Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 12. marts 2006

2. søndag i fasten

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«

Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Mark 9,14-29


Vi nærmer os efterhånden med hastige skridt forårets konfirmationer!
Det er vi nogle stykker der selvfølgelig har været klar over i noget tid, men nu ser det ud til at også de handlende efterhånden har fundet ud af at det er ved at være op over.
Så nu står den på konfirmandmesser - gavetilbud - andendagstøj og alt hvad der ellers hører til i aviserne de næste par måneder.

Det varer sikkert heller ikke længe før man kan begynde at læse de sædvanlige interviews med kommende konfirmander der bliver afkrævet et svar på det i grunden urimelige spørgsmål om de nu skal konfirmeres pga. festen og gaverne eller om det er fordi de tror på Gud.
som om det var uforeneligt med hinanden.

De fleste konfirmander - som jeg husker det fra tidligere år - er nu heldigvis forstandige nok, til at vide hvad de skal svare: at konfirmationen er deres bekræftelse af dåben, deres chance for at sige ja til Gud, et ja, de jo af gode grunde ikke kunne sige dengang de blev døbt, og var for små til at kunne svare for sig selv.
Og så at det selvfølgelig heller ikke ligefrem gør noget med gaver og fest og alt det andet.

Men jeg tror faktisk at spørgsmålet om tro spiller en ganske væsentlig del i manges - også konfirmanders - hoveder.

For hvis vi overhovedet ikke troede på Gud, hvad laver vi så i grunden her?
Men på den anden side set: måske synes vi ikke vi tror "nok", til at vi kommer her hver søndag.

Og hvornår er nok egentlig nok i troens verden?

Ja, Jesus siger et sted at har man blot tro som et sennepsfrø - det legendarisk mindste af alle frø - så har man rigeligt.
Så måske er det ikke mængden, det kommer an på.

Så er det måske snarere kvaliteten? Inderligheden, renhjertetheden, overbevidstheden. Der findes dem, der kalder sig "personligt kristne", for på den måde at lægge afstand til alle os andre, der så åbenbart ikke er så personligt kristne, men måske bare følger med kulturen og flokken. Os, der ikke er så stærke i troen.

Men det tror jeg faktisk bare heller ikke det kommer an på.
Hverken på mængden eller kvaliteten af vores tro.
Om vores tro er stor og stærk eller ej, kan være ganske ligegyldig, bare den retter sig det rigtige sted hen. Mod Gud.

Hvis vores tro er tro på Gud, så er selv et ganske upersonligt sennepsfrø alt rigeligt.

Det er først når vores tro kammer over og bliver til tro på vores egen tro, at vi har problemer.
Og det er det, fortællingen om den dæmonbesatte dreng og hans far fortæller os.

Det man måske mest af alt bider mærke i, i dag er udsagnet: alt er muligt for den, der tror!
For det er jo et både forjættende, men også lidt foruroligende udsagn.
Alt er muligt for den der tror.

Det er let at høre sådan, at hvis bare vi tror nok, kan vi altså få helbredt os selv og alle vores, for alverdens ting og sager.
Hvis vi bare tænker positivt omkring vores kræftsygdom, holder fast i vores livsmod, stædigt ser lyst på tilværelsen, så redder vi os igennem?

Hvis bare den stakkels dæmonbesatte drengs far, fra Markusevangeliet her, tror på det kan ske, så skal hans søn også nok blive helbredt?
Hvis bare mængden og kvaliteten af troen er tilpas, så går det.

Det er da forjættende og tillokkende at høre det sådan, men altså også foruroligende fordi vi godt inderst inde ved, at det overhovedet ikke passer.

Vi ved det til fulde fra vores egne liv, hvor vi har stået i situationer hvor end ikke den største tro, det mest brændende håb, den inderligste bøn, den ydmygste tryglen om hjælp gjorde nogen som helst forskel.

Og man må spørge sig selv om det er fordi Jesus lyver? Alt er jo ikke muligt for den, der tror.

Det er lige præcis dét, en ulykkelige far bliver fanget i, så han svarer det pudsige: jeg tror, hjælp min vantro!
Dvs. han både tror og tror ikke.
Han siger: Jeg tror på dig - at du er Guds søn, der har kræfter til at helbrede og til at rette op på denne verdens ulykker. Men samtidig tror jeg ikke mere på mig selv og min egen tro, for jeg ved at dén ikke er stor nok eller stærk nok til noget som helst.
Jeg tror på dig, hjælp min vantro på troen.

Og så bliver hans dreng helbredt.

For sand tro, det er i grunden intet andet end at give slip på sig selv og sine egne fortræffelige evner. - Og jo flere man har af dem, jo sværere er det sikkert.

Derfor kan Jesus også prise de fattige i ånden salige, og de sagtmodige, for de har netop ikke så meget andet, end plads til Gud.
Og derfor har børnene i evangeliet en særlig status: Den, der ikke modtager Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Vi skal netop ikke tro på vores egen tro, men vi skal tro på Gud.
Troen er ingen selvstændig kraft, men den er altid bestemt af, hvad den er tro på.

Derfor er det ret ligegyldigt om konfirmander og alle os andre, nu også tror nok til at blive konfirmeret eller til at komme her hver søndag, bare vores tro er tro på Gud.

Amen.