Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 21. december 2008

4. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er >en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!< som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Joh 1,19-28



Man skulle tro, at han var helt fra forstanden, ham Johannes døberen. Ikke nok med han som en løve brøler op i ørkenen, så den sitrende stilhed flænges af hans råb: Ban Herrens vej! Men han vil heller ikke være noget som helst. Han ville kun være en røst i ørken. Jeg er en, der råber i ørkenen, - det var det svar han gav til jødernes sendebud, da de kom for at spørge ham, hvem han egentlig var. Og ja man skulle tro han var helt fra forstanden, for det mærkelige og det særlige ved dette svar er, at Johannes mente, hvad han sagde og mente det ganske bogstaveligt. Han vil ikke være noget. Han vil ikke have æren for noget. Han vidste at han overhovedet ikke var noget, og ikke kunne få æren for at være noget.

Jeg er ikke! - Jeg er ikke Kristus, ikke Elias, ikke profeten. Og jeg kan og vil ikke tjene på, at jeg ved, hvem Gud er. Jeg kan ikke tjene ære og magt på det. Men jeg giver Gud æren for, at jeg ikke er noget. Og sådan gik Johannes omkring i ørkenen og hævdede at han ikke var andet end en røst, der råber i ørkenen. Og det er jo sandt at sige ikke meget, ja nærmest ingen ting, for hvem er der mon i ørken, der hører på ham? Ørken er jo på en måde de dødes egn, Ikke plante, næsten ingen dyr kan leve sådan et sted og derfor kan mennesker heller ikke rigtig leve der. Det er stedet, hvor ingen får svar, når man råber.

Men Johannes råber i ørkenen: Ban Herrens vej. Og det var det, han gjorde.

Han banede vejen for Kristus. Han var et redskab for Gud. Han pegede bort fra sig selv og viste hen til Kristus. Og Johannes var stærk i sin tro på, at intet er spildt af det, der sker på jorden, intet er forgæves, selv om det er forgæves. Gud er den, I ikke kender, men som er midt iblandt jer, Gud er den, som skaber liv af intet, Gud er den, som giver liv, hvor intet liv er. Og sådan var Johannes’ vidnesbyrd, at han selv intet var ud over en røst, der råber i ørkenen.

Og sådan vakte han alligevel stor opsigt som asket, når han på den måde gik klædt med kamelhår og med et læderbælte om livet og når sådan han levede af græshopper og vildhonning. Han blev vel opfattet som en hellig mand og kunne i dag sagtens få mange tilhængere som en slags økologisk hippie-guru og leve fedt på det.

Hans gerning var at formane mennesker til at lade sig døbe og omvende sig fra onde handlinger. Og så skældte han kong Herodes offentlig ud, fordi denne havde taget sin brors kone til hustru og dermed levede syndigt med hende. Men den slags offentlig kritik kan være farligt og konsekvensen for Johannes var dog også, at han blev fængslet og siden halshugget.

Så på det led var Joh. Døberens skæbne mildest talt ikke eftertragtelsesværdigt, men han kunne ikke andet end frivilligt bøje sig for den tvang, der var over ham til føre sin gerning til ende. Og derfor vidste han præcist hvem han var. Han var en, der råber i ørken. Han var udset til at pege hen på Jesus Kristus, hvis skorem han ikke var værdig til at løse. Og bemærk så lige hvordan Johannes omtaler forholdet til Kristus. Johannes siger ikke: altså I kender ham ikke, men det gør jeg skam, ligesom hvis man praler om et fornemt bekendtskab. Men han siger: Jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Det er dermed ikke som det ellers så er tit, at de store kender de større og praler af det eller når de værdige kender de mere værdige og er stolte over det. Her er det den uværdige, der kender den ene værdige. Og der er ikke et misforhold mellem de to. For afstanden til Kristus i kraft af hans værdighed og Johannes’ uværdighed bliver mindre, for sidstnævnte kender sin plads i det forhold. Afstanden mellem de to bliver ganske nær.

"Han bør vokse, men jeg blive mindre", har Johannes sagt et sted om sit forhold til Kristus. Og derfor er Kristus ham ganske nær. Og på den måde er Kristus Kristus for dem, der ikke er ham værd, men ikke kan leve uden ham.

Som en analogi til Johannes Døberens gerning vil jeg sluttelig her omtale en af de gamle kirkefædre Hieronymus, der levede fra ca. år 350-420. Hieronymus er siden mest kendt for sin latinske oversættelse af Biblen, som hedder Vulgata. Da Hieronymus en overgang var bosat i Jerusalem bad han på et tidspunkt til Gud om at få lov til at give noget af det til Kristus han ellers skulle ud og dele med de fattige. Hans bøn blev hørt og Kristus svarede ham. Siden du er så rundhåndet, og så forfærdelig gerne vil give mig noget, så giv mig dine synder, din dårlige samvittighed, din fortabelse, så skal jeg bære det og tage det fra dig. Hvortil Hieronymus svarede. Kære Kristusbarn, jeg troede du ville have noget godt fra mig og så vil du bare have det onde hos mig. Jamen så tag hvad der er mit og giv mig hvad der er dit! Og det er jo pointen for både Johannes Døberen og os, at vi må pege hen på vores frelser, som vi, strengt taget, ikke kan vise os værdige overfor med noget godt , mens han tager det onde hos os bort, for i stedet at give os det, som er hans: nemlig glæden ved livet, kærligheden og frelse fra al fortabelse og ondt. Og derfor skulle vi også høre en glad Paulus i læsningen fra før, en Paulus der skrev til menigheden i Fillipi. Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær."

Amen.

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring