Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 3. december 2006

1. søndag i advent

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.«
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!«
Matt 21,1-9


Her i foråret - i maj måned - havde skolen tværsuge. Sådan en uge hvor den almindelige undervisning bliver suspenderet til fordel for et emne man på tværs af de forskellige fag og forskellige årgange kan fordybe sig i.

Og denne gang havde jeg lidt at gøre med 4-5 klasse. Deres uge bestod nemlig i at "se det store i det små".
Det hed overskriften - at se det store i det små - og deres opgave indebar bla. en tur herover i kirken for at fotografere.
De skulle Zoome ind og tage billeder af måske bittesmå detaljer, som man til daglig ikke lægger mærke til, men som faktisk kan fortælle en hel historie hvis man har øje for det.
Og børnene gjorde sig nogle rigtig kloge overvejelser og der kom nogle rigtig fine billeder ud af det.

Den tværsuge kom jeg til at tænke på det, fordi det netop er så vigtigt at vi ind i mellem får skærpet vores sans for at se det store også i det små.
At vi giver os selv tid og lov, til at se noget storslået i det der måske ser nok så dagligdags ud.
Alt afhænger jo af øjnene der ser!, ved vi nok.

For det gælder i dag, og det gjaldt lige præcis også dengang - da Jesus en måske lidt bleg og blæsende forårsdag red ind i Jerusalem.

Som Mattæus fortæller historien for os, fortæller han i bagklogskabens lys.
Han ved at berette om folkeskaren at de jublede i vejkanten og strøede grene på vejen foran ham og bredte deres kapper ud, så æslet ikke skulle betræde den bare jord.
Et sandt triumftog, lyder det til; det er profetien der går i opfyldelse og folket der hylder deres konge.

Men Mattæus vidste selvfølgelig også på det tidspunkt han skrev sit evangelium hvem Jesus var: Guds søn og herre over både himlen og jorden.

Den viden, så sand som den ellers er, skal den alligevel ikke snyde os fra at forestille os hvordan indtoget i Jerusalem må have set ud.

Den store folkeskare, som Mattæus skriver om var måske ikke så fantastisk mange mennesker endda.
Jeg tror ikke Jerusalem dengang var en kæmpestor by målt med nutidens øjne.
Og det var jo heller ikke alle mennesker der var interesserede i at hylde denne påståede Messias. Den bedre del af borgerskabet og hele præsteskabet holdt sig da i hvert fald væk.
Så det har nok været en lidt broget skare, når det kom til stykket.

Hvis man nu hørte til én af dem, der måske nok havde hørt om, men ikke rigtig vidste hvad man skulle mene om ham Jesus fra Nazareth og man stod i udkanten af folkemylderet og kiggede på, må optoget have været et sælsomt syn.
Jævne mennesker, fattige mennesker jublende over en godt og vel 30-årig mand, i ganske almindeligt hverdagstøj, ridende på et ganske almindeligt hverdagsdyr - et æsel.
På vej ind i Jerusalem for hvad? for at indtage byen og sætte sig på tronen? - så manglede der nok lidt millitær bistand for at kunne matche romerne.
Men for hvad så da? - ja, hvad skulle man tro?

Alt afhænger af øjnene der ser.
De fleste dengang så en religiøs fantast, der hævdede det mest blasfemiske om sig selv, nemlig at han var Guds søn.
Nogle få så og troede på at han faktisk var det.
Nogle få evnede at se det store i det små.

Og ja, vil man måske indvende, havde man bare været der dengang, havde set med sine egne øjne, og fornemmet den karismatiske udstråling ved Jesus, så havde man også været én af dem, der kunne se det store i det små, én af dem, der kunne tro.
Så havde det været så meget nemmere end i dag, hvor alting virker så fjernt.

Men nej - det havde absolut ikke været nemmere at være der dengang. Så havde man ikke haft Mattæus’ bagklogskab, man havde ikke selv haft opstandelsesberetningen i baghovedet, man havde ikke hørt beretningen om "indtoget i Jerusalem" fortalt inde i et kirkerum - sådan som vi er det lige nu. Et kirkerum, der er fyldt med symboler, og hvor hele den måde man opfører sig på signalerer højtid.

Nej, havde man været der dengang, så havde man været helt og aldeles overladt til, en ganske almindelig hverdag at stå ved en støvet indfaldsvej i udkanten af Jerusalem og tænke sit.
Og havde man mon da set højtiden? Havde man da set det store i det små?

Hvis man havde, var det fordi man havde set med troens øjne. Og man ville være klar over at tro er en nådegave, ikke en beslutning man selv tager, ikke noget der afhænger at ens egen vilje, men en nåde der strømmer til én fra Gud.

For troen er, at se dét klart, som vi ikke kan sige os selv med sikkerhed.
Virkelig at være overbevidst om det store i det små, at kunne se højtiden midt i hverdagen, at kunne opleve det fantastiske i at vågne op til hver en ny dag, er en nådegave fra Gud.

Så selvom vi er inde i kirkerummet, og det er søndag, det er 1. s. i advent og det er højtid, ja så lukker evangeliet alligevel ikke hverdagen ude af kirkerummet.

Den lille grå hverdag lukkes med ind, for at vi skal se den i dens fattigdom, og så høre af Vorherres egen mund, at det store sandelig er i det små.
"Du kalder da vel ikke dette her hverdagsliv for stor herlighed?", indvender tvivleren måske
"og da slet ikke sådan en jævn og almindelig søndagsgudstjeneste med lidt for få deltagere i en alt for stor og almindelig dansk landsbykirke?"

Nej - det gør jeg ikke. Men Gud gør. Han insisterer på det store i det små.
Alt afhænger af øjnene der ser. Vi kan kun bede Vorherre om at måtte få troens øjne, så vi kan se det storslåede i hver eneste dag i vores liv.
Så vi kan se at vi allerede lever i nådens år, at Guds Rige er midt iblandt os.

Amen


Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring