Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 03. april 2011

Midfaste

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Joh 6,1-15


For nogle år siden, kørte der her til lands en ernæringskampagne, der hed: 'Du bliver hvad du spiser'. Den kampagne kørte så massivt, at udtrykket 'du bliver hvad du spiser' nærmest er gledet ind i sproget som et almindeligt udtryk.

Så vidt jeg kan skønne, så er der kommet en enorm fokus på mad i de senere år i forhold til tidligere. I fjernsynet er der hver uge flere madprogrammer at vælge imellem. Spændende og smarte kokke inspirerer os til at spise specielle og sunde retter og samtidigt fylder det samme fjernsyn os med reklamer, der lokker os til at købe snacks, slik, søde drikke og sukkerholdigt morgenmad. Medens der flere steder i den 3. verden er mangel på fødevarer, så er der en overflod af fødevarer i den vestlige verden. Og i de mange ernæringskampagner, der har kørt i de senere år, hører vi ofte, at vi generelt spiser for fedt, for sødt og for meget. På den anden side er der også dem, der spiser for lidt og slet ikke tør røre mad. Så for os, der har masser af mad, kan mad altså være et problem - nogen får for meget - andre får for lidt.

Men en ting i livet er at lære sig den kunst at lave noget godt og nærende mad. Det er nødvendigt, for at vi kan trives. Noget andet er spørgsmålet om den åndelige føde, der også er nødvendigt, som noget, der ikke bare fylder, men også mætter, og som ikke bare mætter, men også nærer. Eller sagt på en anden måde: Mennesket har både brug for såvel fysisk mad som åndelig føde. Den åndelige føde er det, der mætter vores sjæl. For mennesket lever ikke af brød alene.

Der er en gammel historie, der fint illustrerer den pointe med at mennesket ikke lever af brød alene. Den østrigske digter Rainer Maria Rilke var bosat i en periode i Paris. Og en dag gik han tur med en ung fransk pige til en af byens pladser, hvor der sad en gammel kone og tiggede. Den gamle kone sad der bare. Hun hverken så på de forbipasserende eller bad om noget eller sagde tak. Altid sad hun bare på det samme sted og rakte hånden frem. Rilke gav hende aldrig noget, men hans veninde gav tit et par mønter til den gamle kone. En dag spurgte hun, hvorfor han ikke gav noget til damen. Rilke svarede: 'Vi burde give noget til hendes hjerte, ikke bare til hendes hånd'.

Et par dage efter kom Rilke med en ny-udsprungen hvid rose. Han lagde den i den gamle tiggerkones åbne og magre hånd og ville gå videre.

Da indtraf det uventede: Den gamle tiggerdame så op, så på giveren, rejste sig møjsommeligt fra jorden, greb efter den fremmedes hånd, kyssede den og gik sin vej med rosen.

En hel uge var den gamle kone ikke at se på sin vante plads. Stedet, hvor hun plejede at sidde, var og blev tomt, og Rilkes veninde spekulerede på, hvem der mon nu gav den gamle kone almisser.

Otte dage senere sad den gamle tiggerkone igen på sin vante plads. Som tidligere var hun uden ord, og igen viste hun sin nød ved tavst at række hånden frem.

'Hvad i alverden har hun levet af i alle de dage, hvor hun ikke har fået noget' spurgte den unge pige.

Hvortil Rilke svarede: 'af rosen!'

Se den lille historie kan sikkert udlægges på forskellige måder. Men når jeg bruger den i dag i sammenhæng med dagens prædiken-tekst om bespisningen af de fem tusinde, så det er for at sige noget om, hvad det var Jesus ville med sine undere. Han vil give os noget til vores hjerte - og ikke bare noget til hånden. Eller sagt på en anden måde: Jesus vil give os noget til hovedet og ikke bare noget til maven.

Og hvad det så vi hørte i prædiken-teksten? Det var historien om en mand, der ved bredden af Tiberius’ sø mættede mange, mange munde med praktisk talt ingenting. Jesus bespiste 5000 mennesker med en lille drengs madpakke bestående af fem brød og to fisk. Hvorfor gjorde han det? Var det for at løse verdens sultproblem? Næ det er snarere menneskets opgave end det er Guds opgave. Ja - det er egentlig en af de ting, vi lever for, nemlig at give hinanden det daglige brød. Men den dag gjorde Guds søn det altså - han gav brød til den sultende tusindskare af mennesker. Det var hverken trick eller tryllekunst, men et sandt under, at det skete. Han gjorde det for at give noget til vores hjerte, ikke bare til vores hånd. Ligesom den hvide rose, der blev lagt i den gamle tiggerkones hånd.

Når vi hører en sådan beretning om Jesus, der mætter 5000 mennesker med så lidt, så er vi tilbøjelige til at sige, at en sådan beretning hører uoplyste tider til. Vi tænker: Det kan ikke passe - det er en legende, der ikke helt afspejler, hvad der virkeligt skete den gang. Og den indvending er ikke af nyere dato. For 200 år kommenterede de gamle rationalister denne beretning om bespisningsunderet og sagde: Det kan jo ikke passe. De ville have en fornuftig forklaring på hvordan denne bespisning kunne gå til. De tænkte: Der må være flere end den lille dreng, der havde madpakker med. Folk må så have set drengen dele sin madpakke og derpå må de selv have delt deres egne madpakker med hinanden. Men den rationalistiske tænkning kvæler livet i denne beretning. I stedet må vi lade muligheden stå åben - at for Guds søn er alting muligt. Og gør vi det, åbner beretningen om bespisningen af de 5000 sig som dør ind til Guds verden, hvor der både er højde, længde, bredde og dybde, og hvor Jesus Kristus er det lysende midtpunkt, og intet er umuligt for ham. For i det øjeblik man tror det, åbner beretningen om bespisningen sig som en historie, der giver noget til vores hjerte, og ikke bare til vores hånd. Som en hvid rose i tiggerkonens hånd.

Og hvad beretningen vil sige til vore hjerter, er nemlig, at Jesus Kristus er livets brød, og uden det dør et kristent menneske af sult.

I stykket hørte vi, at dette bespisningsunder skete kort tid før den jødiske påske. Den påske, hvor jøderne fejrede befrielsen og udgangen fra Ægypten og den lange vandring igennem ørkenen i 40 år. Jøderne mindes ved påske, hvordan Gud holdt liv i det israelitiske folk på denne vandring ved at lade manna ligge på jorden hver morgen, så israelitterne kunne få noget at spise. Og det er netop dette minde om ørkenvandringen Jesus knytter til ved, idet han et andet sted siger: 'Jeres fædre spiste manna i ørkenen og de døde alligevel til sidst. Men jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen. Den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid'. Sådan havde tilhørerne, jøderne, den dag, den bibelhistoriske baggrund for at forstå den hvide rose, der blev lagt i deres hånd. Men vi, der lever i dagens Danmark under helt andre forhold, behøver ikke at se hændelsen i lyset af jødernes befrielseshistorie. For mon ikke vi hver især har en idé om hvad en ørkenvandring i vores liv kan være? Vi har formentlig alle oplevet en ørkenvandring i den ene eller den anden form i vores liv. Og vi har vel også en gang oplevet hvordan det er at få et stykke brød, når man virkelig for alvor er sulten. Hvem af os har ikke været segnefærdig af træthed på et tidspunkt, været ved at opgive alt, fordi vi havde udtømt alle vore kræfter. Og så var der en, der kom med mad, bragte os brød. Og vi spiste - huggede maden i os og lige så stille vendte kræfterne og livet tilbage.

Sådan var Jesus med folkeskaren den dag, da han gav dem føde til krop og sjæl. Og sådan er Jesus med sit folk i dag - med alle de-i-Jesu-navn-døbte. Til os siger han: Jeg er det levende brød, som er kommet ned for himlen, den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Med andre ord: At tro på ham er altså at indtage verdens eneste virkelig næringsmiddel, det ord, der både mætter og nærer.

Du bliver hvad du spiser. Sådan startede jeg i dag. Ved nadveren indbydes du og jeg til at spise Jesu Kristi legeme og drikke hans blod. Og det kan lyde mærkeligt at spise sin Gud. Og dog er nadveren netop tegn på, hvor nært fællesskabet mellem Gud og mennesket er. Gud er os lige så nær, som det vi spiser og drikker. Og ved at komme til gudstjeneste - og lytte til Guds ord - kan vi høre, hvor dan dit og mit liv er knyttet til fortællingen om Jesu liv. Fortællingen om bespisningen af de fem tusinde er et billede på den barmhjertige Gud, der i skikkelse af Jesus Kristus, kom for at dele sit liv, sin tro og sin glæde, for at vi ikke skal betragte tilværelsen som vores egen håbløse affære - forladt af Gud. Og tager vi hele fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse med, så giver perspektivet i den fortælling os frimodighed til at tro på, at selv der, hvor det ser allermest sort ud, dér hvor vi tror, at alt håb er ude, selv der kan livet opstå igen.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring