Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 13. september 2009

14. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Luk 17,11-19



Der er glæde og taknemmelighed på programmet her i kirkeårets sensommertid, hvor årets høst er ved at være kommet i hus. Og landet over holdes der som nu høst-gudstjenester, hvor vi bøjer os i glæde og taknemmelighed, og siger tak for årets høst. Vi er jo nu kommet ind i september måned. Og I har nok bemærket, at der er kommet nye duftindtryk ude i det fri. Der er dufte af korn og halm, af blomster og af moden frugt. Og duftene smelter sammen med efterårets særlige farveskær. Nogle af træerne er så småt begyndt at falme, farverne går fra grønt til gult, bærerne står nu i stærke røde farver, og himlen er blå.

Det er høsttid, på marker og i haver. Og kornet er ved at være bragt i hus. Og mange af de små mus, ude på markerne, søger nu ind til de nærmeste haver, hvor de kan finde forråd. De mange frugter, æbler og pærer og nødder, der modnes og falder ned på jorden med små bump, de er gode at gnave i både for mennesker og for mus. Hvis da ikke lige katten kommer forbi og gør en ende på musens fornøjelser.

Vores lade, vores køkken, vores forrådskammer, fyldes nu op med noget af det vi plantede i foråret. Og derfor fejrer vi nu høsten ved, at vi standser op og glæder sig over denne frodighed, alle gaverne, hele udbyttet fra marker og fra haverne omkring os. Det er hvad høsten altid har handlet om - i glæde og taknemmelighed at standse op midt i den daglige tummerum, åbne øjnene for rigdommene, både de små og store - det, som vi til dagligt nok har en tendens til at overse eller tage som noget ganske selvfølgeligt.

Og det er også hvad evangeliet i dag handler om - at stoppe op i glæde og taknemmelighed og sige tak. For hvad er der sket? Ti hjælpeløse og håbløst syge mennesker var helbredt, men kun én vendte tilbage for at give udtryk for sin taknemmelighed, og denne ene var i øvrigt en samaritan, der af de troende jøder blev betragtet som gudløs og ufrelst. Han var anderledes end de ni andre. For de 9 andre blev ganske vist helbredt, men de tog glæden over helbredelsen til sig som deres eget, kun samaritanen gik hen og afleverede sin glæde til Gud. Kun Samaritanen sagde til sig selv: Jeg, som er livets skyldner, har fået, hvad jeg ikke har skygge af krav på. Derfor er der kun ét for mig - det er at bukke og sige tak. Og hans slags findes også i dag: "Hvad har vi dog gjort, at vi skal have det så godt?" Jo, der findes mennesker i dag, der er fulde af taknemmelighed over deres liv, og giver udtryk for det.

Og er man rigtig, rigtig glad, hvad gør man så ? Så fløjter eller synger man og efter denne prædiken vil vi udtrykke vores glæde over høsten ved at synge, Grundtvigs salme; nu falmer skoven trindt om land, som er fra 1844.

Nogle mennesker kan også have svært ved at finde glæde og taknemmelig frem, hvis de f.eks. mærker et indre mørke, der ikke vil gå væk - de lider måske af depression. Og nu hvor dage bliver kortere og mørket tager til, er det faktisk en hård tid for mange mennesker, som vi nu går i møde.

Grundtvig havde det selv hårdt i mange perioder af sit liv. I efteråret 1843 skete der noget for Grundtvig. Det var, som om alting smuldrede og faldt fra hinanden inden i ham. Han kunne ikke holde sammen på sine tanker - ja, på sig selv. Grundtvig havde på det tidspunkt egentlig travlt med foredrag om nordisk mytologi på Borchs kollegium i Kbh., men i efteråret 1843, måtte han søge sygeorlov. Man kaldte det for ’dårlige nerver’. Så kom vinteren og Grundtvig fik oven i købet fåresyge. Så blev det 1844 og foråret kom, men depressionen ville ikke slippe sit tag i Grundtvig, og nogle dage kom han slet ikke op af sin seng. Men da sommeren nærmede sig fik han det bedre og kunne genoptage sit præstearbejde. Og resten af sommeren gik godt. Men så kom efteråret 1844 og depressionens mørke vendte tilbage til Grundtvigs sind. Men denne gang varede depressionen kun en kort tid. For Grundtvig fik en henvendelse fra en af sine præste-venner, Peter Rørdam, der bad Grundtvig skrive en salme, der handlede om andet og mere end bare vemod over, at sommeren var slut. Grundtvigs første forsøg på at skriv en salme om det, var ikke så godt - salmen blev noget stiv i det. Men så skete det, på bare en dag, skrev Grundtvig salmen Nu falmer skoven trindt om land. Og den viste sig at være rigtig god. Og Grundtvig fik det faktisk godt igen på det tidspunkt. I den salme skriver Grundtvig om mere end bare at sommerens grønne farver afløses af efterårets røde og gullige farver. Det er en salme, som frem for alt minder os om, at vi alle har et forår, og en sommer, og et efterår.

For nogen mennesker kommer efteråret tidligere end andre. Træerne i skoven er heller ikke ens. Jorden, hvor træerne står, er heller ikke er ens. Ligesom regn og sol og vind ikke bliver ligeligt fordelt til alle. Menneskers historie er forskellig. For nogen er efteråret kort. For nogen går sommeren næsten direkte over i vinter.

Nogen kommer ikke engang til at opleve deres livs efterår, men rives brutalt op med rode, mens de endnu er helt unge.

For andre er livets efterår langt, godt og lunt. Indtil en storm pludselig sætter ind og får bladene til at falde nærmest på én gang. Det kan gå stærkt.

Inden vi ser os om, er den sidste rest af sommeren forbi. Inden vi seros om, er livet forbi. Men, men...

"Når - engang - på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder."


En evig sommer hos vor Gud... Sådan skrev Grundtvig i nu falmer skoven trindt om land, fordi han levede hele sit lange liv på og til sidst også døde på den tro, at døden ikke er den største og endelige magt hér i livet. En tro på, at intet menneskeliv ender i vinterkulde og -mørke og glemsel. Men derimod ender det i hvad han kalder ’en evig sommer’ - hos vor Gud. At Vor Herre omslutter vores eksistens i liv og død.

Det er som sagt høsttid derude nu. Og vi kan lugte efterårets dufte. Lugten af skov, have og mark. Dufte, der uvilkårligt vækker minder fra dengang, vi var børn. Minder, det er gode at have, når det bliver efterår.

Også når det bliver efterår i vores eget liv...

Her i efteråret kan vi samle æblerne op fra græsset og kigge på dem. Fine og glatte ville nogen af frugterne selvfølgelig være. Men ligeså mange ville uvægerligt være små og uskønne - nogle med mærker flere steder efter fald og stød. Mange af frugterne vil være så sure og bitre, at de slet ikke kan spises. Mange af frugterne bliver derfor kasseret i høsten.

Men vi kasseres ikke! Igennem evangeliet mindes vi om, gang på gang - at i menneskelivet skal vi ikke kun høste, som vi såede. Grundtvig skriver nemlig om høsten her og høsten hist. At der også er en høst, hos Gud, der vor Fader ville være. Og Grundtvig skriver om den kærlighed, som vi møder i Jesus Kristus, dén kærlighed kunne døden ikke få bugt med. Og påskemorgen måtte døden slippe sit tag i Hans forpinte, korsfæstede og døde Søn - Jesus Kristus. Den Jesus Kristus, der kom til verden for at dele liv og kår med menneskene, og som gik i forvejen for os - den Jesus Kristus er vor ledetråd i liv og død.

Derfor kan Grundtvig skrive i sidste vers af sin salme:

Hans Ånd, som alting kan og ved
i disse korte dage
med tro, håb og kærlighed
til Himlen os ledsage.


Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring