Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 7. januar 2007

Hellig 3 konger

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52


Den fattige jomfru Maria "sad i løn og fødte himlens kongesøn" - som vi sang det juleaften.
Jesus, der var "Mand i lys, men dog Gud i løn".

Lys og løn - det er nemlig to sider ved Jesus: det åbenbare, og det skjulet; - det øjet kan se og så det hjertet kan tro.

"Mand i lys" - det er det, øjet kan se. Et barn i krybben, en 12-årig i templet, en omvandrende prædikant, en korsfæstet mand.
Et menneske. Mand i lys.

Men dog, for hjertet: "Gud i løn".
Løndom er det, der umiddelbart er skjult.
Ikke gemt væk, som noget man er flov over, eller noget man ikke vil skal opdages, men skjult på den måde, at det bare ikke er det umiddelbare, det første øjet ser.

Selma Lagerlöff har en vidunderlig legende om hvordan den 12-årige Jesus i templet åbenbare sin løndom, sin guddommelighed.

Hun fortæller om det fattige ægtepar, der var kommet ned nordfra med deres lille dreng, for at vise ham templet.
De gik rundt og kigged på dets herligheder: søjlerne, de gyldne altre, de to kobberporte, der var så tunge at det krævede 30 mand for at svinge dem frem og tilbage på deres hængsler.
De lod sig opsluge af menneskemylderet, så på ypperstepræstens fine brystsmykke med guld og ædelstene, og lyttede til de hellige mænd, der underviste deres disciple.

Men drengen var underligt uimponeret af det hele.
Til sidst blev han træt og familien fandt en krog hvor han kunne lægge sig til at sove.

Mens han sov snakkede drengens forældre lykkeligt sammen om besøget i templet. For de havde begge været så ængstelige for denne dag.
"Når han fik dette Guds hus at se, troede jeg han ville blive her for bestandig" sagde drengens mor, og forældrene huskede hinanden på de forunderlige ting der var sket, og de underlige ord der var sagt til dem i forbindelse med hans fødsel for 12 år siden.

Men nu var han heldigvis ganske som alle andre børn.

"Jeg er næsten begyndt at håbe, at Herren i sin nåde vil vælge en anden til de store gerninger og lade mig beholde min søn hos mig", sagde drengens mor.

Da drengen igen vågnede begav familien sig tilbage ud mod teltlejren.

Men ved udgangsdøren så drengen den store kobber-lur.
"Den hedder "verdensherskerens stemme", fortalte hans mor ham, "med den sammenkaldte Moses israels børn, men efter hans tid har ingen formået at lokke en enste tone ud af den. Den, der engang kan gøre det, han skal samle alle jordens folk under sit herredømme", smilede hun lidt ved sig selv, som over et gammelt eventyr, inden de gik videre udenfor.

Udenfor i tempelgården var der i klippen en dyb og bred kløft, som kong Salomon ikke havde villet fyldt op, da han byggede templet.
Over kløften var i stedet spændt en lang skarptsleben stålklinge, som nu lå rusten og ikke længere ordentligt fastgjort ved enderne.
Drengen var betaget.

Det er "Paradisets bro", forklarede hans far ham.
Den, der kan gå på den over kløften, kan være sikker på at komme i paradiset.

Drengen så op, og hans øjne faldt på to piller af sort marmor, der stod så tæt ved siden af hinanden, at man knapt kunne få et halmstrå imellem dem.

"De to piller førte vores fader Abraham med sig til Palæstina fra det fjerne Kaldæa. Vi kalder dem Retfærdighedens port", fortalte drengens forældre ham.
"Den, der kan trænge sig ind mellem dem, han er retfærdig for Gud og har aldrig begået nogen synd".

Drengen ville gerne være blevet stående dér resten af dagen, men forældrene trak i ham; de skulle hjem til teltet, og gøre klar til, at de næste mogen kunne begynde den lange vandring hjem mod Nazareth.

Da det blev mogen begyndte nedpakningen. Drengen var ikke med til arbejdet, og på et tidspunkt faldt det ham ind at han kunne gå tilbage til templet endnu engang.

Han kom til de to sorte marmorpiller.
Og bedst som han stod og beundrede dem, hørte han en samtale hos dommerne fra det høje råd.

En rig mand havde stævnet en fattig enke.
Hun skyldte ham penge, sagde han, men hun bedyrede at hun allerede én gang havde betalt sin gæld.
Hun var så fattig at hvis dommerne nu dømte hende til at betale, var hun nødt til at give den rige mand sine døtre til slavinder.

Dommeren vendte sig til den rige mand og spurgte ham om han var villig til at aflægge ed på at den fattige enke ikke allerede havde betalt sin gæld.
Og den rige mand svor: "så vist som ingen nogensinde skal vandre gennem retfærdighedens port, så vist skylder denne kvinde mig den sum, jeg kræver"

Da dommerne hørte det, dømte de at den fattige enke skulle give ham sine døtre.

Men den lille dreng hørte det og tænkte "Den rige mand taler sikkert ikke sandhed. Hvor ville jeg dog ønske at nogen kunne komme igennem retfærdighedens port."
Og det gjorde ham så ondt for den stakkels enke at han sprang op på marmorpillernes fodstykker, og satte sin skulder ind i fordybningen som for at bane sig vej.

Og i samme øjeblik sang det i de gamle piller, og de veg til side - en til højre, en til venstre - og gav så meget plads at drengen netop kunne komme igennem.

Der opstod den største forbavselse og forvirring.
Den første der kom sig var dommeren, der råbte at man skulle gribe den rige mand og føre ham tilbage for retten. Han måtte afstå alt hvad han ejede til den fattige enke, fordi han havde svoret falsk.

I forvirringen glemte man drengen.
Men han var også allerede gået videre hen mod Paradisets bro.

Bag Paradisets bro lå det store brændofferalter, hvor hvidklædte præster tog imod offergaver fra tilrejsende.

Drengen så en gammel mand komme med et lille, magert og skambidt lam. Det ville præsterne ikke ofre - kun det bedste er godt nok for Herren, sagde de - også selvom den gamle tryglede dem om at modtage hans offer, for hans søn lå for døden og han ejede ikke andet at ofre til Gud for hans helbredelse.

"Det gør os ondt", sagde præsterne "men det er ligeså umuligt at efterkomme din bøn, som det er at vandre over Paradisets Bro"

Og drengen blev grebet af medlidenhed med den gamle.
Han tænkte på den gamle mands søn, og før han vidste af det var han vandret hen over kløften ad den rustne stålklinge, der gav en høj bævende tone fra sig.

Alle så derhen, og præsterne vidste at Gud havde gjort et under for at vise dem, at Han godt ville modtage den gamles gave.

Drengen blev borte i folkemængden, og kom hen i den dunkle søjlegang, hvor kobberluren stod støttet op i mod muren.

Han stirrede på den og tænkte på hvor stort det ville være at vinde alle jordens folk.

I søjlegangen sad også en hellig mand og underviste sine disciple.
Men én af disciplene var hedning og havde listet sig ind under falsk navn.
"min sjæl vansmægtede af længsel efter kundskab om Gud" sagde han "men jeg vidste at du ikke ville undervise mig, hvis jeg ikke sagde jeg var en israelit. Jeg beder dig: lad mig blive hos dig!"

Men den hellige mand rejste sig og løftede sine arme mod himlen "du kan lige så lidt blive hos mig, som nogen kan blæse i den kobberlur, som vi kalder verdensherskerens stemme"

Og drengen, som hørte det hele, tænkte "ak, kunne jeg dog blot blæse i luren, så var den unge mand hjulpet"
Og han tog luren og satte den for sine læber, og en stærk klingende tone genlød over hele det store tempel.
Straks sagde den hellige mand til sin discipel: "kom og sæt dig ved mine fødder igen, Gud har gjort et under for at vise mig, at det er hans ønske at du skal indvies i hans lære"
Det var nu omtrent blevet aften, og man hørte en mand og en kvinde komme hurtigt gående op mod templet.
"vores dreng er blevet borte" sagde de ængsteligt, "er der nogen, der har set en enlig lille dreng?"

De banede sig vej gennem folkemængden og så straks at det barn, der sad midt iblandt de hellige mænd var deres søn.

Kvinden gav sig til at græde.
"Hvorfor græder du" spurgte drengen, der straks gik hen til hende.
"skulle jeg ikke græde", sagde moderen, "jeg troede jeg havde mistet dig"

De forlod templet, og moderen blev ved med at græde.
"jeg søgte efter dig hele dagen, jeg troede jeg havde mistet dig", forklarede hun.

De gik natten igennem, men moderen græd stadig.
Barnet spurgte "hvorfor græder du? Jeg har ikke søgt min egen ære, men Gud har ladet mig gøre undere, fordi han ville hjælpe disse tre stakkels mennesker. Og såsnart jeg hørte din stemme, kom jeg tilbage til dig."

"Min søn", svarede moderen, "jeg græder, fordi jeg alligevel har mistet dig. Du kommer aldrig mere til at tilhøre mig. Fra nu af vil dit livs stræben være retfærdighed, din længsel vil stå til paradiset og din kærlighed vil omfatte alle de stakkels mennesker der opfylder jorden."

Og sådan blev det.
Fordi den 12-årige Jesus i templet nok var mand i lys, men dog Gud i løn.

Maria mistede sin søn. Han mistede selv sit liv; han gav det til løsesum for mange, fordi Guds kærlighed omfatter alle os stakkels mennesker, der opfylder jorden.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring