Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 28. januar 2007

Sidste søndag efter Hellig 3 konger

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matt 17,1-9


På fredag er det kyndelmisse, - eller Kjørmes Knud, som vi synger det med Jeppe Aakjær - den 2. februar, som førhen blev regnet for vinterens midte; den dag hvor bonden helst skulle have i al fald halvdelen af sit vinterforråd tilbage, og den dag hvor man vidste at fra nu af gik det den rigtige vej, nu gik vinteren på hæld.

I kirken fejrede man lysmesser - deraf navnet kyndelmisse, missæ candelarum, for lige netop den dag, hvor vinteren var allermest mørk og kold, havde man, dengang som nu, også allermest brug for evangeliets lys og varme.

Det er den sidste søndag efter Hellig 3 konger i dag. Nu er det slut med den periode af kirkeåret, hvor vi populært sagt "pakker vores julegave ud", Helligtrekongers-tiden, der handler om Guds herlighed - lyset, der var kommet til jord julenat, for at oplyse vores kolde og mørke vinterliv.

Næste søndag begynder nedtællingen til påske, hvor Guds herlighed også er her, om end skjult for vores umiddelbare blik på en korsfæstet mand.

En sidste portion af lys og herlighed skal vi have med os i dag: Moses ansigt, der strålede af lys når han talte med Herren, og Peter der i epistlen selv fortæller om hvordan han og de to andre disciple så Jesu majestæt i en lysende sky og med snehvide klæder.

Det syn skal vi huske og det skal vi tage med os ind i den kommende påsketid.
For når vi møder modstand og mistrøstighed, måske endda ligefrem lidelse og død, så skal vi huske på at det ikke er det eneste, der er at sige om vores liv.

I en af sine romaner fortæller den svenske forfatter Göran Tunström om drengen Johan og hans kummerlige tilværelse.
Det er historien om at være barn i en alt for stor børneflok med en ugidelig og drikfældig far, og en forslidt mor. I familiens faldefærdige rønne af et hus er alskens elendighed samlet: vold, druk og sindsforvirring.
Men der er også lyspunkter; et af dem er Johans højdedragsoplevelse.
På sine ture rundt i omegnen er han en dag kommet op på højdedraget uden for byen, og landskabet ligger udbredt foran ham.

"Johan så verden og et landskab træde fram, og han oplevede, at han var en del af en større sammenhæng end den, der blev ham budt på Torvnäs.
Oh, dale og højdedrag. Oh, udsigter som øjet drak. Verden var større end ham.
Det højeste er at skue Gud. Det næsthøjeste at stå på Tossebergshøjden og se ud over denne verden.
Før havde Johan troet at verden var lav, men her hvor landskabet træder fram for hans øjne, spørger han overvældet sig selv: "levede han virkelig midt i alt dette? Var han en del af alt dette?"

Han beslutter på stedet at tage sin stedfar og sine forhutlede søskende med derop og vise dem "hvordan verden egentlig ser ud".
Så er han nemlig sikker på at meget vil forandre sig. Selv den bøvede og aggressive stedfar vil ændre sig. Johan kan tydeligt se ham for sig, hvordan han vil vende sig først ud mod landskabet, så mod ham selv og sige: "er det virkelig sådan det ser ud? Havde man bare vidst det!" Underforstået at så skulle alt have været anderledes.

Det er barnet i Johan, der får ham til at slutte sådan. Senere gør jo også han den erfaring, at man ikke kan leve sit liv i udkigstårne.
Forfatteren siger: "Man kan besøge dem og strække tankerne, ligesom man strækker lemmerne tidligt en morgen efter en dyb søvn. Men selve livet må foregå dernede."

Johan må altså ned igen, til det liv, der ikke er blevet anderledes.
Men han bærer erindringen om udsynet med sig, og det ændrer ham. Han har fået et andet forhold til sig selv og sit liv efter at have set det i højdedragets perspektiv.
Han aner, at han er den del af en større sammenhæng end de forhåndenværende hjemlige.
Der er noget "udenom", noget at leve ud mod. Der er muligheder til hinsides dem, som hans nærmeste omgivelser udstikker for ham.

Johans oplevelse har sikkert ikke været helt ulig de tre disciple, som Jesus tog med sig op på bjerget.
Jesus tog dem afsides, bort fra det kendte og nære, dét som altid er uigennemskueligt og brudstykkevist.
Bort fra tiden, hvor den ene dag æder den anden og mange gode hensigter bliver til ingenting og til løse ender.
Bort fra dagligdagen, hvor glæderne så tit bliver nedskrevet til trivialiteter.
Han tog dem bort fra uroen for deres eget liv og bort fra det, der snart ikke kunne lyves om mere: at han var på vej til Jerusalem, og at det ikke kunne andet end at ende galt, at han ville blive taget til fange, og taget fra dem.

Han tog dem tilside op på bjerget, hvor de var alene, måske - har de tænkt - med held til et øjebliks glemsel.
Men der var mere end glemsel og fortrængning. De så med ét Jesus forvandlet.

Lysende står han foran dem, og i det øjeblik ved de - ligesom Johan - at der er mere "udenom" deres liv og dets uundgåelige forløb, end man til dagligt kan se.
De kan pludselig se, at der er en mening til.

De ser et glimt af evigheden, hvor fortid, fremtid og nutid er ophævet. Hvor der er plads til Moses og Elias og til Jesus, på én og samme gang.
Hvor alt er ro, og ethvert spørgsmål forstummet, og alle de løse ender samlet op.

Peter bryder øjeblikket. Han vil så gerne fastholde synet af sammenhæng og mening, han vil gerne besidde trosvished - "Det er godt vi er her. Lad os bygge tre hytter."
Peter vil blive i udkigstårnet og ikke slippe forklarelsens øjeblik.
Men det øjeblik er kun en forudgribelse. Det er et dyrebart øjeblik at tro, men før den kan blive den hele virkelighed skal livet leves, både Peters og vores.
Hverken Peter eller vi kan skyde genvej til forklarelsens højder.

Og så lyder Guds stemme ud af skyen, og disciplene kaster sig til jorden. Og måske ville de helst være blevet liggende - bange og usikre på fremtiden og alt det uafklarede.

Men det får de ikke lov til. Jesus rør ved dem, og siger "Rejs Jer og frygt ikke!". Og så måtte de nedad bjerget igen.

OG Jesus gik med dem ned ad bjerget.
For hans veje var ikke anderledes end deres. Han kunne heller ikke skyde genvej til forklarelsens ophøjede sted.

Med sig bar de erindringen om det lysende syn, der i et glimt havde givet dem tro på en større sammenhæng, end den de selv kunne stå inde for.

På en måde kan man sige, at disciplene havde holdt gudstjeneste dér på bjerget.
Den almindelige tid og det almindelige rum var for et øjeblik ophævet, og de fik lov til at se det lys, som Gud bor i gennemlyse den Jesus, de kendte fra dagligdagen, så de så sammenhæng og mening, og i et glimt forudgreb de evigheden.

De fik givet tro, og fik Guds stemme at orientere sig efter.
Deres syn på bjerget var ikke løgn og flugt og glemsel, så lidt som vores øjeblikke af tro og så lidt som vores gudstjeneste er det.

Hér bliver vi også taget til side, taget ud af tiden, bort fra alt det forviklede og uigennemskuelige for at se lidt ind i evighedens forklarelseslys og så bære det med os videre i vores omskiftelige liv, og ud i verden.

For selvom vi engang i mellem får givet nådige øjeblikke af tro og "forklarelse", så skal vi - som også Peter og de andre disciple måtte og skulle ned fra bjerget igen - sådan skal også vi videre.

Ned fra forklarelsens bjerg - ud af Helligtrekongerstiden og ind i fastetiden med påskeforberedelse og selvbesindelse og bøn.
Men også med visheden om at selvom vores verden ikke altid er rosenrød, og ligger udstrakt og forklaret for vores fødder, så er vi aldrig i den uden Kristus.

Og så er her egentlig rigtigt godt at være.....

Amen.


Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring