er Guds søn!"

Sandelig, livet er større og mere underfuldt end vi troede.

Den helt store modsætning i bibelen er modsætningen mellem Livet og Døden. Så bredt forstået som muligt:
Livet som alt hvad der bygger op og holder ved, Døden som alt hvad der er, af livsødelæggende kræfter i verden.
Og det, der undrer mændene i båden så meget er vel at de i Jesus pludselig ser én, der faktisk magter at modstå de livsødelæggende kræfter i vores liv.

For det er sandsynligvis en erfaring hos os alle, at alt liv er et udsat liv. At livet til alle tider og på alle steder er truet af tilintetgørelsens magter.
"Jeg går i fare, hvor jeg går" - som en af salmerne i salmebogen begynder.

Også selvom vi måske ikke lige til dagligt går og tænker på meget på det, så ligger det alligevel i baghovedet, at alt hvad vi har - alle de mennesker vi kender og holder af , vores familie og vores venner - vi har dem på lånt tid.
Og ikke blot dem; vores eget liv har vi på lånt tid, også selvom vi ikke bryder os om at tænke på det.

Det er ikke "hvis" jeg engang skulle komme til at opleve at den eller den blev taget fra mig, det er "når" det engang sker.

Tilintetgørelsens magt er overvældende.
Det kan ske i utide, med de livstruende sygdomme, ulykkerne, der rammer tilfældigt, og så er der jo også bare altid tiden, der går og går, og gør os alle ældre;

- i en mindre målestok er der tilintetgørelse i alle de både forsætlige og uforsætlige misforståelser, der sætter sig på tværs i forholdet mellem mennesker.

Men når nu Brorson i salmebogen siger, at han går i fare hvor han går, så har han ikke udelukkende talt om en fysisk konkret fare.
Nej den fare han i salmen taler om, er en anden og anderledes grundlæggende fare.
Nemlig sjælens fare for fortabelse.

Det er jo en gammel tankegang at sjælen, enten kan frelses eller fortabes.
"Hvad hjælper det, at vinde hele verden, hvis man må bøde med sin sjæl" - hed det.
Og med sjæl, der mener jeg et menneskes forhold til sig selv, til sine medmennesker og til sin Gud.
Hvad hjælper det at vinde hele verden, hvis man sætter forholdet til sine medmennesker og til sig selv og til Gud over styr?
Det er sjælens fortabelse.

Men disciplen Peter og mændene i båden møder det modsatte af fortabelse.
De oplever i et glimt af undren, at livet, alle de gode kræfter i verden, er stærkere end den død, der vil suge Peter ned i bølgerne.
De oplever at troen bærer.

Netop fordi Peters tro, ikke var en tro på hvad som helst, men en tro på ham, der kaldte ham ud til sig.
"Kom" sagde Jesus og Peter trådte ud af båden, og gik på bølgerne hen mod ham.

Og Peter må have været rædselsslagen. Som de fleste fiskere kunne han sandsynligvis ikke svømme, så det var den visse død for ham at forlade båden og stole på Jesu ord, hvis de altså ikke holdt.
Og det er som om han pludselig sander det vanvittige i sit forehavende, så han begynder at tvivle, og dermed også at synke, for tvivlen kredser jo altid om sig selv, er selvoptaget, hvorimod troen er rettet mod en anden.
Men Jesus rækker ud efter ham og holder ham fast, så Peter igen tror og bekender Jesus som Guds søn.

Peter er et billede på hvordan vi i troen kan gribe livet.
Ikke i troen på os selv, men i troen på Kristus.

For nok er det en både gammel og også utrolig historie vi har hørt i dag. At Jesus sådan kom gående på vandet ud til disciplene.
Havde vi været med i båden dengang ville vi sandelig også tro, tænker vi måske.

Men sagen er at vi ER i samme båd.
Vi befinder os lige nu i den del af kirken man kalder "skibet", og det er en meget velvalgt symbolik man har brugt om kirkearkitekturen.
Også for vore øjne flimrer Jesu skikkelse mellem virkeligt og uvirkeligt, når vi ser, at han kommer til os vandrende hen over tidens oprørte vande.

Hvis disciplene havde været visse på virkeligheden af det de så: at skikkelsen uden tvivl tilhørte Jesus, så var de blevet glade og trygge, men selvfølgelig kan de ikke bare være dét, når de tvivler på om det mon i virkeligheden er et spøgelse.

Og sådan er det også for os. Er det et syn, eller er det virkelighed?

Peter var resolut og ville se om troen bar ham.

Og det gjorde den; for han troede ikke på sin egen tro, men på Gud, der er troværdig.

Peter reddede livet - dette evigt truede og skrøbelige liv; det reddede han denne gang. Først mange år senere var det hans tur til at forlade denne verden.

Men det sidste er så men ikke så vigtigt, for det alt afgørende er at Peter den dag reddede sin sjæl, ved at tro på og bekende at Jesus er Guds søn.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring