Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Søndagens prædiken (Arkiv)
Udskriv denne side  
Søndag 26. september 2010

17. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spist sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Mark 2,14-22


Her ved indledningen af denne prædiken til den 17.s.e.trin. vil jeg starte med en lille historie. Det er en lille historie fra tidernes morgen - fra paradisets have. Det var dengang Gud skabte blomsterne og gav dem navne. Hver blomst fik sit eget navn og blomsterne var hver især så stolte af deres navne. Og Gud smilede så glad, hver gang han sendte en ny blomst ud i verden med vinden i ryggen og solen skinnende på de pragtfarvede blomsterblade. Man kunne høre, hvordan hver lille eller store blomst på vej ud i verden for sig selv hviskede sit nye navn. 'blå anemone' - 'solsikke'. Men hen på eftermiddagen kom en ganske lille blomst tilbage til Gud. Den havde tårer i de himmelblå øjne og sagde: Herre, jeg har i verdens støj og vrimmel glemt mit navn. Hvad var det du kaldte mig? Og Gud så med sine milde øjne på den lille blomst, han smilede varmt og sagde: Forglem mig ej. Andet sagde han ikke. Så blomsten hedder den dag i dag. 'Forglemmigej'.

Denne lille fortælling kan fortælle os noget om menneskelivet. Nemlig dét at vi let kan komme til at ligne blomsten Forglemmigej. For hvis tænker efter, så hænder det også for os at vi midt i verdens travlhed og storm, glemmer vort navn, vores bestemmelse eller vores identitet. Fortællingen vil minde os om at vi ikke skal glemme vores kald fra Gud eller glemme hinanden. Og mon ikke det gælder for alle mennesker - både travle husfædre og - mødre, travle politikere, travle bedsteforældre - ja mon ikke det gælder alle mennesker? Vi glemmer så let Gud og vi glemmer så let hinanden. Vi glemmer, at de vigtige ting, det meningsfyldte, ofte ligger gemt i det små, i relationerne med hinanden, i samværet med hinanden - i tilliden og troen.

Ligesom denne blomst 'forglemmigej' havde glemt sit navn og sin identitet, så hænder det også at vi glemmer dette og derfor trænger til at høre hvem vi er. Vi kan have travlt med vores arbejde og vores mange gøremål, og det kan såmænd også være vigtig nok, men nogle gange glemmer vores livskald. Vi glemmer den guddommelige bestemmelse med os. Og den guddommelige bestemmelse er ikke blot de mange pligter og gøremål, der fylder vores hverdag, det er i højere grad noget, der ligger gemt i det små, i de mellemmenneskelige forhold, i samværet med hinanden - i tilliden og i troen.

Det at glemme sit livskald er vel også dét, som er tilfældet med Levi, som vi hører om i dagens evangelium. Tolderen Levi kan sammenlignes med blomsten forglemmigej. Levi bliver mindet om sit livskald i mødet med Jesus. Det går simpelthen op for Levi, at han har fyldt sit liv med meningsløse regnskaber i arbejdet for den romerske besættelsesmagt. Da Jesus kommer til denne tolder Levi og siger følg mig, så sker der noget. Mindet om at der er en dybere bestemmelse med sit liv rejser Levi sig og forlader øjeblikkeligt sit job, fordi han som blomsten forglemmigej bliver mindet om hvem han er. Bliver mindet om sin guddommelige bestemmelse - sit livskald.

Og det kan jo samtidig give os anledning til at overveje - har jeg opdaget min guddommelige bestemmelse - har jeg opdaget mit livskald?

Og for hvad er det Jesus kalder os til? Ja - først og fremmest til at leve vort liv som den skænkede gave det er - så godt og samvittighedsfuldt vi kan. Dernæst kalder Jesus os med ordene: Følg mig! Det er vigtigt her at understrege, at Jesus ikke siger: 'Gå foran mig' - nej han siger: 'Følg mig'. Det vil altså sige at Jesus er den, der går forrest.

I cykelsporten har man et udtryk, der hedder 'at ligge på hjul'. Det vil sige, at der i en gruppe af cykelryttere er nogle, som kører foran en og trækker læsset. Der er stor forskel på at cykle alene og cykle i flok. Enhver cykelrytter ved, at det er mere anstrengende at cykle alene - end det er at cykle i flok - især på de lange distancer. Når man cykler i flok er der en førerrytter, der lægger sig forrest og bag ham kan man lægge sig på hjul i læ for modvind og sidevind. Bagved førerrytteren og de forreste kommer så vandbærerne og hjælperytterne, der holder sammen på gruppen. Dette billede fra cykelsporten kan vi overføre på os som kristne. Som kristne cykler vi aldrig alene. I vores livslange cykelløb, har vi en førerrytter i Jesus Kristus - ham, der er forrest. For os kristne er Jesus den stærke førerrytter hvis kræfter var så stærke, at han i sit liv på jorden sprængte dødens, syndens og ondskabens magt. Han var stærkere end den ydmygelse og det nederlag, der ramte ham. Og med sit liv minder Jesus os om, at ingen af disse magter, ingen ydmygelse eller nederlag, kunne holde ham stangen. Disciplenes forræderi skærtorsdag aften, og hele langfredag på korset bestod Jesus et langt angreb fra ondskabens magt og han blev tvunget i ydmygelsens knæ og måtte til sidst indkassere det ultimative nederlag - døden på et kors.

Men Jesu guddommelige bestemmelse viste sig 3 dage efter - påskemorgen. Her besejrer han døden, synden og ondskaben - ikke således at disse magter fjernes fra menneskelivet, men således at Jesus med sin opstandelse påskemorgen viser, at han er stærkere end disse magter.

Historien om Jesu liv minder os om vores guddommelige bestemmelse - nemlig dén - at vi skal slå følge efter ham. Jesus er førerrytteren, der ligger forrest i vores liv. Det er ham vi må cykle bagved - det er ham vi må følge og hente kraft fra.

Men på et cykelhold er der altid nogle, der vil gøre sig selv til herre, køre selv og prøve at tage føringen. Nogle mennesker, der ikke vil have nogen ovenover sig eller foran sig. Som for eksempel de skriftkloge og farisæerne i dagens evangelium. De ville lave udbrud, de ville ikke følge Jesus og de anklagede ham for at spise sammen med toldere og syndere. For nu at blive cykelmetaforerne så ville farisæerne og de skriftkloge vise sportsdirektøren, Gud selv, at de kan klare sig igennem livets langdistance ved egen kraft - ved at kvalificere over for Gud ved hjælp af deres retfærdige gerninger. Men farisæerne og de skriftkloge glemmer, at vi ikke kan bære livet selv, døden vil før eller siden tage magten fra os og som kristne holder ingen af os til mål uden at komme hjem med hovedfeltet med Jesus som førerrytteren. Den Jesus Kristus, der netop er førerrytter for syndere - det vil sige han er førerrytter for os, som ikke selv magter kampen mod dødens magt - mod syndens og ondskabens magt. Den Jesus Kristus, der minder os om vores guddommelige bestemmelse på livets vej. Nemlig den guddommelige bestemmelse, der siger, at siddende nede i livets hovedfelt, så er vi hinandens hjælperyttere og vandbærere, der må hjælpe hinanden med at komme frem ad. Nede i feltet - i vores liv - behøver vi ikke kæmpe for at komme allerforrest, men vi skal snarere blive dér hvor vi er, i bestræbelsen på at hjælpe dem, der er omkring os. Det kan vi gøre på mange måder. Ved at tage os af et ensomt eller sygt menneske, det kan vi gøre i denne høsttid ved at dele ud af vores overskud til folk, der er i nød, eller snakke med en ven, der har det svært. Da finder vi det store og meningsfyldte, som ofte ligger gemt i det små, i de mellemmenneskelige relationer, i samværet med hinanden. Da finder vi vores guddommelige bestemmelse, da finder vi vores 'forglemmigej'. Amen.


Kirkekalender
Søndag 25. oktober
20. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
BUSK er aflyst!
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 8. oktober 2020. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!   Menighedsplejen i Særslev-Ejlby- Melby Pasto....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk