Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 25. oktober 2009

20. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Matt 22,1-14



Her på denne 20.s.e.trin. prædikes der på prædikestolene over det ganske land - over denne lignelse om kongesønnens bryllup. Og vi må nok sige, at der lige er nogle knaster i denne lignelse, som ikke lige er til at høvle væk. Den første knast er, at de indbudte mishandler og dræber de stakkels tjenere, der kommer med indbydelsen. Det i sig selv er helt uhørt og en grotesk detalje i lignelsen. Og det er derfor egentlig forståeligt nok at kongen bliver rasende, når folk på den måde tager imod hans tjenere.

Den anden store knast i denne lignelse er naturligvis er kongens vrede over den arme gæst, der ikke har festtøj på. At den arme gæst skal smides ud fra festen alene på grund af sin manglende festdragt, virker noget overdramatiseret efter vores smag. Påklædningen er vel en lille ting i forhold til ordene om at der både gode og onde mennesker til festen.

Den tredje store knast er, at denne fortælling gerne skulle være en lignelse, der fortæller om himmeriget. Hvis Gud er ligesom hidsig og vredladen som kongen i denne lignelse, så stemmer det billede ikke særlig godt overens med de mange andre lignelser om Gud, hvor Jesus taler om sin milde, barmhjertige og tilgivende Fader. Det gør med andre ord denne lignelsen ekstra stødende, for hvem bryder sig om tanken om, at Gud skulle være så urimelig og så smålig som kongen i denne lignelse?

Men her skal vi huske på, at de lignelser som Jesus fortæller, i reglen skal forstås, ikke bogstaveligt, men i overført betydning. For Jesu lignelser taler næsten altid i billeder - og på den måde må også denne lignelse åbnes og pakkes op - og man må en tur ned under overfladen for at få fat på det, som den vil sige os.

Vi hører i denne lignelse om de indbudte folk, der af forskellige grunde ikke vil deltage i festen. De havde for travlt med andre hæderlige dagligdags ting. Én skulle passe afgrøderne på sin mark - og en anden skulle passe sine forretninger. De var med andre ord optaget af deres daglige arbejde. Ja de indbudte, der ikke ville med til festen, var vel nærmest håbløst optagne af deres arbejde. Og det kender vi jo i grunden godt, for vi lever jo selv i kultur, hvor vi så rigeligt kender til det at være fanget ind af arbejde. At være optaget af sit arbejde er som udgangspunkt mægtig godt, når man tænker på, hvor mange vågne timer man bruger på det, og modsat hvor hæsligt det må være, hvis man ikke kan lide at være på arbejde. Men man kan altså også blive fanget så meget ind af sit arbejde, ja, nærmest suget ind i det, så man ikke sanser andet. En af mine kammerater fra København fortalte mig for leden dag i telefonen om sin chef, der møder på værkstedet kl. 07.00 og så arbejder han ellers næsten til kl. 21 om aftenen - mange af ugens dage. "arbejdsnarkoman" kaldte min kammerat kaldte ham. Og det er klart, at når arbejdet fylder så meget i tilværelsen kan det blive problematisk, for så kan arbejdet blive skyld i skilsmisse, skyld i en ægtefælle, der blev overset, fælles pligter, der blev forsømt. osv. osv. Og når arbejde i det omfang i længere tid kommer til at fylde så meget for nogle mennesker, så sker der også en indsnævring af liv og virkelighed. Og livet i det hele dets storhed er nu engang større end ens arbejde her i tilværelsen. Liv er også at være nærværende og at være opmærksom tilstede hos de mennesker man lever sammen eller de mennesker man er tæt på. Livet er også at standse op en gang i mellem i al travlheden, sætte sig på en bænk uden for og lade sig fylde af den blå himmels uendelighed over sig og naturen omkring os. Livet er er også at give sig tid til at sidde og undre sig over livets storhed, livets skønhed - men også dets grusomhed. Det hører vi med til et menneskeliv, at man giver plads til at fundere over hvem man er og ligeledes fundere over - hvem eller hvad, der mon holder mig oppe i livets medgang og modgang. Livet er også at give plads til at overveje hvad det er for en magt, der bærer mig oppe på livets vej.

At åbne sig for disse mange forskellige sider af livet kræver imidlertid ro og fordybelse. Den ro havde gæsterne ved kongesønnens bryllup ikke. De sagde ikke høfligt nej tak til bryllupsfesten. De sagde bare nej og mishandlede og dræbte kongens budbringerne. Og det virker helt grotesk taget på ordlyden, men igen, går man ned under lignelsens overflade kan vi godt høre hvad det må betyde: At de indbudte var mere end almindelige optaget af deres eget og ville ikke forstyrres.

Og endelige kommer festen i gang , men med nogle andre gæster. Vi hører, at gode og onde mennesker sidder samlet til festen. Så det er tilsyneladende ikke gæsternes moral, der er afgørende for om de må være med. Men kongen bliver så vred over en enkelt gæst, der ikke har ordentlig tøj på. Hvorfor mon? Gæstens påklædningen er dog mindre væsentlig end moralen, skulle man synes. Igen må vi tolke på billedsproget i lignelsen og gå ud fra, at det ydre, tøjet, fortæller noget afgørende om det indre, om det menneske, der bærer tøjet. Måske var gæsten uden festtøj stadigvæk optaget af sit arbejde, - havde det været i dag, havde han nok siddet i et hjørne fuldt optaget af sin mobiltelefon uden at løfte blikket fra den - helt optaget af sit eget. Nok var han tilstede, men var det ikke rigtig alligevel. Derfor blev kongen så vred.

Men her skal vi også huske på, at ham, der fortalte denne lignelsen første gang, siger et andet sted: "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort!"

Og ham, der sagde det, er den Jesus Kristus, der kalder os ud fra vores livs travlhed og kalder os ind i det rum. Den Jesus Kristus, hvis liv vi er døbt til fællesskab med, ham blev vi båret hen til i vores festdragt - i vores dåbskjole - en gang da vi var små.

Vores synlige festdragt i livet er vores dåbskjole, som vi blev båret i hen til døbefonten, hvor Gud rækker sin hånd ud og Han giver os en usynlig festdragt af nåde - på - idet han siger: "som den nådige Gud er jeg med dig - tag nu imod livet og glæden som min gave". Den Gud der i dåben og nu i gudstjenesten siger til os: "Jeg lægger ikke dine præstationer til grund for mit forhold til dig, jeg ser dig ikke som den du er blevet i kraft af din levevis og handlinger, gode eller dårlige, men jeg ser på dig i den festdragt af nåde, som jeg gav dig - og som ingen kan tage fra dig.

Amen.

Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring