Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 14. maj 2006

4. søndag efter påske

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Joh 8,28-36

Sidste søndag blev der rundt om i landet prædiket over de ord af Jesus hvor han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet - ingen kommer til Faderen uden ved mig."

Det er ord, der på sin vis betyder det stik modsatte af, hvad man mener med ordsproget "alle veje fører til Rom."
- for med det mener man jo at ligegyldigt hvilken vej man tager, skal man nok nå frem til målet.

Jesu ord betyder at der kun er én vej at tage, én vej der er den rigtige og fører frem til livet hos Gud.

I dag hørte vi så i læsningen fra apostlenes gerninger hvor forskelligt man kan forholde sig til den "vej", Jesus kalder sig selv.

Vi hørte om hvordan Saulus forfulgte og fængslede alle dem, der hørte til Vejen, som man dengang kaldte de første kristne.
Saulus fulgte af gode grunde ikke selv denne vej - han var jøde, og troede på Gud, på den måde som jøderne altid havde troet på Gud. Han mente også at der kun var én vej til Gud, men den gik sandelig ikke gennem Jesus men gennem overholdelsen af moseloven.

Og hvis nogen påstod andet - såsom denne her "nyreligiøse" bevægelse, der troede på at Jesus var Guds søn, så skulle de ryddes af vejen.
Det var nemlig Saulus’ arbejde: at tvinge de kristne "tilbage" til jødedommen, eller også at få dem slået ihjel.

Evangelieteksten til i dag, viser en strid mellem Jesus, og jøderne; en strid, der handler om frihed.

Og frihed er konsekvensen af hvilken vej man vælger.
"Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen", siger jøderne nok så selvbevidst, "hvordan kan du så sige: I skal blive frie?"

Jo, det kan Jesus, fordi jødernes frihed ikke er frihed, men, som han så det, trældom under loven.
Nok var jøderne et forholdsvis frit - så man bort fra den romerske besættelse af landet - så var de et forholdsvis frit og aldeles selvbevidst folk, men deres vej til Gud var bestemt af overholdelse af moselovens forskrifter, og deri, mente Jesus var de alt andet end frie.

Overfor den jødiske lovbundethed sætter Jesus sig selv som de kristnes vej til Gud.

Og det er noget underligt noget at en person kan være en "vej", men man kan også udtrykke det således: at vores vej til Gud er troen på at Jesus var Guds søn, og at han døde på korset for vores synders skyld.

Og det giver os frihed.
For alt det, der binder os: bekymringen om vores liv og død, vores frelse, bekymringen om lykke eller ulykke, al den selvkredsen, der med eet ord kan kaldes synd, tager Jesus med sig i døden og giver os frihed i stedet.
Friheden i at vide, at vores forhold til Gud, vores lykke og frelse og liv og død er der taget hånd om, om vi ellers vil tro det.

Det er naturligvis ikke en banal ligefremt forstået frihed Jesus taler om.
Som frihed, for den der sidder i fængsel, er, konkret at døren bliver åbnet og han blive sat fri til at gå.
Men Jesus taler om en frihed, der også kan findes i en fængselscelle. En åndelig frihed, der på én gang sætter os fri og samtidig binder os til sig.

Og for nu at gøre et måske lidt stort spring tilbage til historien om Saulus på vejen til Damaskus, mon så ikke det var noget af det han oplevede dér.

Saulus blev mødt af Guds kærlighed; en kærlighed, der gjorde blind, også mere blind end man sådan plejer at sige at kærlighed gør, og det satte ham fri, og bandt ham på samme tid.

Satte ham fri af moselovens vej til Gud, og gjorde ham seende igen - i skikkelse af Ananias - og bandt ham til sig, fordi Saulus med nødvendighed måtte lægge sit liv helt om.
Han måtte skifte spor og finde ind på en helt ny vej, den vej, der blev kaldt "Vejen og Sandheden og Livet".

Han havde fundet ud af, at den vej han indtil nu havde fulgt ikke førte ham derhen hvor han ville, til Gud.

Og Ananias døbte ham, og ved dåben fik han et nyt navn: Han skulle ikke længere kaldes Saulus, men Paulus.
Paulus blev som bekendt en af kirkens største missionærer, der utrætteligt arbejdede for at udbrede kendskabet til "Vejen og Sandheden og Livet"

Det var absolut ikke et liv uden omkostninger. Mange gange blev Paulus forfulgt og fængslet for sit budskab, slutteligt blev han også efter al sandsynlighed halshugget i Rom, men alligevel følte han sig altid som et frit menneske.
Det kan man læse ud af hans breve. Han er fri - kun bundet af evangeliet.

I Fillipperbrevet, som er et af de breve han netop skrev mens han sad i fangenskab, skriver han "glæd jer, glæd jer altid i Herren. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak."

Den glæde og ubekymrethed som Paulus føler, selv i fangenskabet, den udspringer af troen på Guds kærlighed til os, sådan som den viste sig for Paulus, og som den også viser sig for os i Jesu Kristi liv og død.

For også vores frihed ligger i at være bundet til Gud!
Det er ved at lytte til evangeliet om Jesus Kristus at vi bliver sat fri.
Befriet fra vores indkrogethed i os selv, vores selvkredsen om egen liv og lykke, der i sidste ende også er vores synd, netop fordi den hindre os i at være ordentlig tilstede i nuet. Overfor Gud og overfor næsten.
Den synd har Gud ud af sin kærlighed og barmhjertighed tilgivet os, så vi med Luther kan fryde os og springe højt af glæde, som vi skal synge det nu efter prædikenen.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring