Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 24. januar 2010

Sidste søndag efter Hellig 3 konger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Joh 12,23-33


I konfirmandstuen i Særslev præstegård står der et gammelt klaver af mærket Hornung og Møller. Det gamle klaver fungerer for så vidt udmærket og det har efterhånden gjort tjeneste her i sognet i over 20 år, når der er blevet spillet på det til sangaftener, møder, og til konfirmandundervisning og ved mange andre lejligheder. Men et klaver har det med at miste stemningen. Det sker langsomt, at det mister stemningen. I begyndelsen er det måske kun det trænede øre, der kan høre det. Men sommetider kan et klaver trænge så meget til at blive stemt, at intet ører længere er tvivl om det. Fra et kyndigt hoved hørte jeg fornyeligt, at vores klaver i konfirmandstuen nu godt kunne trænge til eftersyn. Og så er der jo ikke andet gøre end at tilkalde en klaverstemmer, som ved at dreje på forskellige skruer i klaverets indre, kan få stemt klaveret rigtigt igen, så det igen kan spille rent. Der er sikkert forskellige årsager til, at det gode klaver kom ud af stemning, konfirmandernes lidt for hårdhærdede brug af klaviaturet, lidt for stor usving mellem kulde og varme temperaturer i konfirmandstuen, og almindeligt slid i årenes løb er nok nogle af årsagerne. Men når det gode gamle klaver kommer i en kyndig mesters hænder, så bliver den næsten som helt ny at høre på. Og uden at jeg har forstand på det, vil jeg tro, at ethvert klaver, nyt eller gammelt, har brug for at blive stemt med jævne mellemrum for at kunne spille rent og godt.

Et menneske er på en måde som et klaver. Vi har også brug for at blive stemt med jævne mellemrum. Vi kan godt sammenligne mennesket med et klaver - at vi er som et fint instrument, der har en mangfoldighed af toner i os. For det er jo fantastisk hvad der kan komme ud af et menneske. Det hele i os er så bygget så fint op, at der kan komme de skønneste ting ud af et menneske, til glæde og gavn for andre mennesker. Tænk bare hvor stort et potentiale mennesket kan rumme, hvor fint udviklet en følsomhed vi har, og hvor storslået og mangfoldigt fantasien og kreativiteten kan udfolde sig, og endelig rummer menneskets forstand et mægtigt potentiale til at udtænke og skabe nye ting. Og det menneskeracen måske i særdeleshed kendes på, er nok den omsorg, kærlighed og glæde, som vi kan give af - i samlivet med hinanden, og som hverken dyr eller andre nok så fine instrumenter kan præstere på samme måde.

Men også et menneske kan komme ud af stemning. Ligesom det gamle klaver i konfirmandstuen kan et menneske også komme ud af stemning - det sker måske langsomt i starten, men får mistrivslen dybere fat i os, så kan vore nærmeste høre, at der er kommet en skinger tone i os. Så kan der ske det, at ligegyldigheden, ufølsomheden og selvoptagetheden breder sig i vores sind, og kommer til at præge os i de ting, vi foretager os. Vi bliver måske fornærmede og sure på tilværelsen - som om den udelukkende var noget, vi selv kunne styre. Vi kommer måske til at bekymre os - for mere end godt er. Eller vi bliver måske aggressive eller nedladende. Og mister vi helt stemningen i livet, tromler vi hen over andre for at få opfyldt vores eget lille private behov og lukker os inde i vores egen lille verden.

Men kommer vi i de rette hænder - kan vi blive stemt for livet igen. Og det kan vi alle blive igen - uanset om vi bliver betragtet som et fint steinway flygel eller bare betragtet gammel og slidt som klaveret i konfirmandstuen. Det er i grunden hele formålet med en gudstjeneste, at stemme sindet til troen på livet og troen på Gud igen. For vi kommer til Gudstjeneste for at modtage ordet fra vores himmelske mester - Jesus Kristus. Det kom allerede til udtryk ved de første ord i indgangsbønnen: 'Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du ... vil tale til mig'. Og det fortsætter med salmerne, (dåben), tekstlæsningerne, og nu evangeliet. Vi er her for at mesteren, vor Herre Jesus Kristus, kan stemme os rigtigt til det liv, vi skal gå ud at leve som kristne mennesker.

I det evangelie-stykke vi hørte til i dag er der en markant sætning, som jeg synes vi skal opholde os ved. nemlig sætningen: 'Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv', det sagde Jesus.

Det lyder voldsomt i vore ører, nærmest som skingre toner. Men det er jo vor Herres ord, som vi skal leve af, og som skal give vort liv den rette stemning. Derfor er der god grund til at overveje hvad ordene mon betyder. I dag er mange af os vokset op med et mere enkelt budskab om at vi skal elske os selv for at kunne elske andre. Og vi ikke skal gå rundt og foragte os selv, for det har ingen gavn af. Men hvad menes der så med ordene om, at den der elsker sit liv skal miste det og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv? Ja - ordene står jo i en bestemt sammenhæng - nemlig i sammenhæng med billedet af hvedekornet, der må lægges i jorden og gå til grunde for at kunne vokse op og bære frugt. Og Jesus, der bagefter siger: 'Den, der tjener mig, skal følge mig'.

Det er netop dén sammenhæng, der skal stemme vort liv rigtigt: Vi skal se mesteren som vores forbillede - netop som han kommer til os i gudstjenesten og slår følge med os. Altså må vi tage ved lære af ham, så vores liv bliver stemt ind efter hans ånd.

Så er der symbolet med hvedekornet.

Den hvede, der ligger ubrugt i en lade, bliver til ingenting. Men den hvede, der bliver sået i jorden, bærer megen frugt. Det symbol kan vi så overføre på menneskelivet og sige: Gemmer vi livet for os selv eller lukker vi os inde i os selv, bliver der ingenting ud af det. Men giver vi, så at sige, vort liv væk ved at dele det med andre eller ved at ofre noget af vort eget for andres skyld, så kommer der masser af god frugt ud af vores liv.

Så når udtrykket 'at elske sit liv' bruges i negativ forstand her i stykket, så er det et billede på, at den, der lever for sig selv, ikke bruger livet rigtigt, når han holder det helt for sig selv, for dermed går hans liv tabt på samme måde som hvedekornet, der ikke bliver brugt.

Derimod når det voldsomme udtryk 'at hade sit liv' er brugt her i stykket i en positiv betydning, så menes der dét, at skubbe sit eget liv til side for andres skyld og dermed give ud af sit eget - for at andre kan få. Det er et sådant liv, der kommer til at betyde noget - for andre.

'At hade sit liv' er altså at leve livet ud i den selvopofrende kærlighed vi møder i Jesus Kristus - ved at leve livet ud indtil til sidste rest på andre end sig selv. Det kan godt betyde offer og afsavn. Men netop deri oplever vi også kærlighedens frugt: Nemlig den dybe glæde, der ligger i erfaringen af at alt det, som man mistede ved at give det bort, blev til hjælp og til glæde for andre. Netop ved at give det bort, kom nemlig et dybere liv og en glæde til syne.

Eller igen symbolikken med hvedekornet, der blev sået i jorden.

Den, der har prøvet at holde en håndfuld lun hvede i hånden og har ladet de gyldne buttede korn risle ud mellem de spredte fingre, kan næsten ikke undgå at have mærket, at der i disse korn skjuler sig en stor rigdom og herlighed. Selvom det ikke umiddelbart er til at se det på sådan et lille uanseeligt korn, skjuler det en verden af herlighedshåb, en verden af liv. Men vi ved også, at selve kornet må forvandles og forgå, for at dets herlighed kan blive synlig. Enten må kornet kværnes til mel for at blive bagt til brød, eller også bliver det til såsæd, der må lægges i jorden og dø, førend nyt liv kan spire frem af det. Hvedekornet er på den måde det evige livs skjulte ydmyge tjener. Skabt til at forgå for livets skyld. Det kan vi igen overføre på Jesus Kristus, der måtte lide døden på et kors for menneskers skyld. Med sin vilje til at bekæmpe det onde og de livsnedbrydende kræfter i menneskelivet, ofrede Jesus Kristus sig selv i en kærlighed for menneskene. Og tilbage efter ham voksede den kærlighed og et nyt liv op, som var stærkere end døden.

Og her ved gudstjenesten er det hans levende ord, der kommer til os og med sin Ånd fylder han os, og stemmer vor liv påny til tro og til glæde, så vi kan gå opløftede herfra gudstjeneste med den rette stemning: At menneskelivet er et liv stemt til kærlighed.

Amen.