Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 16. april 2006

Påskedag

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matt 28,1-8


Jeg ved ikke om I har lagt mærke til solsorten i år.
Men jeg har hørt den allerede.
Hvis man går sig en tur lige omkring solnedgang, så kan man være ret sikker på at kunne få øje på den i toppen af en flagstang, eller på tagryggen eller oppe i et højt træ.
Og endnu bedre end at få øje på den: man kan være sikker på at høre den.

Sådan en stille aften, hvor vinden har lagt sig, og dagens arbejde er forbi og solen er ved at gå ned er der ikke noget så smukt og længselsfuldt som solsortens sang.

Den giver løfter om lune sommeraftner og lange udstrakte dage med tid til det hele.
Solsortens sang har sådan en tone af længsel i sig, der kan ramme lige midt ned i vores længsler og drømme og håb.

Drømmen om forår og ny begyndelse. Om at komme ud og se verden, måske. Drømmen om et sted, hvor alt er opfyldt, Drømmen om det fuldkomne.

Drømmen om det ny Jerusalem, som bibelen ville kalde dét sted. Et sted, "hvor døden ikke er mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine."

Vi har klangbunden i os til at forstå solsortens sang.
For vi er mennesker, der nok er født med begge ben på jorden, men vi er ikke af jorden.

Vi blev taget af jord og vi skal blive til jord engang når vi dør. Men det er også af jorden vi - ligesom vores Herre og frelser - skal genopstå.

Det lovpriste Peter Gud for i sit brev, hvor han skrev at vi alle er genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Håbet og længslen lever i os.
På grund af dagen i dag. Den dag, hvorom alting drejer sig.

Og det er en dag, der sandelig ikke går stille for sig. Der er både jordskælv og vælten med store sten i Mattæus’ evangelium.

For intet mindre kan gøre det.
Påskedag skabte Gud, - som på den første skabelsesmorgen - ud af intet.
Han kaldte det, der var dødt, til live igen. Det er en helt ny begyndelse, en nyskabelse.

Og Jesu opstandelse er det fremtidshåb for os, der er så levende at det ikke kun forbinder sig med noget, der skal ske engang; - det bliver virkelighed her og nu, som den forventningens glæde og trøst vi lever vores liv i.

For med til vores liv hører jo nemlig også døden. Som den største af alle vort livs smerter: Døden, der tager dem fra os, som vi elsker.
Døden, der gør os angste for ikke selv at være mere, angste for meningsløsheden.

Men den smerte er ikke længere den samme efter påskemorgen. For nu er der plantet et håb i os, at som Gud oprejste Jesus, vil Han også engang kalde os ud af døden.

Et håb, der henter næring i den tomme grav, som englen sidder ude foran.

Så vi, når vi som en anden langfredag har lukket os inde og rullet stenen for, så alt er blevet mørkt og udsigtsløst, at også vi, allerede nu, kan opleve at stenen rulles fra og lyset vælder ind og vi kaldes ud til liv og sammenhænge med andre mennesker, der stadig vil os.

Men måske skal der også et helt jordskælv til for at vælte stenen fra vores hjerter?
Måske nager tvivlen stadig.
Jammen, er det sandt? Spørger vi, fulde af skepsis. Er det sandt: Har vi noget at betyde?... Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår?

Det jordskælv vi har behov for er nu, i den forbindelse ikke voldsomt som en naturkatastrofe.
Vi har behov for stille og roligt at høre efter at det var sådan det foregik, så det også bliver sandt for os at frelseren stod op af døde, som vi synger om, at dét er hver langfredagspant på en påske morgenrøde.

Og hvad er da "gravsegl, sværd og skjold"? Hvad er da håbløshed og død, og alt det, der vil lukke inde og lukke ude?
Det er ingenting! Overfor den levende Kristus er håbløsheden og døden virkelig ingenting.

"Avner kun, når han vil ånde" - som man i høsten kastede kornet op i luften for at lade avnerne flyve bort med vinden, sådan blæses død og håbløshed og mismod og angst langt væk med Herrens varme åndedrag.

Når Ordet bliver levende og får store tunge sten til at falde fra vores hjerter og rulle bort, så åbnes udsigten fra det lave; fra dødningehjem til de levendes land.
Så kan alt hvad der er dødt og frosset til, i vores hjerter kaldes til live igen.
For vi skal vide at dét er sandheden om vores liv: at alt ender med opstandelse og glæde.

Længslen i os er ikke ubegrundet, vi tilhører ikke jorden, men Guds himmel.

Sognepræst Ingrid Schrøder-Hansen fortæller til sidst i sin meget fine genfortælling af Det Ny Testamente om apostlen Johannes, der nu er blevet gammel og er taget til fange, og har siddet natten igennem sammen med trællene i stenbruddet på Patmos og fortalt dem om sine store syner.

Om Kristus den Opstandne, som nu sidder på sin trone og siger: "Se jeg har åbnet en dør for jer, som ingen kan lukke."

De havde lyttet. De havde sunget: "Herre Jesus kom til os med livets lys." Den ene sang havde afløst den anden. De havde talt om Det store Håb, der var tændt. Om Kristus og alt hans, natten igennem.
Ingen havde haft lyst til at sove.

"Lavt mod øst begyndte himlen at gløde. De gik udenfor og så lyset stige og brede sig som vinger i violette, røde, gyldne, ja, i himmelske farver."

"Da den rungende jernplade kort efter flængede gennem det skønne syn og kaldte dem ned til arbejdet i stenbruddet, vendte de sig og gik ned mod endnu en dags lidelser.
"Men" - som Ingrid Schrøder-Hansen skriver det "deres øjne lignede ikke længere trælles. De gemte på en stor ro. Som mennesker, der véd, at de er med i en historie, der ender godt."

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring