Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 2. april 2006

Mariæ Bebudelse

Da sagde Maria:
»Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre -
mod Abraham og hans slægt til evig tid."
Luk 1,46-55


Min sjæl ophøjer Herren, min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Det er næsten som vi lige har sunget det: Min sjæl du Herren love, hans navn mit hjerte frydes ved.

Og det er da i grunden fantastisk, at det er dét Maria bryder ud i - lovsang, og ikke gråd - da hun en ganske almindelig hverdag omtrent 9 måneder før juleaften, får besøg af ærkeenglen Gabriel, der kan fortælle hende om Guds planer for hendes fremtid.

Sådan en helt almindelig pur ung landsbypige, der var forlovet med en tømrerlærling og sikkert gik rundt og havde ganske andre drømme for deres fælles fremtid, end at hun skulle blive mor til Guds egen søn; dette underlige og særlige barn, som gjorde sine forældre bekymrede ved at blive væk i Jerusalem en påske; gjorde dem skam ved at gøre sig bemærket som vandreprædikant, og endda en gang frasagde sig slægtskabet med sin kødelige familie med en henvisning til at de, der i sandhed var hans mor og brødre og søstre, var de, der hørte hans ord.

Den unge Maria havde sikkert heller ikke i sin vildeste fantasi drømt om at hun en forfærdentlig fredag skulle stå ved foden af et kors og se sin egen søn lide og dø.

"Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!"

Alligevel har Maria - via sit folks historie og sin tro - vidst én ting: at Gud handler med sit folk, Han griber ind i historiens gang, og Han gør det gerne med børn, der bliver undfanget under unaturlige omstændigheder.

Det er ikke altid behageligt, og det medfører ikke altid lykke for dem, det hænder for, men det er Herrens vilje.

Maria har kendt historien om Herren, der viste sig ved Mamres Ege for Abraham, dengang både han og Sara var langt oppe i årene. Og hun har vidst at året efter havde Sara Isak.

Hun har også kendt historien om Hannah, der ikke kunne få børn, men så brændende ønskede sig en søn. Da hun i templet hos Eli lovede at en eventuel søn skulle vies til Herren, lykkedes det;
hun fødte Samuel, og da Hannah afleverede ham i templet brød også hun ud i sang: "mit hjerte fryder sig over Herren", som der fortælles om i Samuels-bøgerne i det gamle testamente.

Al denne her lovsang! - man har næsten lyst til at kalde den "lovsang på trods" , for man skal ikke bilde sig ind, at det har været behageligt at være Hannah, eller Sara eller Maria; at være udpeget af Gud til noget specielt - at have fået et kald.
Alligevel glæder Maria sig over at Gud har set til sin ringe tjenerinde. Hun glæder sig over at kunne bruges.

Og der er noget smukt i at kunne glæde sig over at blive brugt.
Noget smukt i at være tilfreds med at se sig selv som et lille bitte led i Guds frelsesplan, som et værktøj i Hans hånd.

Maria har kunnet tåle at se sig selv som en del af en helhed, som et skridt på vejen, og ikke som sit eget livs mål og mening.
Og det afslører Marias meget fine fornemmelse for hvad meningen med livet egentlig er.

Hvis vi stiller os selv det spørgsmål i dag, får vi sikkert lidt forskellige svar:
Nogle vil mene at meningen med livet er, at vi selvfølgelig skal LEVE det, altså have det godt og opleve en masse mens vi er her.
Nogle vil mene at meningen er vores børn, at vi bringer vores gener videre.
For andre er meningen med livet nydelse, kærlighed, at være elsket af mange.

Men for Maria er det klart, at meningen med hendes liv ikke ligge hos hende selv, men udenfor, nemlig hos Gud.
Hun er vores forbillede for det allermest meningsfyldte i vores liv, nemlig at gøre Guds vilje.

Jeg vil tro at den største trøst for et gammelt menneske må være at kunne sige: Gud har brugt mit liv godt.
Jeg har været et redskab i Hans hånd,
til at gøre godt mod andre, til at stoppe nogen i deres forehavende, måske, hvis det var nødvendigt.
Jeg har ikke altid selv kunnet se meningen med det, der skete i mit liv, jeg har ikke altid selv valgt vejen, og det har måske heller ikke altid været behageligt, men nu kan jeg i bakspejlet se at jeg har være et redskab, og dét har været uendeligt meningsfyldt.

At Maria havde et kald og var et redskab i Guds hånd er ret indlysende. Også for Maria selv.
Når det drejer sig om os, bliver det straks lidt mere indviklet.
Hvis meningen med vores liv er at gøre Guds vilje, hvordan gør vi så det?
Hvad er vores kald? Hvordan bliver vi et redskab for Ham? Os, der da vist alle, har fået vores børn på ganske naturlig vis, hvordan giver vi os ind under Guds vilje, så vi selv bliver små, mens Han vokser i vores liv?
Det kan man stort set bruge hele sit liv på at tænke over, hvis man har lyst til det. Men man kan også se det fra en anden side, og så sige at det for så vidt allerede er sket. Og det skete i vores dåb.

Et meget yndet motiv, der også er præget i bunden af rigtigt mange af de gamle dåbsfade rundt omkring i landets kirker, er netop motivet fra Maria bebudelsesdag.
En ung Maria og ærkeenglen Gabriel, der står ved hendes side.
Og symbolikken er klar nok: som Maria var et redskab i Guds hånd og gav plads for Hans vilje til at undfange hans søn og bære ham under sit hjerte, gør vi i dåben plads for Guds vilje til at bære hans søn i vores hjerte.
Som Maria dengang undfangede Guds søn i sit liv, undfanger vi i dåben Guds Ånd i vores hjerter.
Dér skal Han vokse hele vores liv, så vi kan blive små og hans vilje kan ske ved os.

For at han skal bo ved troen i vores hjerter, så vi kan vokse i kærligheden.

Amen

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring