Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 4. maj 2008

6. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Joh 17,20-26



I dag er det den 6. søndag efter påske. Her i tiden mellem påske og pinse er alle søndagenes prædiken-tekster hentet fra den afskedsbøn, som Jesus holdt for sine 12 disciple skærtorsdag aften. Sidste søndag var det Johannes evangeliet kap.17, v. 1-11, i dag er det så kap. 17 vers 20-26. Her i dagens afsnit kommer sidste del af Jesu afskedsbøn . Der bedes her om at alle må være ét i Kristus. Temaet er stadigvæk enhed, herlighed og fællesskab i Kristus.

Hvad er i grunden en enhed?

Enhed er også noget der kan opstå, noget der kan blomstre f.eks. i et fællesskab.

Vi har i de sidste par uger set et eksempel på en enhed, der er opstå blandt de sygeplejersker og SOSU-assistenter, der har strejket i kampen for at få mere i løn og bedre arbejsvilkår. Vi har set hvordan SOSU’er og sygeplejersker fra forskellige sygehuse og institutioner, har fundet sammen i en vis enhed, eller måske snarere enighed, samlet i protest over for hvad de opfatter som værende en dårlig løn.

Nu er en prædike-stol absolut ikke stedet for at tage dybere stilling til konfliktens to parter, arbejdsgiverne og arbejderne, blot kan man vel sige, at i et samfund med høje leveomkostninger, pressede private budgetter og en lille, men fast inflation, er kampen for en vis lønstigning og ikke mindst en vis respekt og anerkendelse for disse fag, forståelig nok.

Men lad os for en stund opholde lidt ved et underbelyst aspekt af den nuværende strejke - nemlig kampen for anerkendelse. For det måske ikke kun lønnen disse strejkende mennesker protestere over. I en stor artikel i weekend-avisen gjorde en sociolog opmærksom på, at her i strejken spiller kampen for mere anerkendelse også en stor rolle. I artiklen i weekendavisen mente en sociolog, at den nuværende strejke nok handler om løn og bedre arbejdsvilkår, men strejken handler sandelig også om kampen for mere anerkendelse og respekt for de arbejdsområder, som de strejkende repræsenterer - nemlig det arbejde, som sygeplejersker og SOSU’er og pædagogerne udfører. Sociologen mener, at arbejdskampen i det 20 årh. handlede mest om kontante materielle krav så som mere i lønningsposen, mere ferie og bedre arbejdsvilkår. Hvorimod arbejdskampen i det 21. årh. er lidt anderledes, for nu handler det mere om kampen for anerkendelse og stolthed.

Kampen for anerkendelse er virkelig dybt menneskelig.

For at forstå menneskets forhold til anerkendelse henviser sociologen til den gamle græske filosof Platon . Platon mente, at menneskets sjæl indeholdt noget, der hedder thymos, som i dag kan oversættes til anerkendelse. Platon mente, at mennesket stræber efter anerkendelse af sin egen værdi. Når andre mennesker behandler os, som om vi er mindre værd, så føler vi vrede. Omvendt føler vi skam, når vi ikke lever op til egen værdi. Men bliver vi så anerkendt i forhold til vores værd, så føler vi stolthed.

Ja, sociologen har nok ret i, at vi mennesker dybest set stræber efter anerkendelse.

Som enkelt mennesker kæmper vi også hver især for at høste anerkendelse for det, som vi siger og for det, som vi gør, og vi håber på at få et anerkendende klap på skulderen, et bekræftende "ja" af andre. For at vise at vi har fortjent at få anerkendelse, fristes vi let til at pege på dem, der så ikke har fortjent at få anerkendelse.

Sådan er det på en måde også med vores kirke, som institution, vi synes vi trænger til anerkendelse som luthersk-evangelisk kirke, vi er da de mest fredelige og fornuftige, synes vi. Men kampen for anerkendelse kan gå ud over enheden.

Og enheden i kirken er tydeligvis brudt. Der er mærkeligt at tænke på, at Jesus her beder om at alle kristne må være ét, når man ser hvordan de kristne i dag er opdelt i utrolig mange forskellige kirker: katolikker, ortodokse, lutheranere, reformerte, baptister osv. osv.. Men denne skærtorsdag beder Jesus for sine disciple og for alle, som senere skulle komme til tro ved at hans høre hans ord, så beder han om, at vi må være ét i troen på ham.

Og til trods for opdelingen i her de nævnte kirkelige grupperinger, så er vi dog alle ét i troen på at Jesus Kristus er Guds søn, og at han er vor Frelser og Herre. Det kan alle kristne trods alt blive enige om.

Det er imidlertid let at pege på forskellene imellem de nævnte kirkesamfund, og i vores bestræbelse på selv at vinde anerkendelse, fristes vi sommetider til at ringeagte de andre, fordi de er anderledes end os selv. Man kunne pege fingre af de ortodoks kristne og beskylde dem for afgudsdyrkelse, for de knæler ned for deres ikoner og kysser dem, selv om det blot er deres måde at tilbede Gud på. Eller vi kan synes, at katolikkerne går for vidt i deres Maria-dyrkelse, selv om de vil svare, at de blot ærer Maria, fordi hun var villig til at blive mor til verdens frelser. Eller man kunne anklage baptisterne for ikke ville anerkende Guds betingelsesløse kærlighed, som vi lutheranere får i barnedåben som gave, men hvor baptisterne holder fast ved voksendåb, så den enkelte aktivt kan sige ja til den kristne dåb.

Men det er faktisk præcis den ringeagt for andre som Jesus ville undgå, da han bad om at vi alle måtte blive ét. Det afgørende er nemlig ikke de mange forskelle der er mellem os som menighed, eller mellem de nævnte kristne her, for kirken er ikke et meningsfællesskab, men derimod et menighedsfællesskab, hvor vi er sat i tjeneste for hinanden. Det eneste afgørende er hvor vi som kristne har vores opmærksomhed henne. Og vi må derfor spørge os selv hvad er i grunden det, der for alvor betyder noget for os? hvad vi er dybest set er mest optaget af? Ser vi på de andre og fokuserer på forskellen på dem og os? Eller ser vi på Jesus og på hans gerning, på hans nye kærlighed og det han har gjort for os? Vi skal stoppe med fokusere så meget på andre og de små forskelle imellem os. Nej vi skal i stedet holde blikket på Jesus Kristus. Han skal have al vor opmærksomhed! I vores brilleglas skal der være et vand-mærke af Kristus, sådan at vi skuer medmennesket igennem et Kristus-optik.

Jesus siger: "Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét". Således beder Jesus stadig for sin menighed. Han beder om at vi alle må være ét, lige som han selv er ét med sin himmelske Far.

Når der altså er ting vi ser forskelligt på, så er det utrolig vigtigt at vi lytter alvorligt til hinanden, virkelig prøver at forstå hinanden og anerkende hinandens forskellighed.

Det vidunderlige ved det kristne fællesskab er at vi allerede er ét i Kristus. Vi udgør hans legeme. Vi er lemmer på legemet, og han er selv hovedet på legemet. Når vi husker på, at vi allerede er ét i Kristus, så fungerer vi bedst som hans menighed.

Og så er det noget andre lægger mærke til. De ikke-troende beundrer den levende virkelighed af kærlighed mellem kristne. Når vi lever i denne enhed, i indbyrdes kærlighed, da skal de, der står uden for det kristne fællesskab nok få øjnene op for kærligheden. Da vil der ske det, som Jesus her beder om, at "verden skal forstå at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig."

Så skal verden se, at den kærlighed vi har del i, er Guds kærlighed i Kristus, at den ikke er givet os, fordi vi fortjent den, men den er en gave givet fra begyndelsen, som det faste, urokkelig anerkendende Guds ord til sin skabning, givet i håbet om at den må vække gen-kærlighed hos os. Her kommer Kristus det sukkende menneske, der stræber efter anerkendelse, i møde med sit urokkelig "Ja" til sin skabning.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring