Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 14. november 2010

24. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.«

Joh 5,17-29


Da prinsesse Marie fødte en dreng den 4.maj sidste år blev prins Joachim kort efter spurgt hvad drengen skulle hedde. Hertil svarede prins Joachim, at drengen kunne komme til hedde alt imellem Ib og Nebukadnesar. Ib er jo et ret almindeligt dansk navn - men hvem er Nebukadnesar? Ja ham hører vi faktisk om i dagens lektielæsning fra Ezekiels bog fra det Gamle Testamente. Nebukadnesar var babylonsk konge, som i det sjette århundrede før Kristus forsøgte at underlægge sig hele den dakendte verden. Med sit kæmpe felttog forsøgte Nebukadnesar at underlægge sig hele Mellemøsten, Arabien, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Han havde store ambitioner. Som den dygtige feltherre han var brugte han den taktik, at når han havde indtaget et land, så fjernede han store dele af befolkning, han deporterede dem, navnlig dem, der havde betydning i statsapparatet. Det drejede sig om alle former for ledere, men også håndværkere, våbensmede og andre vigtige personer. Og så skete det forfærdelige. Nebukadnesar kom også til Israel og han indtog landet og Jerusalem med. Det var i år 586 f.Kr. Nebukadnesar deporterede simpelthen store dele af det isralitiske folk og sendte dem til Babylon. Og dér kom de til at sidde i mange årtier og de længtes tilbage til deres eget land. Som årene gik blev deres eget land ikke ringere i deres erindring. Ja Israel kom efterhånden til at stå i et noget urealistisk skær. For som tiden gik huskede israliterne efterhånden kun de gode ting fra deres hjemland Israel. Og jo mere de fortegnede deres liv i det gamle Israel desto mere ufrie blev de i deres fangenskab i Babylon. Og jo mere de sørgede og jamrede over deres situation desto mere forstenede blev de som mennesker. Og som tiden gik mistede de langsomt evnen til at gøre noget ved deres situation. Ikke alene havde de mistet deres land, men de havde også mistet noget af sig selv - lidt efter lidt. De tabte livsgnisten - selvom de stadig var i live - så døde de på en måde i Babylon. De var blevet som døde, som skeletter, der havde mistet evnen til at leve livet nu og her. De sad fast i mindet om dengang og kunne ikke komme videre. Det er altså med den baggrund, at den første tekst, som jeg læste fra alteret, skal forstås.

Så godt nok havde disse israliter i Babylon tabt deres identitet, men de havde ikke tabt forbindelsen til Gud. Gud gør nemlig det Han altid gør i det Gamle Testamente. Han sender en profet med et budskab til folket. Denne gang hed profeten altså Ezekiel. Som I hørte så han i et syn en dal oversået med tørre skeletter. På Guds befaling talte Ezekiel til disse døde skeletter, så de fik kød og sener og de blev levende igen. Derpå blæste han på Guds befaling livsånde i dem, så de kunne se, tænke og handle. På den måde vakte profeten Ezekiel nyt liv i det forpinte isralitiske folk.

Dagens evangelietekst handler i grunden om det samme. Blot har Gud denne gang sendt sin egen søn - Jesus Kristus. Og igen handler det om liv, død og genopstandelse.

Når de bibelske tekster taler om liv, så lægges vægten på det liv vi har med hinanden her og nu. Der findes også steder, der taler om livet efter døden, men her handler det først og fremmest om livet på jorden, altså vores liv med hinanden nu.

Et menneske fysiske død har en definitiv karakter, men på en måde findes der en død, der er mere trist. Nemlig den form for død vi kan opleve i levende live. En åndelig død. Den form for død, der får os til at opgive vores eksistens, selvom vi stadig kan trække vejret og spise. Og den form for død er farlig gift for sjæl og legeme. Det var netop den form for død, der ramte israliterne, da de sad i fangenskab i Babylon. De gik næsten til - legemligt og åndeligt. De mente ikke, at de kunne blive glade igen, de mente ikke at de kunne synge deres sange igen - førend de vendte tilbage til deres hjemland - Israel. De kunne ikke leve i nuet. Og dermed nægtede de også at tage vare på deres egen situation, på deres liv. Og det er netop i denne situation at profeten Ezekiel dukker op. Han prøver at vække livsvilje i dem, han tordner og buldrer og siger, at godt nok har de det skidt, men de er nød til at tage ansvar for deres liv der hvor de er. De er nødt til at tage vare på deres liv - ellers vil andre gøre det.

Det var historien om Nebukadnesar og det isralitiske folk.

Og efter denne lange historiske redegørelse kan du spørge - hvad har deres historie med os at gøre i dag? Jo den historie er god at få forstand af, fordi den fortæller noget om hvad der sker med mennesker, der har oplevet at komme i eksil eller fangenskab. Ligesom det isralitiske folk engang oplevede komme i eksil eller i fangenskab, således oplever vi også flere gange i løbet af et liv at komme i eksil. Et fængelssophold er et meget konkret eksempel på et fysisk eksil. Men man kan også havne i et eksil på andre måder - for eksempel i et parforhold, der er kørt fast. Eller det kan også være en arbejdssituation, der tager al ens tid og gør en desperat og indelukket. Eller for nogen kan det være samværet med andre mennesker, som man ikke kan finde ud af. Til sidst lukker man sig ind i sig selv med sine problemer og isolerer sig. Man sætter sig ned og opgiver at handle. Man synes ikke man handle og leve før end man er kommet ud af den fastlåste situation man er havnet i. Eller hvis man som det isralitiske folk siger - hvis bare tingene var som i gamle dage, så kunne vi tage os af det og gøre noget ved det.

Det er i sådanne situationer at evangeliet, at Gud, minder os om at vi ikke kan udsætte livet til vi får et nyt arbejde eller ny ægtefælle eller kommer på efterløn eller hvad det nu kan være.

For livet er her og nu. Livet er Guds gode gave og mulighed - ikke vores eget projekt - men en skænket gave, som vi skal leve ud så godt vi kan - altså efter bedste evne. For det ligger dér. Livet ligger dér og venter på dig for fødderne af dig, som dét du skal tage op og tage på dig. Det er dér, det begynder. Det var også det, der var evangeliet til dem, Jesus talte til, da han sagde: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve'.

De evangeliske ord kalder os ud af vores eksil - og kalder os tilbage til livet - ikke til et liv som skeletter, men til et liv som tænkende, følende og elskende mennesker, der er sat til at leve den skænkede gave, der hedder livet så godt og samvittighedsfuldt vi kan - Gud til ære og næsten til gavn.

Som en slutbemærkning kan jeg tilføje at prinsesse Maria og prins Joachims søn fik navnet prins Henrik.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring