Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag 18. juli 2010

7. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matt 10,24-31


Evangeliet til denne søndag er hentet fra en tale, som Jesus holdt for sine disciple. Talen stammer fra første gang han sendte dem ud blandt mennesker med det glade budskab om Guds rige nærhed. Stykket her er taget fra Matthæus evangeliet. Og hele Matthæus evangeliets 10. kapitel beskriver disciplenes opgaver: hvor disciplene skal virke, nemlig blandt jøder. Og hvordan de skal virke, nemlig ved at prædike om Jesus og helbrede. Og hvordan det skal gå dem: nogen af dem skal blive slæbt for retten og blive pisket og hadet og dømt til døden.

Vist er der tale om nogle hårde ord i teksten til i dag. Om disciple, der skal få det svært og om spurve, der falder til jorden.

Kristendommen er sommetider blevet beskyldt for at være luftig og naiv i sin forkyndelse og beskyldt for at love folk for meget. Men denne tekst, denne tale af Jesus, lover i hvert fald ikke for meget. Den lover ingen guld og grønne skove. Ordene om at en discipel ikke står over sin mester, og en tjener ikke over sin herre, siger noget om vi, som Jesu disciple, ikke kan forvente af livet, at vores liv skal gå bedre end Jesu liv. Vores liv vil også tage et sving ind i mørket, ind i lidelsen og til sidst ind i døden. Og det kan alt sammen vække vores bekymring om hvordan det hele nu skal gå.

Der er imidlertid et ord, der går igen i gennem teksten. Hele tre gange. 'Frygt ikke' - siger Jesus til sine disciple og til os. Det ord - frygt ikke - kan give os anledning til at tænke over vores eget liv. Har vores egen tilværelse været præget af tung skæbne eller af ulidelig lethed? Undervejs i livet har vi kunnet tænke tilbage på de stunder med smerter og kriser i vores liv og vi kan spørge os selv: - hvordan gik det med os dér? Nogle gange kan vi jo have den gode oplevelse ved at tænke tilbage, at vi opdager - at de kriser vi har været igennem var med til at give vores liv perspektiv, fylde og mening. Og efter krisen kan vi sige til os selv: - jamen det skulle du jo ikke have frygtet på den måde, for livet gik jo videre alligevel. Nogle gange - når man tænker tilbage på en krise i sit liv, så tænker man sommertider set i bakspejlet: 'Hold da op - det klarede du egentligt godt - du kom styrket ud på den anden side - en vigtig erfaring rigere'. Og vi kan spørge os selv - hvad var det egentlig der holdt mig oprejst, da krisen satte ind. Hvad var det egentlig der bar mig igennem det?

Der er gammel anekdote, der har et svar på det spørgsmål. Der var en mand, som sad oppe i himlen kiggede tilbage på sit liv. Fra de gode dage i sit liv kunne han se to par fodspor i sandet. 'Dengang gik du sammen med mig, Gud' sagde manden. Men manden kunne også se nogle steder i sandet fra kriserne i hans liv, de perioder, hvor det var tungt og trangt for ham at være til, dér var der kun ét sæt fodspor i sandet. 'Hvor var du da henne, Gud?' spurgte han. Og Gud svarede: 'Dengang bar jeg dig'.

Denne lille anekdote vidner om at der er en fortrøstningsfuldhed og glæde i at opdage at livet bærer os - Gud bærer os - igennem livet.

I går lørdag bragte Kristeligt Dagblad et interview med et midaldrende ægtepar. Et ægtepar der kunne fortælle om en dyb krise i deres liv - og de kunne samtidig fortælle om deres tro på, at Gud bærer os i livet. Billedet i avisen viser ægteparret siddende i hinandens favn med et afklaret og roligt blik til fotografen. I baggrunden af billedet, på væggen bag dem, hænger der et fotografi af deres to børn. Deres første barn blev født i 1983 og det andet barn blev født i 1986. Begge børn var sunde fra fødslen og forældrene var lykkelige. Men det viste sig efter nogen tid, at begge deres børn led af sjælden og uhelbredelig nyresygdom. Sygdommen tog livet af begge deres børn med få måneders mellemrum. Deres gravsten står den dag på kirkegården i Agger i Thy. Tænk sig at miste begge sin børn. Alligevel kunne ægteparret sige i interviewet, at når Jesus siger i dagens tekst, at ikke engang spurv falder til jorden, uden Gud er med den, så betyder det, at Gud er tæt på os med sin omsorg og selv alle vore hovedhår er talte. Ægteparret fortæller i interviewet, at midt i deres meningsløshed med tabet af begge deres børn, fandt de alligevel en mening - båret af en tro på den nådige Gud. I troen på den nådige Gud genfandt de en glæde, der har kunnet bære dem videre i livet.

Jeg kommer her til at tænke på en kendt person, som også holdt fast i glæden og troen på den nådige Gud, som dét, der bærer i livet. Den verdensberømte russiske forfatter Dostojevskij havde også et liv med mange kriser og modgang - alligevel er den evangeliske glæde et grundmotiv i hele hans forfatterskab. Dostojevskij var virkelig en mand, der i sit eget liv oplevede meget modgang. Han var kronisk syg, han var fange i 10 lange år, han gennemlevede et mareridt af et første ægteskab og måtte flygte ud af Rusland på grund af gæld.

Siden sad han rundt om på kolde hotelværelser og skrev sine store romaner, hvor glæden ligger som den dybere klangbund. I 1849 var han blevet dømt til døden ved skydning. Iført ligskjorte stod han og ventede på at blive skudt sammen med sine kammerater. De af kammeraterne, der ikke havde bind for øjnene, kunne se, at kisterne var stillet frem til dem på henrettelsespladsen. Så var det, at et bud fra Zaren i sidste øjeblik kom ridende med et hvidt flag. De dødsdømte fik omstødt deres dom i sidste øjeblik og blev i stedet sendt til en fangelejr i Sibirien. Da Dostojevskij senere bearbejdede episoden, så understregede han, at dét, som havde slået ham hårdest ud, var bevidstheden om at han havde levet sit liv forkert. Da han stod bundet på henrettelsespelotonen, havde han igen og igen spurgt sig selv, hvorfor han så ofte havde isoleret sig selv fra livet og glæden; hvis han nu bare kunne få fem dage at leve i, så ville hvert øjeblik være en evighed. Dette at se, at kunne sanse, at kunne mærke at være i live. Hvorfor - spurgte Dostojevskij, lukker vi af fra den jubel, der slet og ret er forbundet med at være i live.

Dostojevskij læste livet igennem i Det nye Testamente og citerede med særlig forkærlighed ordene: I skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. For det var det sindelag, der elskede i stedet for at dømme, der nærede medfølelse og ikke had, der agtede og ikke foragtede. Dostojevskij troede på den gode skaber i hvis lys vi er skabt. Han troede på at livet er skabt i kærlighedens lys og at det liv, som ser tabt og fordærvet ud, kan blive forvandlet i kærlighedens lys. Dostojevskij levede selv et hårdt og dramatisk liv, men på forunderlig vis, blev glæden - den evangeliske glæde - et grundmotiv i hans forfatterskab. Han troede på ordene om at - 'på jer er selv alle hovedhår talte, Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve'.

Det glædelige der er at forkynde på denne søndag er ikke at vi skal få et liv uden kriser eller modgang, men det glædelige er at den nådige Gud lod sig inkarnere i et menneske i Jesus Kristus, der viste os sin omsorg ved at slå følge med os på livets vej. Han er dén, som kender vejen - også dér, hvor vejen synes mørk og umulig for os - i døden og i lidelsen. I ham finder vi livets Gud, der siger frygt ikke, og som bærer os, når vi ikke kan bære os selv - både i livet og døden.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk