Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 6. september 2009

13. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Luk 10,23-37

---

Af alle de nytestamentlige lignelser er denne lignelse om den barmhjertige samaritaner nok den mest kendte. Bliver man bedt om at forklare hvad den kristne tro går ud på, griber mange mennesker til denne lignelse om den barmhjertige samaritaner, fordi lignelsen anskueliggør hvad ordet ’næste-kærlighed’ betyder, så alle kan forstå det. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har præget os dybt, Det er en lignelse, der dybt har præget en hel kulturkreds, ja en hel verden, igennem mange århundreder.

Hvis vi kigger på ordet samaritaner, så er det også indlysende , at betegnelsen "Samaritter" , dem, der uddanner sig i førstehjælp, de uniformerede mennesker, som vi kan møde til dyrskue, rockkoncerter eller motionsløb, har fået deres navn fra denne fortælling.

Men selvom lignelsen om den barmhjertige samaritaner har sat sig dybe spor i en hel kultur, i os, så betyder det ikke, at vi er helt færdige med lignelsen. Derfor er det altid godt at stoppe op og lytte efter hvad den siger, for så opdager vi ofte, at der er flere lag i lignelsen end vi først troede.

Det første vi må opholde os ved er, at lignelsen ikke er revet ud af den blå luft, men står i en bestemt sammenhæng i Lukas Evangeliet. Og Jesus fortæller lignelsen på foranledning af en skriftklog, der kommer hen ham til for at få svar på, hvordan han skal få del i det evige liv.

De skriftkloge var jo velbevandrede i Moselovens mange paragraffer, alle dens mange regler og forbud, f.eks. reglerne for en vingård, som vi hørte et lille udsnit af i læsningen fra alteret, hvor det bl.a. lød: Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede.

Og der er jo mange flere end det forbud, ja mange flere end de 10 bud - der er faktisk over 600 bestemmelser, regler og forbud, for jøderne i moseloven. Og med så mange bud og regler, der skal overholdes, bliver det nødvendigt med et sammenfattende eller grundlæggende princip for at holde styr på de mange regler.

Det er det, der ligge bag den skriftkloges spørgsmål, da han kommer til Jesus og spørger: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Hvortil Jesus svarer : Du er skriftklog, en teolog, du ved godt, hvad der står skrevet. For den skriftkloge kender i virkeligheden godt svaret på sit spørgsmål, og han er egentlig kommet for at sætte Jesus på prøve. Og sådan har det i øvrigt altid været, at når en teolog spørger på den måde, kan enhver høre, at han ude efter at diskutere og helst vinde i en diskussion i stedet for at spørge oprigtigt, af nød og trang. Og den skriftkloge bekender nu kulør og indrømmer, at han godt selv kender svaret på det han spørger om, og han siger så buddets ord: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv (Det er altså det sammenfattende princip for hele moseloven). Og da den skriftkloge selv er kommet med svaret, har Jesus kun ét svar igen. ’Så gør det’.

Men teologen vil spille kæphøj og spørger videre" hvem er så min næste?" Jesus fortæller da lignelsen om samaritaneren, den foragtede fremmede, der gør det, som hverken præsten eller levitten gjorde, at han tog sig af den overfaldne stakkel, der lå hjælpeløs ved vejen.

Hvem denne samaritaner er, får vi imidlertid ikke at vide, kun ved vi, at han er Samaria, at han kan føle medynk, at han har et ridedyr, at han har forbindinger og olier, og at han har penge.

Til forskel fra præsten og levitten, der bare gik forbi, så omsætter samaritaneren straks sin medynk til praktisk handling, hvorefter han forsvinder ud af historien lige så anonymt, som han kom ind i den. Og sig mig lige, synes I ikke, er der i grunden er noget fornemt, diskret og tilbageholdende over denne samaritaner? Enkelt, hurtigt og direkte bruger han de ressourcer, han nu engang har, og øjeblikkeligt yder han fyldestgørende hjælp til den nødstedte. Dramaet kommer derved hurtigt under kontrol og ender godt og trygt på et herberg.

Derpå er det Jesu tur til at spørge teologen. "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Og teologen, den skriftkloge, er nødt til at svare, som sandt er, at det var ham, der øvede barmhjertighed, hvorpå Jesus siger: "så gør det".

Det er særligt en ting vi skal lægge mærke til i denne episode. Næstekærlighed er at gøre den, ikke bare at synge om den, eller snakke om den, men at gøre den. Jesus siger jo ikke som en anden lærer til sin disciple: Nu vil jeg godt have at I til morgen går hjem og funderer over hvad I føler næstekærlighed er, og så snakker vi videre om det i morgen i den første time. Næ, Jesus siger med denne lignelse, at næstekærligheden ligger først og fremmest i handlingen, ’Så gør det’. Men vi mennesker vil hellere snakke om vores gode hensigter, vores fine motiver og vores kærlige sindelag, og det er som regel mest snak, og denne lignelse vil hellere spørge efter noget andet - nemlig få os til overveje, jamen hvordan lever du og hvordan handler du egentlig, når det kommer til stykket?

Og bemærk så lige samaritaneren i denne lignelse, ha var en fremmed, han førte sig ikke først frem med fine og ædle ord om Gud og om næstekærlighed, han gjorde den bare.

Og dermed bliver lektien i denne lignelse: at elske Gud er at elske sin næste, og det er ikke i ord, men i handling.

Hvis vi et øjeblik skal prøve at identificere med den overfaldne mand, hvordan ser situationen så ud - set fra hans side ? Den overfaldne mand ligger i sølet og har hårdt brug for hjælp. Han har på egen krop erfaret, at røverne såvel som præsten ,levitten, ja gribbene, og fluerne søger kun deres eget, og de betragter ham kun som et middel og ellers regner de hverken ham eller hans lidelse for noget. Og han er helt afhængig af andres hjælp.

Og vi kan spørge os selv: Kender vi ikke selv situationer i gennem vores liv, hvor vi har været helt afhængige af andre? Det er måske nok mest i begge yder-ender af livet, som børn, og som gamle, at vi kan være i situationer, hvor vi er helt afhængige af andres hjælp, men det forekommer nok også med jævne mellemrum på livets lange midterstykke.

Den overfaldne er altid helt afhængig af andres hjælp.

Man hører sommetider fra folk, der er blevet overfaldt på gågaden midt mellem andre gående, at de bagefter er mest rystet over, at ingen forbipasserende kom dem til undsætning og hjalp dem.

Igen kan vi sige, at næstekærlighed ikke er ord og sang, men handling.

Den overfaldne kan ligge og må spørge sig selv, har jeg nogen næste, er der nogen der hjælper mig nu, hvor jeg har brug for det? Og sådan vil alle mennesker før eller siden ligge og spørge sig selv - har jeg en næste? Eller som Jesus spørger: Hvem var dette menneskes næste, som lå ved vejen? Og på det spørgsmål er der kun et svar: den, som øver barmhjertighed mod dig. Eller i mere overordnet forstand - sagt med navn nævnelse: Jesus Kristus, din Herre. Jesus Kristus er den Herre, der kommer til alle dem, der ligger på vejene, til os slagne, og faldne, og rækker en hånd ud og løfter os op. Den Jesus Kristus, der kom for at være vor næste, og som led, stred og døde for vor skyld, for at vi igen kunne blive rejst op. Den Jesus Kristus, der utrættelig kommer med et trøstens ord, banker støvet af os, giver et lille klap skulderen, og hvisker os så i øret: Vejen ligger dér, fremad igen, fremad , jeg er med dig nu.

Amen.