Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 05. december 2010

2. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«


Luk 21,25-36 .


Medens kalenderåret som bekendt begynder den første januar, så begynder kirkeåret med 1. søndag i advent. I dag er det så 2. søndag i advent og temaet i dagens evangelie-tekst er fremtidsforventning. Det handler i dag om forventningen til fremtiden eller formuleret mere tekstnært; om menneskesønnens genkomst og de sidste tider.

Det kan hurtigt blive langhåret og meget abstrakt at tale om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Strengt taget kan vi kun stå og betragte nutiden, og kigge tilbage på fortiden og det, som er sket. Man kan sige, at vi står modtagende i nutiden, i øjeblikket, der er som en flydende grænse, der hvert øjeblik går over i fortid. Det er mere vanskeligt med fremtiden - for den findes jo ikke - i og med at den ikke er kommet endnu. Fremtiden er dermed ganske uforudsigelig. Alligevel har vi alle nogle forventninger til fremtiden. Fordi fremtiden rummer forskellige muligheder. Et mylder af muligheder. Vi ved blot ikke hvilke. Vi kan gætte på hvad der kommer i fremtiden og hvilke muligheder, der realiseres Det er menneskets vilkår hvert øjeblik at stå på tærsklen til fremtiden - og det indebærer at vi hele tiden har nogle forventninger til den. Den danske filosof Søren Kierkegaard siger at den menneskelige forventning deler sig i to grene. Den ene gren af forventningen hedder frygt - den anden gren hedder håb. Lad os tage frygten først. Frygten forventer, at fremtiden bringer det onde. Frygten forventer det ondes mulighed. Og frygt er efter Søren Kierkegaards opfattelse at stå fortvivlet ved kanten af fremtiden med et mylder af uigennemskuelige muligheder. Den fortvivlede siger til sig selv, at det er meget muligt at det hele kommer til at gå dårligere end nu. Det er muligt, at selv den mest brændende kærlighed kølnes og måske bliver til is. Det er muligt, at selv den bedste ven forvandles til fjende. Det er muligt at det mest retskafne menneske jeg kender kommer på afveje og går i hundene osv. Dermed ser frygten kun mørkets og dødens mulighed. Denne frygt for fremtiden, angsten for tilintetgørelse og rådvildhed over for døden er også den menneskelige erfaring, som Jesus sætter ord på i dagens evangelium.

Vi kan have mange forventninger, men fremtiden er egentligt uforudsigelig. Kun Gud kender fremtiden. Eller skulle vi sige guderne... I den gamle nordiske mytologi var der en person, en guddom, der hed Balder. Der var det særlige ved Balder at han kunne se ind i fremtiden. Han omtales som den smukkeste af alle aserne. Og han var søn af Odin og Frigg. Som alle mødre var Frigg bekymret for Balder - der måtte ikke ske ham noget ondt. For at beskytte Balder tvang hun en dag alle levende væsner til at sværge, at de aldrig ville skade ham. Det lykkedes og Balder blev usårlig. Derefter morede guderne sig med at skyde til måls med pile efter Balder, fordi pilene aldrig ramte eller prellede af på ham. Men Frigg havde glemt at tage misteltenen i ed. Så Loke, som altid var ude på skrammer og narrestreger, fremstillede en pil af misteltenen og lagde den på den blinde Høders bue. Dermed kom Høder mod sin vilje til at dræbe Balder. I en forhandling med dødsriget Hel forsøgte guderne så at genopvække Balder med gråd. Det kunne nemlig lade sig gøre, hvis alle deltog i grædekoret. Men det mislykkedes, da Loke, udklædt som en kvinde, ikke ville deltage i grædekoret. Og Balder blev derfor ikke vakt til live og dermed endte den historie trist - uden håb.

Salmedigteren Grundtvig har faktisk skrevet en salme om netop den historie i salmen Skyerne gråner og løvet falder, som vi ganske vist ikke skal synge i dag. Men det er altså situationen uden håb, som Grundtvig skriver om i salmen i andet vers:

Isen optøs ej af gråd for Balder.

Tårerne stivner af kuld.

Intet hjælper. Håbløshed synes at være livsvilkåret både hos guderne såvel som i vores verden. Udsigtsløsheden er vilkåret. Vi gjorde ikke, hvad vi skulle. Meningen med os her på jorden var at medmennesket skulle være målet, men hvor ofte måtte vi ikke erkende at medmennesket blev et middel for vores egen selvoptagethed. Derfor har vi på en måde dømt os selv og vores verden til undergang, tilintetgørelse og død. Og alligevel er der et afgørende og kendt omkvæd i Grundtvigs salme, der lyder sådan: 'Og dog bærer vi blus med glæde'. Et omkvæd, der taler om håb. Der er altså håb alligevel. Ja - hvorfor siger Jesus i dag at når nederlaget, tilintetgørelsen og døden venter i fremtiden på os, så skal vi alligevel løfte vore hoveder? Hvorfor dog? Fordi Guds rige bryder igennem, det Guds rige, der allerede er på færde, når et menneske elsker livet og sin næste i stedet for at elske sig selv. Vi skal løfte hovedet, fordi evangeliet ikke lader os stå alene tilbage med frygten for fremtiden. I stedet for frygt, stilles vi overfor et håb, et håb om Guds lyse fremtid, der venter på os. Og håbet er netop den anden gren af forventningen, som jeg talte om tidligere. Hvor frygten forventer det onde, så forventer håbet det gode. Selvfølgelig kan det ske at kærlighed bliver til is. Selvfølgelig kan det ske at du bliver svigtet af det menneske, du havde størst tillid til. Men det modsatte er jo også muligt. Det er muligt, at dét du frygter mest, ikke går, som du frygter. Det er muligt at selv det mest fortabte menneske kan blive reddet, det er muligt at selv den mest forbistrede fjende kan blive din ven. Det er muligt, at dem der nu er fattige på glæder, finder glæden igen. At dem, der er fanget i selvbebrejdelser, i egen mislykkethed eller bitterhed, finder glæden, friheden og selvværdet igen. Og det er bestemt muligt at dem, som er blinde for livet og det, som det rækker dem, får øjnene op og i begejstring finder livet stort og smukt. Håbet siger at det altsammen er muligt her, hvor vi står på tærsklen til fremtiden. Her, hvor vi står med vore forventninger til det nye år, at det bliver et godt år - et nådeår. Her, hvor vi står midt advent. Advent betyder forventning. Ikke frygtens forventning. Helvede er dér, hvor forventningen styres af frygt. Advent derimod er et håbets forventning - til det gode, som skal komme. Lysene i adventskransen er tændt, og der kommer flere lys forude - også på din vej, siger håbet.

Det er ikke muligt nøjagtigt at sige hvad håbet indebærer andet end det godes mulighed. Det er et håb til Gud, som er det ubegribelige, af hvem man kan forvente sig det uventede.

Den uventede glæde er at Gud sender sig selv i skikkelse af Jesus Kristus. Ned til dødens jord kommer Vor Herre og med sig bringer han glæden, lyset og håbet, der vinder over dødens magter. Guds liv og håb kom ned til jord og hans evighed rørte derved ved vor menneskelighed. Med ham er vi aldrig mere overladt til os selv, til det, der begrænser, til det, vi frygter. Men han er med os som lyset og håbet, der lyser ind over vores liv og fremtid.

Vorherres komme til jorden er det vi fejrer om to uger juleaften. Med Grundtvigs ord kan vi i troen på ham bære blus med glæde ind i vores fremtid, som kommer.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring