Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag 07. februar 2010

Seksagesima

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Mark 4,26-32


Det evangelium vi lige hørte handler om vækst. Og her i evangeliet til i dag skal der på den ene side skelnes mellem den vækst, som mennesket er ansvarlig for. Og den anden side den tale om Guds rige som en vækst, som Gud er ansvarlig for.

Vi hører om frøet, der bruges som symbol på begge former for vækst. Et frø er noget levende noget, fordi det i sig rummer mulighederne for at vokse og blive til noget større, blive til en plante. Og det er en kendt sag, at for at et frø skal kunne trives og vokse, må det have de rette jordbundsforhold, en god muld med det rette forhold af varme og væde og næring. Et frø bliver ikke til noget af sig selv - sådan isoleret set.

Det billede af frøet af i den gode jord kan vi så overføre på menneskelivet og sige: Et menneske fødes, men det vokser heller ikke kun af sig selv. Vi ville aldrig have kunnet klaret livet frem til dagen i dag, hvis vi som små var blevet overladt til os selv. Vi ville være gået til, hvis ikke vi var vokset op i tæt kontakt med andre mennesker - med vore forældre. Medens et frø skal være i jorden for at folde sig ud, skal et barn have nærhed med andre mennesker for at kunne vokse.

Et menneske lever ikke af brød af alene, men også af ord, et andet menneskes ord. Da vi små og voksede op hørte vi ord fra de voksne. For at kunne trives måtte vi mærke, at nogen tog sig af os og elskede os, der var nogen, der så på os med lyse øjne og lod os spejle os i dem. Ligesom frøet i jorden - lever vi mennesker også af solen, af lyset, og lyset fra et andet menneskets øjne, der lyser mildt og opmærksomt på os. Ligesom frøet må have visse betingelser tilstede for at kunne gro og blomstre - må også mennesket hvile i trygge forhold, være accepteret og værdsat, for at kunne trives, vokse og blomstre.

Vi har alle været små børn engang, alle med det lille indbygget frø eller den indre bestemmelse i os - at skulle vokse op og blive voksen og moden. Og på en måde går det jo af sig selv. Og på en måde gør det ikke. Som børn sov vi og vi vågnede. Vi legede, vi fantaserede og vi pludrede, vi græd og lo, vi undrede os og vi spurgte til verden omkring os.

På en måde vokser et barn af sig selv - af livsappetit. Men samtidigt måtte vi dengang hvile i noget, vi nok ikke vidste hvad var, men som bare var dér. Nemlig dét at nogle forældre tog sig af os og ville kendes ved os. Den omsorg gav den tidlige tryghed, som er den nødvendige grobund, for at et barn kan trives og blomstre. Men der vokser jo også børn og unge op i hjem uden omsorg og tryghed. Det kan måske være forældre, der ikke ser deres børn eller på anden måde forsømmer deres børn, så barnet bliver alene med sig selv. Og så kan der ske det, at et barn mister væksten, når nærheden og trygheden forsvinder, så holder det op med at trives. Og på den måde påvirker de vækstbetingelser, den tryghed og de stimuli, vi får som små - også vores senere vækst i livet.

Ja livet er for så vidt en lang vækst - for på en måde bliver et menneske aldrig færdig med at vokse. Vores sind og tanker bevæger sig hver dag og vi får nye input og vi forandrer os alle i takt med at vi bliver ældre. Og vi bilder os måske ind, at vi selv er herre over livet og væksten. Vi er som voksne måske tilbøjelige til at tro, at alt i tilværelsen afhænger af os. At vi helt selv styrer væksten i vores liv. Med det evangelium vi hørte i dag, der handler om Guds rige, der sammenlignes med et sennepsfrø, siger noget andet. Et frø lægges i jorden og af sig selv giver jorden afgrøde. Med det billede siger evangeliet, at livet og Gudsriges vækst - er Guds sag. At al vækst er et Guds under. Og i livets udfoldelse manifesterer Gud sin skaberkraft. Vi bærer altså ikke livet selv - livet bærer os og væksten kommer dybest set ikke fra os selv, men derimod fra Gud. Det betyder ikke, at vi uansvarlige over for livet. For nok er livet Guds ansvar - men vi er ansvarlige for vores forhold til livet.

Lad mig vende tilbage til væksttanken. Når der i kirken i århundreder tales om ursynd er det udtryk for menneskets negative vækst - når vi vokser ind i os selv og dermed væk fra Gud og væk fra hans bestemmelse med os. Hvorimod når vi erkender, at Gud giver væksten, folder vi os ud af os selv og ind i Guds bestemmelse med os, og den gode gerning kommer ved os men ikke fra os, når andre mennesker får læ og ly hos os. Og hvad Guds bestemmelse med os er, ser vi i Guds tilsynekomst i mennesket Jesus Kristus.

Gud viser os i mennesket Jesus Kristus hvordan den sande menneskevækst ser ud: En vækstproces, hvor man vokser mere og mere væk fra sin kredsen om sig selv og mere sammen med den Jesus Kristus, som vi er døbt til fællesskab med. I dåben såede Vor Herre nogle frø i hjertet af os. Med tre små håndfulde vand og to små kors på for pande og bryst og ord fra Gud med tilsagn om at Han vil kendes ved os og være med os alle dage - blev det er indre frø sået, der skal være vores vækst.

Alligevel kan denne vækst kan være smertelig - ligesom det kan gøre ondt at vokse og blive moden og miste sine visdomstænder. Og det gør måske ondt at miste sin kredsen om sig selv. Men det er vækstens endemål i kristelig forstand - at vi skal kunne vokse i kærligheden og med alle troende blive ét i Gud, som vi beder i nadverbønnen. Og i denne livslange vækst når vi til sidst til en grænse for vores formåen, hvor vi må slippe taget om vores liv og giver slip på det og overgive det til Guds favntag. Men hvor vi undervejs i denne vækst forsøger at leve i forventningen til, at Gud bærer livet og fremtiden - og at Han engang vil lade sit rige blive alt i alle, dér bliver der plads til hvile, glæde, undren over livet og kærlighed til mennesker.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk