Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 7. juni 2009

Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«

Joh 3,1-15



Dialoggudstjeneste

Popgruppen Tv 2 de har lavet en sang som hedder

En mand og hans hund

Den handler om en ganske almindelig familiefar
som har fået sig en hund
Han lufter hunden alene om søndagen nede ved stranden
Han kaster en pind, og den løber glad af sted
Det gør han flere gange

Men så kikker han på uret
Fordi det er ham der står for hundens og familiens mad

I køkkenet ligger hunden beundrende og kikker op på sin herre
Mens han snitter kål
Inde i stuen spiller ungerne playstation
Figo har lige lavet et mål

Så snakker de sammen, ham og konen
De har børnene
og et liv der fungerer

Men ved ottetiden når alt er på plads og ungerne leger
Så siger han,
jeg går lige en tur med hunden ned til stranden

Han spørger ikke om der er nogen som vil med
Eller så er der ingen som spørger
om de må komme med

Han går i hvert fald alene
Han går ned til iskiosken og får sig en is

Og ismanden tænker

Ja, hvem ved hvad der rør sig dybt inde i så´n en mand
Af uro og glæde og tid
Som bare løb ud i sandet

Han spiser sin is, og lader hunden få det sidste af vaflen
Den slikker sig om snuden
Og ismanden ser
At manden kikker sig drømmende ud over vandet

Og så går han hjem
En mand og hans hund
Man ser ham forsvinde i skumringen
En aften, et liv i et villakvarter nær dig

Jesper

Den tv2-sang tror jeg der er mange af os mænd
som godt kan spejle os lidt i.

Manden i tv2-sangen og Nikodemus
- de har det til fælles at de begge er veletablerede i det samfund de lever i.
De er begge velstillede og de har begge rigeligt
af hvad de behøver for at overleve .

Og alligevel mangler de noget begge to,
og manglen eller længslen driver dem ud og af sted for at lede efter det.

De virker begge to ensomme
Og det er som om de begge har en længsel efter noget større i deres liv
- noget mere end den almindelige hverdagstrummerum.

Hvad er det så der driver Nikodemus og manden i tv-2 sangen af sted?,
- jamen det må være en længsel der udspringer af det vilkår, det er at være menneske.
Det kan være en længsel efter sammenhæng og en større mening med livet.

I evangeliet hørte vi om det at være født af en mor.
Det vilkår vi fødes her på jorden - ind i en familie.
Men sommetider kan vi alligevel som voksne føle, at vort liv dybest set fortoner sig bagud i det uvisse,
at vi kommer fra noget ukendt og går mod noget ukendt.

Det er også et vilkår for os, at livet er skrøbeligt,
at vi kan blive rystede og skræmte,
når vi oplever hvordan livet bærer tilfældighedens præg.
Vi kan blive ramt af uhelbredelig kræft,
og vi kan pludselig miste vore kære.

Manden i Tv 2 sangen savner fællesskab med familien,
som I hørte må han nøjes med et hundefælleskab.
Ham og hunden deler isen med hinanden,
mens han drømmende sidder og kigger ud over vandet.

Vi kender også alle sammen historien om manden og konen,
der bare venter på at årene skal gå, indtil de kan gå efterløn
- for så starter det egentlige liv.

Men livet går jo ikke altid helt, som man har planlagt.

Ligesom manden i sangen og Nikodemus
Så savner vi sommetider et sted

hvor vi kunne hvile vores hoved,
hvor vi kan møde
en nærhed og en kærlighed
så vi ikke er så pokkers alene

I evangeliet, som jeg læste for lidt siden,
kommer Jesus i dag
med et lidt mærkeligt svar til alle os ’Nikodemusser’
alle os mennesker som søger efter en mening og sammenhæng

Jesus siger: kun hvis du bliver født på ny, af vand og ånd
Kun da kan du komme ind i Guds rige.

Guds rige
- det er åbenbart det som meningen og livet for Jesus
Men hvad mener Jesus med Guds rige?

Ole

Jeg tror de fleste af os kan huske dengang vi var børn
Når det var allerbedst
så var vi bare til
i vores forældres kærlighed og nærhed

Uden vi skulle gøre noget for det

Ligesom I sikkert har set en kattekilling
Der ligger i en solstribe

Og bare er til

I dag har vi her i kirken set og hørt
to små børn blive født på ny
da de blev døbt

Første gang de blev født det var ude på sygehuset

Men nu her i kirken
Der blev de døbt med vand og ånd
Og præsten sagde nogle ord på Guds vegne

De to små
De blev genfødt til - hvis jeg må bruge billedet igen

De blev genfødt til
at være som to små kattekillinger
i hver deres lille solstribe

Børnene fik i dåben at vide
at det ikke er en stor tomhed
der omkranser vort liv

Det blev sagt højt
at de hver for sig er et Guds barn

De kommer fra Gud, og de ender engang hos Gud

De kan nu være til
også i Guds kærlighed og nærhed

Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende
Lød det

Gud blev deres himmelske far

Så´dan er det at blive født på ny
Så enkelt er det komme ind i Guds rige

Livet
Det er en gave fra Gud

Og fundamentet under det her liv
Det er Guds kærlighed

En kærlighed
som Gud håber og forventer
at vi også vil møde andre med

så livet bliver mere end et hundefællesskab

Gennem livet
Der træffer vi dog nogle valg

Nogle af valgene gør os så skyldige
At vi slet ikke synes vi kan være til

Men altid kan vi vende os mod Gud
I ærgrelse over
At vi gik fejl af kærligheden

Og igen og igen
kan vi høre

Her i kirken
hvor der er højt til loftet

At vi bliver taget godt imod
Som børn af huset

Og så sendt ud af kirken igen
Med Guds velsignelse

Ud for at møde hinanden igen
- en ny dag - en ny mulighed

Livet er en gave fra Gud

Og når vi skal sove
Når vi beder vores aftenbøn
Siger tak for dagen der er gået

Så kan vi også lidt forsigtigt og tøvende
Måske fortælle Gud
hvad vi længes efter

Hvad vi gerne vil ha´ af ham
Så har vi gjort vores

Så må Gud gøre resten

Vi kan som Guds børn
Sige godnat

Falde i søvn
i Guds nærhed og kærlighed

Amen

Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring