Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 1. oktober 2006

16. søndag efter trinitatis

Vi er lige nu så langt fra påske som vi kan være.
Det er et halvt år siden vi sidst hørte om Jesu opstandelse, og der er endnu et halvt år til vi igen skal synge "Herren af søvne opvågned, opsprang".

Faktisk er det omtrent 2000 år siden Jesus stod op fra de døde, og der er ingen tegn i sol og måne på at vi nærmer os den yderste dag - den dag Martha taler om, da alle skal opstå og sammen gå ind til det evige liv.
Opstandelsen er langt fra vores efterårs-år 2006- virkelighed.

Opstandelsen er også langt fra os i en anden forstand. For når nogen dør fra os, så oplever vi jo ikke at få dem igen, sådan som Martha og Maria fik deres elskede bror tilbage.
Nej, så er vi fyldte af de samme tanker, som også søstrene gjorde sig; tanker som "hvis bare...." og "hvorfor..."
Følelsen af uretfærdighed og følelsen af stor sorg.
Men for os, bliver disse følelser ikke forløst umiddelbart og direkte som de blev det for Martha og Maria.

Vi får ikke vores døde igen!
Og hvad skal vi så stille op med fortællingen om Martha og Maria og Lazarus?

Vi bliver naturligvis mindet om, at det igen skal blive påske. At vi pga Jesu død og opstandelse kan se frem til opstandelsen på den yderste dag.
Den dag, også Martha tror på.

Men genkender vi ikke også hendes lidt tøvende svar?
Da Jesus trøster hende med ordene: "Din bror skal opstå", så siger hun: "ja, jeg ved at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag"
Og det føles egentlig ikke som en rigtig trøst.
Udsigten til en opstandelse så langt ude i fremtiden, ja på den anden side af vores tid, kan ikke for alvor trøste i det tab, der lides nu.

Opstandelsen hører en anden tid til. Og egentlig bliver det bare cementeret at i vores tid hersker døden.
Børn død, unge dør, gamle dør. Og hver gang lider vi tab. Det er vores fælles horisont i verden.
Lazarus’ opvækkelse var en en-gangsforeteelse - et forjættende tegn på hvad der skal ske engang, men som - smerteligt - jo ikke sker nu.

Dog viser fortællingen os Jesus som Guds søn. Manden, der har magt over liv og død; ham, der kan skabe hvad han nævner, liv, selv dér hvor liget allerede stinker, selv dér hvor virkeligheden er alt for virkelig død.
Vi får slået fast at Jesus fra Nazareth virkelig er Guds søn.

Der er ligesom to bevægelser - to retninger - i fortællingen her.
Den ene er bevægelsen ud af verden, ud af livet. Lazarus dør. Han forlader verden og bevæger sig ud af søstrenes liv. Sammen med ham mister de noget af sig selv. Den bedste del af deres tilværelse slutter.

Allerede her i livet, her i verden bliver der sat punktum for noget af deres liv. Deres kærlighed bliver hjemløs. Deres tro på, at der er retfærdighed til forlader dem. Døden har taget Lazarus fra dem og har taget en bid af deres liv og kærlighed med sig. Ud af verden.

Men der er også den anden bevægelse. Ind i verden. Ind i deres tilværelse.
Jesus er Guds søn; ikke bare én, som kommer med bud om, hvad der engang skal ske på den yderste dag, ikke kun for at give os håbet om at vi ved opstandelsen engang skal få alt igen. Men Han kommer selv til verden.

Og Jesus græder over Lazarus. For Han harmes også over dødens uretfærdighed og hærgen.
Han kommer ikke og fortæller dem, at der er en dybere mening med dette her, en mening som de bare ikke forstår. At det var bedst sådan, at Lazarus måske er blevet skånet for meget ondt ved at dø.

Nej, han giver søstrene ret.
Han føler ligesom dem. Døden er den sidste og den største fjende. Den ødelægger vores liv og tager vores kærlighed fra os.

Det er så voldsomt at vi kan være nødt til at fortrænge det til dagligt, hvis vi ikke skal lammes af angst.
Og derfor er det også at de mennesker, der mister én af deres nærmeste ofte er udsat for at opleve isolation - at blive mødt af en mur af tavshed.
Andre mennesker kan ikke holde deres lidelse ud - ene og alene af den grund, at vi så godt ved, at det lige så vel kunne være sket for os.

Men bevægelsen ind i verden er at Jesus kom til verden, kom til Martha og Maria, og han kunne godt holde ud at være sammen med dem i deres sorg.

Han giver søstrene ret: det er uretfærdigt; døden er ikke noget vi bare kan affinde os med, den er vores fjende.

For som vores trøst kommer aldeles til kort overfor efterladte, hvis vi prøver på at tale om mening, eller tiden, der læger alle sår, så er der kun trøst tilbage i Jesu ord, om vi ellers tør tro dem: jeg er opstandelsen og livet.
Altså: din brors stemme er blevet tavs, men mit ord skal tale livet ind i det hjerte, så dine dage ikke bliver tomme og døde.

Lazarus kaldes ikke ud til det evige liv - han skulle jo dø igen, men han kaldes ud for at opvække alle døde; også de der er døde endnu mens de lever.

Jesus er ikke opstandelsen og retfærdigheden. Han er opstandelsen og livet. Og hører vi hans ord, skal vi leve om vi end dør.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring