Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 24. april 2011

Påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Mark 16,1-8


Det er dagen over alle dage, påskedag, dagen, hvor livet sejrer over døden.

I fjernsynet i de sidste dage har I måske set hvordan påsken er blevet fejret verden over. Forleden dag viste de i fjernsynet hvordan man på Filippinerne markerede Jesu død på korset. Ikke alene gik nogle stærkt troende kristne i optog med piske og piskede sig selv på ryggen for at delagtigøre sig selv i Jesu lidelse. Men nogen gik også så vidt, at de frivilligt lod sig korsfæste med søm banket igennem hænder og fødder - hængende på et trækors. Af brændende lidenskab og tro ville disse mennesker gå ind på den samme smertens vej som vor Herre Jesus Kristus. Og sådan kan man iscenesætte langfredag, som det også er gjort i utallige film i årenes løb. Men det er straks mere vanskeligt at skildre hvad der skete i dag, påskedag, for 2000 år siden. For efter Jesu død på korset langfredag blev han som bekendt lagt i graven om aftenen. Og lørdag skete der ikke noget. Men i dag, påskedag, skete der noget. Evangelisten Markus fortæller, som I hørte, at de tre kvinder gik ud til Jesu grav påskemorgen for at salve hans døde legeme med olier. Og det kræver i øvrigt heller ikke meget fantasi at forestille sig, at kvinderne også gik ud til graven for at græde. Sådan som enhver, der har mistet en, man holdt af, må græde, efterhånden som det siver ind i bevidstheden, at det her ikke bare er en ond drøm, men en skinbarlig, bitter virkelighed. Det menneske, som jeg holdt af, og som holdt af mig, det menneske er ikke mere, men er blevet fortid, og er lukket inde i en mørk grav. Derfor kom de tre kvinder ikke bare for at salve den døde, men de kom også for at græde over adskillelsen mellem dem og ham.

Og hvad det så der skete derude ved graven den påskemorgen? Ja I kan selv gå hjem og slå op i jeres bibler og se, at beretningen hos de fire evangelister ikke er helt ens i skildringen af det, der skete. Detaljerne snubler over hinanden. Det hele var så overvældende den påskemorgen, at hverken øjet eller øret kunne følge med og ordene kunne knapt slå til. Men det er to ting de fire evangelister er enige om: At påskemorgen var Jesu grav tom. Han lå der ikke mere. Og at kvinderne ved graven modtog opstandelsesbudskabet fra en engel, der sagde: 'Han er opstået, han er ikke her' Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!' Og det er jo i grunden den store forskel på langfredag og påskedag. Hvor langfredags korsfæstelse og død er håndgribelig at skildre og forholde sig til, så er det anderledes med det uhåndgribelige budskab om at Jesus opstod fra de døde påskemorgen. Hvad vil det vil sige? Ja det vil sige, at døden ikke fik det sidste ord i Jesu liv. Døden fik ikke lov at beholde ham. Budskabet er, at Jesus på en eller anden måde blev forenet med Gud og giver os løfte om det samme. Og nærmere kan vi ikke rigtig komme det. Og derfor er det svært at tale mere konkret om opstandelse, fordi man kun kan tale om det i billeder, for vi kan ikke få nogen vished om hvordan Jesu opstandelse gik for sig, for det har ingen set. Men vi kan vi gøre noget andet. Hvis du har svært ved tale om opstandelsen, så overvej hvad er det for nogle ting i dit liv, der fornyer dig. Hvad er det i dit liv, der giver dig nye kræfter - opstandelsens kræfter, der vækker dig på ny?

Jeg vil nu fortælle en sandfærdig historie, der illustrerer, hvordan livet kan dukke op på ny, en sandfærdig historie, der handler om, at dér, hvor man kun kunne se dødens kræfter, dér spirede livet pludselig frem en dag. Under overskriften ’døden fik ikke det sidste ord’, bragte Kristeligt Dagblad i går lørdag en artikel om et ægtepar, der oplevede en slags opstandelse i deres liv.

Det var en tidlig morgen en dag i marts måned i 1995. Politiet ringede til ægteparret tidligt om morgenen. Politiet fortalte i telefonen, at deres 17-årige datter var blevet indlagt på Roskilde Hospital. Hun var bevidstløs. Det var sket noget alvorligt. Aftenen forinden var deres datter taget på diskotek i Roskilde med nogle veninder. På et tidspunkt den aften, var hun gået udenfor - for at trække noget frisk luft. Senere på aftenen fandt politiet hende - ikke så langt fra diskoteket - hårdt forslået og bevidstløs. Der var tegn på voldtægtsforsøg. Ude på hospitalet så forældrene deres datter. De kunne knapt kende hende- forslået som hun var i ansigtet. Hun blev flyttet fra skadestuen til intensiv afdeling. Deres datter befandt sig nu i koma. Der blev koblet en respirator til hende. Og lægerne forsøgte at danne sig et overblik over de læsioner hun havde fået i hovedet. Det skulle vise sig at blive en lang kamp mellem liv og død. Forældrene var fortvivlede. Døden var ubærlig at tænke på - ville deres datter mon nogen sinde vågne igen? Datteren blev på hospitalet i månedsvis. Af al kraft kæmpede forældrene mod datterens død - de gjorde alt hvad de kunne. De spillede hendes yndlingsmusik ved sengen, læste for hende, talte til hende osv. Men der var ingen tegn på liv. Ingen engel dukkede op bag dem og fortalte dem, at deres datter var vakt til live.

På et tidspunkt begyndte lægerne at tale om at forældrene nok skulle til at se efter et plejehjem til deres datter. Men tanken om at se deres datter liggende som en grøntsag på et plejehjem var ubærlig for forældrene. Forældrenes kamp for deres datters liv blev intensiveret. Moren tog til Tyskland på et pårørende-kursus for hjerneskadede. Månederne gik. Men der var stadigt intet tegn på liv. Vendepunktet for deres datter kom til hendes fødselsdag - tre måneder efter overfaldet. Familien havde arrangeret en fest for deres datter, hvor hendes venner var inviteret med. Og til den fødselsdagsfest blev gæsterne vidner til dét, som kvinderne oplevede påskemorgen ved Jesu grav - at død vendte sig til liv.

Deres datter lå på gulvet på en madras. To af hendes bedste venner sad ved siden af hende og fortalte vittigheder. Og så skete det. For første gang reagerede deres datter på det, der blev sagt. De så et smil. Datteren smilte til dem. Der var pludselig kontakt.

Og det blev begyndelsen på datterens rejse tilbage til livet. Datteren havde tabt alle livsvigtige funktioner - kun vejrtrækning og hjerteslag fungerede pr. automatik. Alt skulle læres på ny. Tale, skrive, bevægelse med arme og fødder. Og sådan blev datteren et vidnesbyrd om hvordan livet kan sejre over døden og om hvad livsmod, håb og tro kan gøre - til trods for lægernes forudsigelse om en fremtid på et plejehjem. Og i dag har datteren et næsten almindeligt liv, hvor hun bor for sig selv med en kæreste.

Og den lille sandfærdige historie kan jo fortælle os noget om, at livets kræfter, opstandelsens kræfter, kan bryde frem dér, hvor vi mindst venter det.

Og det er på en måde også det påskens evangelium forkynder, at underet er sandt, at det er virkeligt. At da kvinderne grædende kom ud til Jesu grav påskemorgen, hørte de om en opstandelse de aldrig havde turdet at tro på: At Jesus Kristus lever. Som med forældrene til den omtalte datter, der i lang tid kun kunne se dødens horisont for hende, da spirede livet, opstandelsen, frem, således spirede livet også frem påskemorgen som en glædelig virkelighed. Og med Jesu opstandelse fra de døde sætter påsken et håb i verden til menneskene om, at Gud ikke lader os være prisgivet dødens tomhed og mørke, men påskemorgen giver os et håb, der fortæller os, at den død, der venter på os forude, ikke får det sidst ord i menneskelivet.

Rigtig glædelig påske.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring